Hr. og fru Dursley fra Ligusterv�nget nummer fire var ganske stolte over, at de var helt og aldeles normale. Det var de sidste mennesker, man ville mist�nke for at v�re involveret i m�rkelige eller mystiske aff�rer, de var ganske enkelt af den type mennesker, som ikke tolerer nogen slinger i valsen, hvad ordentlig livsf�relse ang�r.

Hr. Dursley var direkt�r for en stor virksomhed ved navn Grunnings. Den fremstillede drilbor. Han var en stor, tyk mand, n�sten uden nogen hals, men med et k�mpem�ssigt oversk�g. Fru Dursley var mager og blond; hendes hals var til geng�ld omtrent dobbelt s� lang som almindelige menneskers, hvilket var meget praktisk for hende, eftersom hun brugte megen tid p� at udspionere sine naboer over haveh�kken. Parret havde en lille dreng ved navn Dudley. I deres �jne fandtes hans lige ikke i hele den vide verden.

Hr. og fru Dursley var velst�ende og havde alt, hvad de kunne �nske sig, men i tilgift havde de ogs� en hemmelighed, og deres st�rste skr�k var, at nogen skulle afsl�re den. De mente ikke, at de ville kunne b�re, at nogen opdagede det med Potter-familien. Fru Potter var fru Dursleys s�ster, som hun ikke havde set i mange �r. Faktisk lod fru Dursley, som om hun slet ikke havde nogen s�ster, for denne s�ster og hendes uduelige mand kunne slet ikke leve op til familien Dursleys standard. Hr. og fru Dursley g�s ved tanken om, hvad naboerne mon ville sige, hvis Potter-familien kom anstigende til deres kvarter. Dursley-familien vidste, at Potter-familien ogs� havde en dreng, men de havde aldrig set ham.

Denne dreng var en anden god grund til at holde dem p� afstand; det ville nemlig v�re en ulykke, hvis Dudley kom til at m�nge sig med s�dan en kn�gt.

Da hr. og fru Dursley v�gnede p� den triste, gr� torsdag, hvor vores historie begynder, var der ingen varsler fra den overskyede himmel udenfor om, at m�rkv�rdige og mystiske h�ndelser snart ville finde sted over hele landet. Hr. Dursley nynnede, idet han kl�dte sig p� og udvalgte sit mest kedelig slips som kronen p� v�rket. Fru Dursley sladrede lystigt l�s, mens hun k�mpede for at f� den skrigende Dudley i hans h�je stol.

Ingen af dem lagde m�rke til en stor brun ugle, der baskede forbi vinduet.

Klokken halv ni tog hr. Dursley sin mappe, klappede fru Dursley p� kinden og fors�gte at kysse Dudley farvel, men ramte ved siden af, fordi Dudley nu var midt i et hysterisk anfald og kastede sin havregr�d mod v�ggen. �Den lille bandit,� klukkede hr. Dursley, idet han gik ud af huset. Han satte sig ind i sin bil og bakkede ud ad indk�rslen.

Det var ved vejens f�rste sving, at han opdagede det f�rste tegn p� noget m�rkv�rdigt�� en kat i f�rd med at l�se et kort. Et kort �jeblik fattede hr. Dursley slet ikke, hvad det, var, han havde set � s� drejede han hovedet med et s�t for at se bedre efter. Det m�tte v�re det gr�disede lys, der havde spillet ham et puds. Hr. Dursley blinkede endnu en gang med �jnene og stirrede p� katten. Katten stirrede tilbage. Da hr. Dursley k�rte rundt om hj�rnet og videre hen ad gaden, holdt han �je med katten i bakspejlet. Nu stod den og l�ste skiltet, hvorp� der stod Ligusterv�nget � nej, den kiggede p� skiltet; katten kan jo ikke l�se hverken skilte eller kort. Hr. Dursley rystede p� hovedet ad sig selv og besluttede sig for at glemme alt om katten. Idet han k�rte videre ind mod byen, t�nkte han ikke p� andet end en stor ordre drilbor, som han h�bede at f� i hus den n�ste dag.

Men da han n�ede byens udkant, blev ordren om de mange drilbor skubbet ud af hans tanker p� grund af noget andet. Han sad fast i den s�dvanlige morgen-trafikprop og kunne ikke lade v�re med at bem�rke, at der var us�dvanligt mange m�rkeligt kl�dte mennesker p� f�rde. Folk i kapper. Hr. Dursley kunne ikke fordrage folk, der kl�dte sig m�rkeligt p� � de l�jerlige kostumer, som en del unge mennesker yndede! Han t�nkte, at dette m�ske var en ny t�belig modedille. Han trommede med fingrene p� rattet, og hans �jne f�stnede sig ved en hel flok af disse originaler, der stod ganske n�r ved. De hviskede sammen, tilsyneladende i stor ophidselse. Hr. Dursley opdagede forarget, at det slet ikke var unge mennesker; t�nk engang, den mand i den smaragdgr�nne kappe kunne se ud til at v�re �ldre end han selv! Han var sandelig ikke ked af det! Men s� slog det hr. Dursley, at dette m�ske var et eller andet fjollet velg�renhedsarrangement � de m�rkeligt kl�dte mennesker kunne godt se ud, som om de var ved at samle ind til et eller andet form�l�� Ja, s�dan m�tte det h�nge sammen. Trafikken bev�gede sig igen fremad, og f� minutter senere k�rte hr. Dursley ind p� Grunnings parkeringsplads. Hans tanker kredsede igen om drilbor.

Hr. Dursley sad altid med ryggen til vinduet i sit kontor p� niende etage. Hvis han havde siddet, s� han kunne kigge ud ad vinduet, ville han sikkert ikke have v�ret i stand til at koncentrere sig om sine drilbor denne morgen. Han s� slet ikke uglerne, der susede forbi her ved h�jlys dag, men det gjorde folk p� gaderne: De stod og stirrede med �ben mund, mens de pegede p� alle uglerne, der fl�j omkring over hovederne p� dem. Mange havde ikke engang set en ugle ved nattetide. Men hvad hr. Dursley angik, s� tilbragte han en ganske normal uglefri formiddag. Han r�bte ad fem forskellige medarbejdere. Han foretog flere vigtige telefonopkald og r�bte lidt mere ved disse lejligheder. Han var i h�jt hum�r indtil frokosttid, hvor han f�lte trang til at str�kke benene og g� over p� den anden side af gaden for at k�be sig en bolle hos bageren.

Han havde glemt alt om de kappekl�dte, indtil han passerede en hel flok, der stod ved bagerbutikken. Han gloede rasende p� dem, idet han gik fordi. Han vidste ikke hvorfor, men de gjorde ham ilde til mode. Denne flok stod ogs� og hviskede ophidset, men han kunne ikke se en eneste rasleb�sse. Da han havde k�bt sig en stor cremebolle og passerede flokken p� vej tilbage, h�rte han nogle l�srevne s�tninger af deres samtale.

�Familien Potter, det er rigtigt, det har jeg ogs� h�rt���

�Ja, deres s�n, Harry���

Hr. Dursley standsede brat op. Bange anelser skyllede ind over ham. Han kiggede tilbage p� den hviskende flok, som om han skulle til at sige noget til dem, men forst�d det igen.

Han l�b over gaden, skyndte sig op til sit kontor, snerrede til sin sekret�r, at hun ikke skulle bryde sig om at forstyrre ham, greb telefonen og havde n�sten tastet nummeret hjem til sig selv, da han kom p� andre tanker. Han lagde r�ret p� igen og str�g sit oversk�g, mens han t�nkte, s� det knagede�� nej, han var bare fjollet. Potter var da et temmelig ordin�rt navn. Han var sikker p�, at mange mennesker med efternavnet Potter ogs� havde en s�n ved navn Harry. Nu hvor han t�nkte n�rmere efter, var han slet ikke sikker p�, at hans nev� egentlig hed Harry. Han havde jo heller aldrig set drengen. Det kunne v�re, at han hed Harvey. Eller Harold, m�ske. Der var ingen grund til at forurolige fru Dursley med dette. Hun blev altid s� nerv�s, n�r man n�vnte hendes s�ster. Og han kunne ikke bebrejde hende det � hvis han havde haft en s�ster som hende�� men alligevel�� hvad med alle de kappekl�dte mennesker?

Han havde betydelige vanskeligheder med at koncentrere sig om drilbor resten af eftermiddagen, og da han forlod bygningen klokken fem, var han stadig s� opslugt af andre tanker, at han st�dte direkte ind i en mand, der netop gik forbi d�ren.

�Undskyld,� mumlede han, idet den lille gamling snublede og var ved at falde. S� opdagede hr. Dursley, at manden bar en lilla kappe, og at han ikke lod til at v�re det mindste ked af at blive skubbet til p� den m�de. Tv�rtimod, hans ansigt fl�kkede i et bredt grin, og han talte med s� h�j, pibende stemme, at forbipasserende stirrede: �T�nk ikke p� det, min gode mand. Intet kan komme mit p� tv�rs i dag! Gl�d dig, for nu er Du-ved-hvem endelig borte! Selv en Muggler som du burde fejre denne gl�desdag!�

Og s� omfavnede den gamle mand hr. Dursley og gik sin vej.

Hr. Dursley stod som fastfrosset til stedet. Han var blevet omfavnet af en fuldkommen fremmed! Han syntes ogs�, at den gamle mand havde kaldt ham for en Muggler, hvad det end kunne v�re for noget. Han var rystet i sin grundvold og skyndte sig over til sin bil. Idet han k�rte hjemad, fors�gte han h�befuldt at bilde sig ind, at han var begyndt at dagdr�mme. Selv noget s� t�beligt som en livlig fantasi var at foretr�kke frem for, at alle disse underlige h�ndelser havde v�ret den skinbarlige virkelighed.

Da han var p� vej ind ad sin indk�rsel, var det f�rste, han fik �je p�, den stribede kat, han havde set samme morgen. Det gjorde ikke just hans hum�r bedre. Nu sad den p� hans havemur. Han var sikker p�, at det var den samme kat; den havde de samme markeringer omkring �jnene.

�V�k med sig!� r�bte hr. Dursley h�jt.

Katten bev�gede sig ikke en tomme. Den s� i stedet p� ham med et strengt blik. Var det normal katteadf�rd? t�nkte hr. Dursley. Han l�ste sig ind i huset, mens han fors�gte at tage sig sammen og falde til ro. Han var stadig fast besluttet p� ikke at sige noget til sin kone.

Fru Dursley havde haft en ganske rar og normal dag. Da de spiste til middag, fortalte hun ham alt om naboens problemer med datteren, og hvordan Dudley havde l�rt et nyt udtryk (�Vil-ikk!�). Hr. Dursley fors�gte at opf�re sig helt normalt. Da Dudley var blevet lagt i seng, gik han ind i stuen og n�ede lige at se de sene nyheder.

�Og til sidst kan vi meddele, at ornitologer overalt i landet har rapporteret om uglernes us�dvanlige adf�rd i dag. Selvom ugler normalt jager om natten og kun sj�ldent ses i dagslys, har der v�ret over hundrede rapporter om denne nattefugls hektiske aktivitet lige siden daggry. Eksperterne er ikke i stand til at forklare denne drastiske �ndring i fuglens d�gnrytme.�

Nyhedsopl�seren tillod sig at give seerne et sk�vt smil. �Meget mystisk. Og nu over til Jim McGuffin med vejrudsigten. Skal vi have flere forvirrede ugler til at flyve omkring i det n�ste stykke tid, Jim?�

�Tja, Ted,� sagde meteorologen, �det kan jeg ikke svare p�, men jeg kan fort�lle, at det ikke kun er uglerne, som har v�ret forvirrede i dag. Seere fra n�r og fjern har ringet ind for at rapportere, at de, i stedet for den regn, jeg lovede dem i g�r, har f�et veritable byger af stjerneskud! M�ske har folk v�ret ude for at fejre sankthans tidligt i �r � men det er alts� ikke f�r i n�ste uge, folkens! Men jeg kan love regn i nat og i de tidlige morgentimer.�

Hr. Dursley sad lamsl�et i sin l�nestol. Stjerneskud over hele England? Ugler, der flyver forvirrede omkring ved h�jlys dag? Mystiske kappekl�dte mennesker overalt? Og s� den hviskende sladren om en familie ved navn Potter��

Fru Dursley tr�dte ind i stuen med to kopper te. Det nyttede ikke noget. Han var n�dt til at fort�lle hende om det. Han r�mmede sig nerv�st. ��h, Petunia, min k�re. Du har vel ikke h�rt fra din s�ster for nylig?�

Som forventet s� fru Dursley temmelig forskr�kket og bebrejdende ud. N�r alt kom til alt, var de jo stiltiende blevet enige om at foregive, at hun slet ikke havde en s�ster.

�Nej,� sagde hun skarpt. �Hvorfor?�

�Det er de m�rkeligste ting, man h�rer i nyhederne,� mumlede hr. Dursley. �Ugler�� stjerneskud�� og s� var der en masse underlige folk i byen i dag���

�Og hvad s�?� vrissede fru Dursley.

�Jo, jeg t�nkte bare�� at m�ske�� det havde noget med�� hende og hendes familie at g�re.�

Fru Dursley nippede til sin te med rynkede bryn. Hr. Dursley overvejede, om han turde fort�lle hende, at han havde h�rt navnet Potter blive n�vnt. Han besluttede, at han hellere m�tte lade v�re. I stedet sagde han, s� henkastet som muligt. �Deres s�n � han er vel omkring Dudleys alder, er han ikke?�

�Det vil jeg tro,� svarede fru Dursley spidst.

�Hvad er det nu, han hedder? Howard, eller s�dan noget?�

�Nej, Harry. Et ganske r�dsomt og simpelt navn, hvis du sp�rger mig.�

�Ja, ingen tvivl om det,� sagde hr. Dursley med hjertet synkende i livet. �Jeg er fuldkommen enig.�

Han ber�rte ikke emnet mere den aften, og de gik op i seng. Mens fru Dursley var ude p� badev�relset, listede hr. Dursley hen til sovev�relsets vindue og kiggede ud i forhaven.

Katten var der stadig. Den stirrede ned ad Ligusterv�nget, som om den holdt �je med noget.

Var det hans fantasi, der spillede ham et puds? Hvordan kunne alt dette have nogen forbindelse til Potter-familien? Hvis det kom ud�� hvis det blev opdaget, at de var i familie med s�dan nogle � �h nej, han kunne slet ikke holde ud at t�nke p� det.

�gteparret Dursley gik i seng. Fru Dursley faldt hurtigt i s�vn, mens hr. Dursley l� v�gen og spekulerede som en gal. Hans sidste tr�stende tanke, f�r han faldt i s�vn, var, at selvom familien Potter var involveret, beh�vede de jo ikke at belemre ham og fru Dursley med det. Potter-familien vidste udm�rket godt, hvad Petunia og han mente om dem og deres slags�� Han kunne faktisk slet ikke se, hvordan Petunia og han kunne blive blandet ind i, hvad der end foregik. Han gabte og vendte sig om p� siden � det kom ikke dem ved��

Men der tog han meget fejl.

Hr. Dursley var d�set hen i en urolig s�vn, men katten udenfor p� havemuren viste ingen tegn p� tr�thed. Den sad stille som en statue med �jne, der uden at blinke var rettet mod svinget for enden af Ligusterv�nget. En bild�r sm�kkede pludselig, men katten fortrak ikke en mine. Den lod sig heller ikke m�rke med, at to ugler fl�j t�t hen over hovedet p� den. Faktisk var det n�sten midnat, f�r den bev�gede en muskel.

En mand kom g�ende nede i svinget, som katten s� t�lmodigt havde holdt �je p�. Han kom s� pludseligt til syne, at det n�rmest virkede, som om han var sprunget ud af den bl� luft. Kattens hale begyndte at piske, og dens �jne blev til smalle spr�kker.

En mand af denne st�bning var aldrig f�r blevet set p� Ligusterv�nget. Han var h�j, tynd og meget gammel, hvis man skulle s�mme efter den s�lvgr� farve p� hans h�r og sk�g: begge dele var s� langt, at det n�ede ned til hans b�lte. Han var i lange gevandter, en violet kappe, der sl�bte hen ad jorden, og h�jh�lede st�vler med sp�nder. Hans bl� �jne var lyse og str�lende bag halvbrillerne, der sad p� den lange h�gen�se, som s� ud til at have v�ret br�kket mindst et par gange. Mandens navn var Albus Dumbledore.

Albus Dumbledore s� ikke ud til at v�re klar over, at han f�rdedes i et kvarter, hvor m�nd af hans slags var s�rdeles uvelkomne. Alt ved ham var forkert if�lge det uskrevne reglement � lige fra hans navn til de h�jh�lede st�vler med sp�nder. Men Albus Dumbledore var optaget af alt andet end sin persons anseelse. Han rodede efter et eller andet i sin kappes lommer, men samtidig lod han dog til at v�re klar over, at han blev betragtet. Han l�ftede hovedet med et s�t og s� direkte p� katten, som stadig holdt �je med ham fra gadens anden ende. Af en eller anden grund lod synet af katten til at more ham. Han kluklo og mumlede: �Det burde jeg have sagt mig selv.�

Endelig fandt han, hvad han ledte efter i en af lommerne. Det lignede en slags lighter af s�lv. Han h�vede den op i luften og klikkede p� den. Den n�rmeste gadelygte gik ud med et lille knald. Han klikkede igen � den n�ste lygte gik ud, og det blev m�rkt omkring den.

Ikke mindre end tolv gange klikkede han p� Slukkeren, indtil det eneste lys i hele gaden var to bittesm� prikker et stykke derfra. Det var kattens �jne, der stadig vogtede p� ham.

Hvis nogen kiggede ud af deres vindue i dette �jeblik, ville selv en s� tr�net iagttager som fru Dursley ikke v�re i stand til at se noget som helst nede p� fortovet.

Dumbledore puttede Slukkeren tilbage i lommen og begyndte at g� videre hen ad gaden mod nummer fire. Da han n�ede frem, satte han sig ned p� havemuren ved siden af katten.

Han kiggede ikke p� den, men efter et �jeblik begyndte han at tale til den.

�Hvor morsomt at tr�ffe Dem her, professor McGonagall.�

Han vendte sig om for at smile til katten, men den var forsvundet. I stedet sad han og smilede til en temmelig stramtandet dame med firkantede brilleglas af n�jagtig samme form som den forsvundne kats markeringer omkring �jnene. Hun var ogs� kl�dt i en kappe, en smaragdgr�n en. Hendes sorte h�r var samlet i en knude i nakken, og hun s� temmelig forbl�ffet ud.

�Hvordan kunne du vide, at det var mig?� spurgte hun.

�Min k�re professor, jeg har aldrig set en kat sidde s� stift og ubev�geligt.�

�Du ville ogs� f�le dig en smule stiv i lemmerne, hvis du havde siddet p� en havemur hele dagen,� svarede professor McGonagall.

�Hele dagen? N�r du kunne have fejret og festet? Jeg tror, jeg passerede mindst et dusin fester p� vej hertil.�

Professor McGonagall gjorde en vred grimasse.

��h, ja, alle fester jo af hjertens lyst,� sagde hun ut�lmodigt. �Man skulle ellers tro, at de ville v�re en smule forsigtige; men nej � selv Mugglerne har opdaget, at der er noget i g�re. De havde det med i nyhedsudsendelserne.� Hun slog med hovedet i retning af Dursley-familiens m�rke stuevindue. �Jeg h�rte det hele. Flokke af forvirrede ugler�� stjerneskud�� tja, de er jo ikke helt tabt bag af en vogn. Det kunne ikke undg�s, at de ville l�gge m�rke til noget. Stjerneskud helt oppe i Kent � jeg t�r v�dde p�, at det var Dedalus Diggle. Han har aldrig v�ret for kl�gtig.�

�Du kan da ikke bebrejde dem noget,� sagde Dumbledore venligt. �Vi har haft s� lidt at gl�de os over i de sidste elleve �r.�

�Det ved jeg godt,� sagde professor McGonagall irriteret. �Men der er ingen grund til helt at miste jordforbindelsen. Folk er jo direkte uforsigtige. De render omkring i gaderne ved h�jlys dag, og de er ikke engang kl�dt som Mugglerne. Det bliver der lagt m�rke til.�

Hun kastede et skarpt blik over p� Dumbledore, som om hun ventede p�, at han skulle fort�lle hende noget, men han tav. S� fortsatte hun: �Det kunne have v�ret k�nt, hvis Mugglerne opdagede alt om os p� selv samme dag, som Du-ved-hvem endelig synes at v�re forsvundet. Han er da virkelig borte, er han ikke, Dumbledore?�

�Det lader i hvert fald til det,� sagde Dumbledore. �Vi har meget at v�re taknemmelige for. Har du lyst til noget citronsorbet?�

�Til hvad?�

�Citronsorbet. Det er en Muggler-dessert, som jeg er blevet meget forfalden til.�

�Nej, tak,� sagde professor McGonagall k�ligt. Hun mente ikke, at tiden var inde til at nyde citronsorbet. �Som jeg sagde, selvom Du-ved-hvem virkelig er borte���

�Min k�re professor. Et fornuftigt menneske som du burde virkelig v�re i stand til at kalde ham ved hans rette navn. Hvad skal vi med alt det Du-ved-hvem-nonsens. I elleve �r har jeg fors�gt at overtale folk til at sige hans navn, som det er: Voldemort.�

Det gav et s�t i professor McGonagall, men Dumbledore var travlt optaget af at �bne et b�ger citronsorbet og lagde ikke m�rke til hendes reaktion. �Det er s� forvirrende, at vi bliver ved med at kalde ham Du-ved-hvem. Jeg kan ikke se, hvorfor det er s� farligt at n�vne Voldemorts navn.�

�Det ved jeg, at du ikke kan,� sagde professor McGonagall og l�d halt fortvivlet og halvt beundrende. �Men du er ogs� anderledes. Alle ved, at du er den eneste, som Du-ved � �h, s� lade g� da � Voldemort nogensinde har frygtet.�

�Du smigrer mig,� sagde Dumbledore roligt. �Voldemort er i besiddelse af kr�fter, jeg aldrig nogensinde vil f�.�

�Kun fordi du er for h�derlig til at g�re brug af dem.�

�Jeg er glad for, at her er s� m�rkt. Jeg har ikke r�dmet s�dan, siden madam Pomfrey betroede mig, at hun godt kunne lide mine nye �revarmere.�

Professor McGonagall sk�vede til Dumbledore og sagde, �Uglerne er intet i sammenligning med de rygter, som svirrer omkring. Ved du, hvad alle g�r og siger? Om, hvorfor han er forsvundet? Om, hvad der endelig standsede ham?�

Det lod til, at hun endelig var n�et frem til det, der l� hende mest p� sinde; den egentlige �rsag til, at hun havde siddet p� en kold, h�rd havemur og ventet hele dagen. Hendes blik var pludselig skarpt og gennemtr�ngende som nogen kats. Hun ville �benbart ikke lade sig n�je med svirrende rygter og havde ikke t�nkt sig at tage stilling til, hvad der blev sagt, f�r Dumbledore havde fortalt hende sandheden. Men Dumbledore, igen optaget af at spise citronsorbet, svarede ikke.

�De siger,� fortsatte hun ufortr�dent, �at Voldemort i g�r aftes viste sig i Godric-dalen for at finde Potter-familien. Rygtet vil vide, at Lily og James Potter er�� er d�de.�

Dumbledore b�jede sit hoved. Professor McGonagall gispede.

�Lily og James�� det kan ikke v�re sandt�� jeg �nskede ikke at tro p� det�� �h, Albus���

Dumbledore rakte ud og klappede hende p� skulderen. �Jeg forst�r det godt�� jeg forst�r det kun alt for godt��� sagde han tungt.

Professor McGonagalls stemme sitrede, idet hun fortsatte: �Men det er ikke alt, hvad der siges. Man p�st�r, at han har fors�gt at dr�be deres s�n, Harry. Men han gjorde det ikke. Han kunne ikke f� bugt med den lille dreng. Ingen ved, hvordan det gik til, men man siger ogs�, at da han fejlede i fors�get p� at dr�be Harry Potter, blev Voldemorts magt brudt. Det er grunden til, at han forsvandt.�

Dumbledore nikkede dystert.

�Er det�� er det sandt?� stammede professor McGonagall. �Efter alt, hvad han har gjort�� alle de mennesker, han har sl�et ihjel�� s� kunne han ikke dr�be en lille dreng? Det er forbl�ffende. T�nk, at en lille dreng kunne standse ham. Men hvordan i alverden kunne Harry dog klare sig?�

�Det kan vi kun gisne om,� sagde Dumbledore. �M�ske f�r vi aldrig sandheden at vide.�

Professor McGonagall trak et kniplingslommet�rkl�de frem og duppede sig under �jnene.

Dumbledore sn�ftede voldsomt, idet han fremdrog et guldur fra sin lomme og n�je studerede det. Det var et meget m�rkeligt ur; det havde tolv visere, men ingen tal. I stedet for tal var der sm� planeter, der bev�gede sig rundt langs skivens kant. �jensynligt kunne Dumbledore sagtens finde mening i, hvad urskiven viste, for han puttede uret tilbage i lommen og sagde, �Hagrid er sent p� den. Jeg g�r ud fra, at det var ham, der fortalte dig, at jeg ville v�re her, var det ikke?�

�Jo,� sagde Professor McGonagall. �Men jeg regner ikke med, at du vil fort�lle mig, hvorfor du befinder dig her af alle steder.�

�Jeg er kommet for at bringe Harry hjem til sin onkel og tante. De er hans sidste sl�gtninge nu.�

�Det kan du ikke mene. Ikke de mennesker, der bor her, vel?� udbr�d professor McGonagall og sprang op, idet hun pegede p� nummer fire. �Dumbledore � det kan du ikke n�nne! Jeg har holdt �je med dem hele dagen. Du kan ikke finde nogen mennesker, der ligner os mindre. Og de har denne her s�n � jeg s� ham sparke sin mor hele vejen op ad gaden, mens han skreg p� slik. Skal Harry Potter virkelig uds�ttes for det?�

�Det er det bedste sted for ham lige nu,� sagde Dumbledore bestemt. �Hans onkel og tante vil kunne forklare ham alting, n�r han bliver �ldre. Jeg har skrevet et brev til dem.�

�Er brev?� sagde Professor McGonagall skeptisk og l�nede sig tilbage mod havemuren.

�H�r nu her, Dumbledore. Tror du virkelig, at du er i stand til at forklare alt dette i et brev? De mennesker vil aldrig kunne forst� ham! Han bliver ber�mt en dag � en levende legende. Jeg ville ikke blive forbavset, hvis dagen i dag bliver udr�bt til Harry Potter-dagen. Man vil skrive b�ger om Harry. Alle b�rn i hele verden vil l�re hans navn at kende!�

�Lige pr�cis,� sagde Dumbledore og kiggede meget alvorligt ud over sine halvbriller.

�Den slags er jo nok til at g�re enhver dreng helt forskruet. Bestemt, f�r han kan g� eller tale! Ber�mt for noget, han end ikke vil huske! Kan du ikke se, at det vil v�re bedre, hvis han vokser op et sted, hvor ingen kender ham, indtil han er gammel nok til at f� historien fortalt?�

Professor McGonagall �bnede munden, som om hun ville sige noget, men t�nkte sig om en ekstra gang, f�r hun talte. S� sagde hun, �Ja, naturligvis. Du har ret. Men hvordan vil du f� bragt drengen hertil, Dumbledore?� Hun stirrede unders�gende p� hans kappe, som om hun mist�nkte ham for at have drengen gemt et sted inde mellem folderne.

�Hagrid kommer med ham.�

�Tror du, det er�� klogt at betro Hagrid s�dan en vigtig opgave?�

�Jeg ville ikke t�ve med at l�gge mit liv i h�nderne p� Hagrid,� sagde Dumbledore.

�Jeg siger jo heller ikke, at hans hjerte ikke er p� rette sted,� indvendte professor McGonagall st�dt, �men du m� da indr�mme, at han er lidt sl�set. Han har en tendens til at � h�r, hvad var det?�

En sagte rumlende lyd br�d stilheden omkring dem. Den blev h�jere og h�jere, idet de kiggede op og ned ad gaden for at f� �je p� nogle forlygter. Lyden steg til en br�len, da de l�ftede blikket mod himlen og s� en k�mpem�ssig motorcykel komme til syne fra h�jderne og lande p� fortovet ved siden af dem.

Hvis motorcyklen var enorm, var den alligevel intet i sammenligning med manden, der sad p� den. Han var n�sten dobbelt s� h�j som en normal mand og mindst fem gange s� bred. Man skulle ganske enkelt mene, at han var st�rre, end det burde v�re tilladt, og i tilgift lignede han ogs� en vildmand med langt, viltert sort h�r og et sk�g, der n�sten skjulte hele hans ansigt. Han havde h�nder s� store som skinker, og hans f�dder, kl�dt i solide motorcykelst�vler, var p� st�rrelse med sm� delfiner. I sine m�gtige, muskul�se arme holdt han en bylt indsv�bt i t�pper.

�Hagrid,� sagde Dumbledore lettet. �Endelig. Og sig mig, hvor fik du fat i den motorcykel?�

�Jeg l�nte den, professor Dumbledore,� sagde k�mpen og steg forsigtigt af sit k�ret�j.

�Unge Sirius Black var s� venlig at lade mig bruge den. Og jeg har Harry her, hr. professor.�

�Gik det hele glat?�

�Ja, hr. professor. Huset var n�sten helt �delagt, men jeg fik ham ud, f�r Mugglerne begyndte at myldre omkring os. Han faldt i s�vn, da vi fl�j over Bristol.�

Dumbledore og professor McGonagall b�jede sig frem for at se n�rmere p� bylten i Hagrids favn. En drengs lille ansigt kunne lige skimtes mellem t�pperne. Han sov fast.

Han havde kulsort h�r, og p� panden kunne de se et m�rkeligt ar med en facon som et lyn, der sl�r ned.

�Er det der, hvor��?� hviskede professor McGonagall.

�Ja,� sagde Dumbledore. �Han vil altid have det ar.�

�Kan du ikke g�re noget med det, Dumbledore?�

�Selv, hvis jeg kunne, ville jeg ikke g�re noget. Ar kan v�re ganske nyttige. Jeg har selv et over mit venstre kn�, og det er et komplet kort over Londons undergrundsbaner. N�, giv ham bare til mig, Hagrid. Vi m� hellere f� det overst�et.�

Dumbledore tog Harry i sine arme og vendte sig mod familien Dursleys hus.

�M� jeg � m� jeg have lov til at sige farvel til ham, hr. professor?� spurgte Hagrid. Han b�jede sit store vildmandshoved ind over Harry og gav ham et rigtigt sk�gget sm�kkys. S� rettede han sig op og udst�dte et hyl som en s�ret hund.

�Shhh!� sagde professor McGonagall vredt. �Du v�kker alle Mugglerne!�

�U-u-undskyld,� hulkede Hagrid og fandt et stort polkaprikket lommet�rkl�de frem, som han begravede sit ansigt i. �Men jeg k-k-ka� ikke holde det ud. Lily og James er d�de � og stakkels lille Harry ska� bo hos Mugglerne���

�Ja, jeg ved det godt. Det er alt sammen meget trist, men tag dig sammen, Hagrid. Ellers kommer der nogen og opdager os,� hviskede professor McGonagall og klappede blidt Hagrid p� armen, mens Dumbledore gik hen over gr�spl�nen mod hovedd�ren til nummer fire. Han lagde forsigtigt Harry ned ved d�rtrinet, fandt et brev i lommen p� sin kappe og stoppede det ind under Harrys t�pper. S� vendte han tilbage til de to andre. I et helt minut stod de alle tre og betragtede den lille bylt p� d�rtrinet; Hagrids skuldre rystede, professor McGonagall blinkede som en rasende med �jnene, og Dumbledores ellers s� skarpe blik s� ud til at v�re sl�ret.

�Tja,� sagde Dumbledore endelig, �det var det. Vi b�r ikke blive her l�ngere. Vi kan vel lige s� godt tage af sted og v�re med i festlighederne.�

�Jah,� sagde Hagrid med gr�det stemme. �Jeg vil i hvert fald bringe Sirius� motorcykel tilbage til ham. G�nat, professor McGonagall og hr. professor Dumbledore.�

Hagrid svang sig op p� motorcyklen og t�rrede sine t�refyldte �jne i �rmet. Han sparkede motoren i gang og lod k�ret�jet accelerere br�lende op mod nattehimlen.

�Vi ses vel snart, professor McGonagall,� sagde Dumbledore og nikkede til hende.

Professor McGonagall pudsede n�se som svar.

Dumbledore vendte sig og begyndte at g� tilbage mod hj�rnet af Ligusterv�nget, hvorfra han var kommet. Han standsede midt i svinget og tog Slukkeren frem. Han klikkede en enkelt gang, og alle tolv gadelygter t�ndtes med det samme og badede hele gaden i et orange lys. Nu kunne han tydeligt se den stribede kat forsvinde nede ved den anden ende af gaden. Han kunne ogs� lige skimte bylten der l� p� det �verste trappetrin foran nummer fires hovedd�r.

�Held og lykke, Harry,� mumlede han. Han drejede om p� h�len, svang sin kappe omkring sig og var borte.

En brise str�g gennem de nydeligt trimmede h�kke p� Ligusterv�nget, som l� stille og velordnet under den kulsorte himmel: det sidste sted i verden, man ville forvente, at fantastiske ting skulle finde sted. Harry Potter vendte sig i sine t�pper uden at v�gne. Han havde sin lille h�nd lukket omkring brevet og sov trygt i komplet uvidenhed om, at han var noget ganske s�rligt, at han var ber�mt, og at han ville blive v�kket af fru Dursleys skrig, n�r hun �bnede d�ren for at s�tte m�lkeflaskerne ud�� ej heller vidste han, at han de f�lgende �r skulle finde sig i at blive knebet og skubbet af sin f�tter Dudley. Han kunne ikke vide, at i dette �jeblik samledes folk i hemmelighed over hele landet for med d�mpede stemmer at udbringe Harry Potters sk�l: �Lad os t�mme vores glas til �re for Harry Potter � drengen, der ikke kunne sl�s ihjel!�

Der var n�sten g�et ti �r, siden familien Dursley var v�gnet op og havde fundet deres nev� liggende udenfor p� d�rtrinet; men Ligusterv�nget havde s�m�nd ikke forandret sig stort.

Solen stod op og lyste over de samme veltrimmede haver og fik messingskiltet p� d�ren i nummer fire til at str�le. Morgenlyset tr�ngte ind i dagligstuen, der lignede sig selv fra den aften, hvor hr. Dursley havde siddet og set nyhederne, der fortalte om de m�rkelige uglerapporter. Kun fotografierne p� chatollet viste, at tiden var g�et sin gang. For ti �r siden havde der v�ret adskillige billeder af noget, der lignede en stor, lyser�d skumfidus ikl�dt forskellige kasketter og solhatte � men Dudley Dursley var ikke nogen baby l�ngere, og nu var babybillederne suppleret med fotografier af en velvoksen, blond dreng p� sin f�rste tohjulede cykel, p� karruseltur, i f�rd med at spille computer med sin far, i f�rd med at blive omfavnet og kysset af sin mor. Og der var ingen tegn p�, at der boede endnu en dreng i huset.

Men Harry Potter var der alts� ogs� endnu. I �jeblikket l� han og sov, men ikke s� l�nge endnu. Hans tante Petunia var v�gen, og hendes skingre stemme var morgenens f�rste forstyrrende lyd.

�Op! Kan du s� komme op! Nu!�

Harry v�gnede med et spj�t. Hans tante bankede igen p� d�ren.

�S� er det op!� skingrede hun. Harry kunne h�re hende g� ud til k�kkenet, og derefter h�rtes den hvislende lyd af stegepanden p� komfuret. Han rullede om p� ryggen og fors�gte at huske den dr�m, han havde haft. Det havde v�ret en af de gode. Noget med en flyvende motorcykel. Han syntes, at han havde dr�mt den mange gange f�r.

Nu stod hans tante igen uden for d�ren.

�Er du st�et op?� spurgte hun.

�Ja, jeg er n�sten klar,� svarede Harry.

�N�, men se s� at f� lidt fart p�. Jeg har bacon p� panden, og du m� lige holde �je med det for mig. Og du passer p�, at den ikke br�nder p�, h�rer du? Alt skal v�re perfekt og i sk�nneste orden her p� Dudleys f�dselsdag.�

Harry st�nnede.

�Hvad sagde du?� sagde hans tante vredt gennem d�ren.

�Ingenting, ingenting���

Dudleys f�dselsdag � hvordan kunne han dog glemme det? Harry stod langsomt ud af sengen og begyndte at lede efter sine sokker. Han fandt et par under sengen og tog dem p� efter at have fjernet en edderkop, der sad fast i den ene. Harry var vant til edderkopper, for pulterrummet under trappen vrimlede med dem, og det var her, han sov.

Da han var kommet i t�jet, gik han hen ad gangen mod k�kkenet. Spisebordet var n�rmest forsvundet under alle Dudleys f�dselsdagsgaver. Det s� ud til, at Dudley fik den nye computer, han havde �nsket sig samt et nyt tv-apparat og ikke at forglemme en ny racercykel. Hvorfor Dudley havde �nsket sig en racercykel, forblev en g�de for Harry.

Dudley var tyk og fed, og han kunne ikke fordrage motion � undtagen, n�r han havde forn�jelsen af at skubbe og sl� til nogen. Harry tjente som Dudleys boksebold, n�r han alts� blev fanget. Selvom det ikke direkte kunne ses p� Harry, var han god til at l�be hurtigt.

M�ske havde det noget at g�re med, at han boede i et m�rkt pulterrum, men Harry havde altid v�ret lille af v�kst. Han s� endda endnu mindre og tyndere ud, end han egentlig var, fordi han altid m�tte g� med Dudleys aflagte t�j. Dudley var omtrent fire gange st�rre end sin f�tter. Harry havde et smalt ansigt, sort h�r og str�lende gr�nne �jne.

Desuden havde han knoklede kn�. Han bar runde briller, der blev holdt sammen med h�fteplaster p� grund af alle de gange, Dudley havde givet ham en p� tuden. Det eneste, Harry rigtig syntes om ved sig selv, var et meget tyndt ar p� panden; det havde facon som et lyn, der sl�r ned. Han havde haft det, s� l�nge han kunne huske; og det f�rste sp�rgsm�l, han nogensinde stillede sin tante Petunia, var, hvordan han havde f�et det.

�Ved bilulykken, hvor dine for�ldre d�de,� svarede hun. �Og lad s� v�re med at stille den slags sp�rgsm�l.�

Lad v�re med at stille den slags sp�rgsm�l � det var regel nummer et i familien Dursleys stilf�rdige liv.

Onkel Vernon kom ud i k�kkenet, idet Harry var ved at vende bacon p� panden.

�Se at f� redt dit h�r!� sk�ndte han som morgenhilsen.

Omkring en gang ugentligt kiggede onkel Vernon frem fra sin avis og br�lede, at Harry skulle se at komme til fris�ren og blive klippet. Harry blev klippet meget oftere end nogen anden dreng i sin klasse, men lige meget hjalp det; Hans h�r voksede simpelthen bare vildt og hurtigt.

Harry var ved at spejle �g, da Dudley kom ud i k�kkenet sammen med sin mor. Dudley lignede onkel Vernon en hel del. Han havde et bredt, lyser�dt ansigt, n�sten ingen hals, sm�, vandbl� �jne og kraftigt lyst h�r, der var redt glat hen over hans tykke, runde hoved.

Tante Petunia sagde ofte, at Dudley lignede en af Rafaels engle. Harry syntes nu, at Dudley n�rmest lignede en gris med paryk.

Harry satte tallerkenerne med bacon og spejl�g p� bordet. Det var ikke s� let, for der l� som sagt gaver over det hele. Dudley havde travlt med at t�lle dem, og hans ansigtsudtryk blev langsomt form�rket.

�Seksogtredive,� sagde han og kiggede anklagende p� sine for�ldre. �Det er to f�rre end sidste �r.�

�K�reste skat, du har ikke talt tante Marthas gave med. Se, den ligger her under den store pakke fra mor og far.�

�Lad g�, syvogtredive da,� sagde Dudley, der var ved at blive meget r�d i ansigtet. Harry kunne tydeligt se, at et af de ber�mte Dudley-anfald var p� vej og begyndte hurtigt at sluge sin mad for det tilf�lde, at Dudley ville v�lte bordet.

Tante Petunia kunne tydeligvis ogs� fornemme den overh�gende fare, for hun skyndte sig at sige: �Og vi har t�nkt os at k�be dig to gaver mere, n�r vi skal ud i byen i dag. Hvad synes du om det, basse? To gaver mere. Er det s� i orden?�

Dudley t�nkte sig om et �jeblik. Det s� ud til at volde ham store kvaler. Endelig sagde han langsomt, �S� har jeg alts� flere end syvogtredive, �h, lad mig se, det bliver���

�Niogtredive, pusling,� sagde tante Petunia.

��h.� Dudley satte sig tungt ned og ragede den n�rmeste pakke til sig. �S� er det i orden.�

Onkel Vernon klukkede forn�jet.

�Den lille bandit skal nok s�rge for at f�, hvad han har krav p�. Pr�cis som sin far. Du er en god dreng, Dudley!� Han ruskede venskabeligt Dudley i h�ret.

I samme �jeblik ringede telefonen, og tante Petunia rejste sig for at tage den, mens Harry og onkel Vernon s� p�, at Dudley pakkede gaverne ud: B�de racercyklen, videokameraet, det fjernstyrede modelfly, de seksten computerspil og alt det andet. Han fl�ede papiret af �sken med et guldarmb�ndsur, da tante Petunia kom tilbage fra telefonsamtalen. Hun s� b�de vred og oprevet ud.

�D�rlige nyheder, Vernon,� sagde hun. �Fru Figg har br�kket sit ben. Hun kan ikke tage ham.� Hun gjorde tegn i retning af Harry.

Dudley �bnede munden i fortrydelse, men Harry blev helt let om hjertet. Hvert �r p� Dudleys f�dselsdag plejede hans for�ldre at tage ham og en ven med ud p� en dagsudflugt.

De bes�gte b�de forlystelsesparker, hamburgerrestauranter og gik i biografen. Hvert eneste �r blev Harry efterladt hos fru Figg, en sk�r gammel dame, der boede et par gader derfra. Harry kunne ikke fordrage at v�re der. Hele huset lugtede f�lt af kogt k�l, og fru Figg tvang ham til at se p� de fotografier, hun havde af alle sine katte.

�Hvad g�r vi s�?� sagde tante Petunia og s� strengt p� Harry, som om han havde planlagt, at det skulle ske. Harry vidste, at han burde v�re ked af det p� fru Figgs vegne; men det var ikke nogen let sag, n�r det br�kkede ben nu var �rsag til, at han kunne vente et helt �r med at skulle kigge p� billeder af Tibby, Snehvide, hr. Poteprins og Pjuske.

�Vi kunne m�ske ringe til Martha,� foreslog onkel Vernon t�vende.

�Sikke dog en t�belig tanke. Hun kan jo ikke fordrage drengen.�

I Dursley-familien talte man ofte om Harry, som om han slet ikke var til stede � eller n�rmere, som om han var et laverest�ende v�sen, der ikke kunne forst�, hvad de sagde; en snegl eller s�dan noget.

�Hvad s� med, hvad-er-det-nu-hun-hedder, din veninde � Yvonne?�

�Hun er taget til Mallorca,� vrissede tante Petunia.

�Jeg kan da sagtens v�re alene hjemme. Tag I bare af sted,� sagde Harry h�befuldt (s� kunne han nemlig f� en chance for at se, hvad han ville p� tv eller m�ske pr�ve Dudleys computer).

Tante Petunia s� ud, som om hun lige havde slugt en hel citron.

�Og finde huset i ruiner, n�r vi kommer tilbage,� snerrede hun.

�Jeg kunne da ikke dr�mme om at spr�nge huset i luften,� indvendte Harry, men ingen tog sig af ham.

�M�ske kunne vi tage ham med ud til Zoo,� sagde tante Petunia langsomt, �og lade ham blive ude i bilen���

�Den bil er helt ny. Han skal ikke have lov til at sidde i den uden opsyn!�

Dudley begyndte at gr�de h�jlydt. Det vil sige, han gr�d kun krokodillet�rer; det var mange �r siden, han havde gr�dt for alvor, men han vidste, at hans mor ville give ham alt, hvad han bad om, hvis han vr�ngede ansigt og hylede.

�Pussenussebasse, du m� ikke gr�de. Mor vil ikke lade den grimme kn�gt �del�gge din f�dselsdag!� r�bte hun bestyrtet og slog armene omkring ham.

�Jeg�� vil ik-hikke have, a-at h-h-han kommer me-ed!� hylede Dudley mellem sine falske hulk. �Han �-�del�-�-�gger alti-ing!� Han lavede en modbydelig skadefro grimasse mod Harry, uden at nogen s� det.

Nu ringede det p� d�ren. ��h, du godeste. Nu er de her!� udbr�d tante Petunia hektisk.

Og ganske rigtigt. Et �jeblik senere stod Dudleys bedste ven, Perry Polkiss, i k�kkenet sammen med sin mor. Perry var en mager dreng med et ansigt som en rottes. Han var som regel den, der holdt sm�drengenes arme i et fast greb bag ryggen, mens Dudley t�vede l�s p� dem. Dudley holdt �jeblikkelig op med at gr�de krokodillet�rer.

En halv time senere sad Harry, der n�sten ikke fattede sit held, p� bags�det af familien Dursleys bil p� vej til Zoo for f�rste gang i sit liv. Hans onkel og tante havde ikke v�ret i stand til at finde p� en bedre l�sning, men f�r de tog af sted, trak onkel Vernon Harry til side.

�Jeg advarer dig,� sagde han og stak sit store, r�de ansigt helt hen til Harrys, �jeg advarer dig p� forh�nd, kn�gt. Hvis du laver narrestreger, selv de mindste bagateller, vil du komme til at tilbringe al din tid i pulterkammeret fra nu af og til jul.�

�Jeg g�r slet ikke noget,� sagde Harry, �helt �rligt���

Men onkel Vernon lod ikke til at tro meget p�, hvad Harry sagde. Der var der aldrig nogen, der gjorde.

Problemet var, at m�rkelige h�ndelser ofte fandt sted omkring Harry, og det nyttede ikke noget at fort�lle familien Dursley, at han ikke var skyld i dem.

Engang var tante Petunia blevet tr�t af, at Harry altid kom hjem fra fris�ren, uden at man kunne se den mindste forandring med hans viltre h�r. Hun tog k�kkensaksen og klippede hans h�r s� kort, at han n�sten blev skaldet med undtagelse af en tot pandeh�r, som hun lod v�re for at skjule det skr�kkelige ar. Dudley havde moret sig str�lende over sin f�tters ydmygelse, mens Harry selv m�tte ligge s�vnl�s hele natten af skr�k for, hvad de andre i skolen mon ville sige, n�r de s� hm. Han var i forvejen til grin p� grund af sit alt for store t�j og h�fteplasteret p� brillerne. Men da han v�gnede n�ste morgen og s� sig i spejlet, var det viltre, lange h�r vokset ud igen. Han s� ud pr�cis, som han havde gjort, f�r tante Petunia havde taget ham under behandling med k�kkensaksen. Det havde kostet ham en uges indesp�rring i pulterrummet, selvom han fors�gte at forklare, at han slet ikke kunne g�re for, at h�ret var groet s� hurtigt.

En anden havde tante Petunia fors�gt at tvinge ham til at tage en um�delig grim sweater p� (Dudleys aflagte brune med store orange prikker). Jo mere ind�dt hun pr�vede at f� den ned over hovedet p� Harry, jo mindre syntes sweateren at blive. Til sidst var den kr�bet s� meget, at den lignede en dukkesweater. S� m�tte selv tante Petunia indr�mme, at det var nyttel�st at tvinge den p� Harry. Til sin store lettelse blev Harry ikke straffet ved den lejlighed.

Til geng�ld fik han en forf�rdelig ballade, da han en dag blev opdaget p� skolek�kkenets tag. Dudleys bande havde som s�dvanligt jaget ham, da han, ikke mindst til sin egen store forbl�ffelse, pludselig befandt sig ved siden af skorstenen p� taget. Hr. og fru Dursley havde modtaget et irettes�ttende brev fra skolens inspekt�r, der informerede dem om, at Harry havde klatret rundt p� skolens tag.

Men han havde jo bare pr�vet at undslippe forf�lgerne (som han r�bte til onkel Vernon gennem pulterrummets lukkede og l�ste d�r) ved at springe om bag de store affaldsspande uden for skolek�kkenets d�r. Harry kunne ikke finde anden forklaring, end at et vindst�d m�tte have l�ftet ham op, idet han sprang.

Men i dag skulle intet g� galt. Det var trods alt til at holde ud at skulle tilbringe dagen sammen med Dudley og Perry, n�r man blev fri for at opholde sig p� skolen, i pulterrummet eller i fru Figgs k�lh�rmende dagligstue.

Onkel Vernon brokkede sig til tante Petunia, mens han k�rte. Han n�d at brokke sig over alt muligt; medarbejderne p� drilborfabrikken, Harry, regeringen, Harry, banken og Harry var hans yndlingsemner. Denne morgen var det dog motorcykler.

���kommer larmende som vanvittige, disse unge b�ller,� sagde han, idet en motorcykel overhalede dem.

�Jeg har haft en dr�m om en motorcykel,� sagde Harry, der kom i tanke om sin tilbagevendende dr�m. �Den kunne flyve.�

Onkel Vernon var ved at st�de sammen med den forank�rende bil. Han vendte sig halvt i s�det og br�lede med et fj�s som en gigantisk r�dbede med oversk�g: �MOTORCYKLER KAN IKKE FLYVE!�

Dudley og Perry fnisede.

�Det ved jeg da godt,� sagde Harry. �Det var jo kun en dr�m.�

Men han fortr�d, at han havde �bnet munden. Hvis der var noget, man ikke br�d sig om i familien Dursley, s� var det, n�r Harry talte om uregelm�ssigheder, som for eksempel flyvende motorcykler, uanset om han bare fortalte om en dr�m eller om en tegnfilm. Det var langt v�rre, end n�r han stillede sp�rgsm�l om alt muligt. Hans onkel og tante mente, at han havde hovedet fuldt af farlige tanker.

Det var en dejlig solskinsl�rdag, og det myldrede med familier i Zoo. Hr. og fru Dursley k�bte et par store chokoladeis til Dudley og Perry ved indgangen. Den smilende isdame spurgte ogs� Harry, hvad han kunne t�nke sig. Eftersom hans onkel og tante ikke havde n�et at skubbe ham v�k fra isboden, blev de n�dt til at k�be ham en is. Det blev til den billigste sodavandsis, boden kunne byde p�. Men den var nu alligevel ikke s� ringe, t�nkte Harry og slikkede p� den, idet han holdt �je med en gorilla, der kl�ede sig oven p� hovedet.

Han syntes, den mindede temmelig meget om Dudley, n�r man s� bort fra Dudleys blonde h�r.

Harry havde den bedste formiddag, han havde haft i lang tid. Han holdt omhyggeligt en passende afstand til de andre, s� Dudley og Perry, der s� ud til, at de var begyndt at kede sig, ikke skulle finde p� at genoptage deres yndlingsleg, som gik ud p� at jage og plage Harry. De spiste frokost i havens restaurant, og da Dudley fik et anfald, fordi hans portion p�lser og kartoffelsalat ikke var stor nok, fik Harry lov til at spise resterne, mens onkel Vernon k�bte Dudley en st�rre portion.

Harry t�nkte bagefter p�, at han burde have forudset, at det gik alt for godt til at v�re sandt.

Efter frokost gik de ind i den bygning, hvor der var krybdyr. Der var k�ligt og m�rkt derinde; og glasterrarier med lys i hele vejen langs v�ggene. Bag glasset kunne man se alle mulige firben og slanger, som kravlede og snoede sig over sm� grene og sten. Dudley og Perry ville gerne se de store, giftige brilleslanger og de st�rke tykke pytonslanger. Dudley fandt hurtigt frem til den st�rste slange i hele huset. Den kunne have snoet sin krop to gange rundt om onkel Vernons bil og mast den s� flad, at den kunne ligge i en affaldsspand � men lige i �jeblikket s� den ikke ud til at v�re i hum�r til den slags. Faktisk l� den og sov.

Dudley stod og pressede sin n�se op mod glasset og stirrede p� de glinsende brune slangesk�l.

�F� den til at bev�ge sig,� klynkede han til sin far. Onkel Vernon bankede p� glasset, men slangen r�rte ikke det mindste p� sig.

�G�r det igen,� beordrede Dudley. Onkel Vernon bankede lidt h�rdere med knoerne p� glasset, men slangen slumrede uforstyrret videre.

�Hvor er her kedeligt,� klagede Dudley og kig videre.

Harry stillede sig hen foran glasset og kiggede n�je p� slangen. Det skulle ikke undre ham, om slangen ligefrem var faldet d�d om af kedsomhed. Den havde ikke noget selskab undtagen af t�belige mennesker, der trommede med fingrene p� glasset og forstyrrede den hele dagen. Det m�tte v�re langt v�rre end at skulle bo i et pulterrum. I pulterrummet var der trods alt kun tante Petunias hamren p� d�ren, der kunne forstyrre; og han havde i det mindste lov til at bev�ge sig omkring i resten af livet.

Slangen �bnede pludselig sine sorte perle�jne. Langsomt, ganske langsomt, l�ftede den hovedet, indtil dens �jne var p� niveau med Harrys.

Den blinkede til ham.

Harry stirrede. S� kiggede han sig omkring for at se, om der var nogen, der holdt �je med ham. Det var der ikke. Han s� tilbage p� slangen og blinkede tilbage til den.

Slangen gjorde et kast med hovedet i retning af onkel Vernon og Dudley, hvorefter den vendte �jnene mod loftet i en meget sigende attitude. Den lod til at fort�lle Harry, at den var meget tr�t af deres opf�rsel.

�Jeg kender det,� mumlede Harry gennem glasset, selvom han ikke var sikker p�, at slangen kunne h�re ham. �Jeg kan godt forst�, at du synes, det er irriterende.�

Slangen nikkede ivrigt.

�Hvor kommer du egentlig fra?� spurgte Harry.

Slangen pegede med halen i retning af det lille skilt uden p� glasset. Harry l�ste, hvad der stod.

Boa Constrictor, Brasilien.

�Er der rart i Brasilien?�

Boaen pegede igen p� skiltet, og Harry l�ste videre: Dette eksemplar er avlet i Zoo. ��h, p� den m�de. Du har aldrig v�ret i Brasilien?�

Idet slangen rystede p� hovedet, l�d der et �red�vende br�l bag Harry. Det gav et s�t i b�de slangen og Harry: �DUDLEY! HR. DURSLEY! KOM OG SE P� SLANGEN HER! KOM OG SE, HVAD DEN G�R!�

Dudley kom vraltende hen mod dem, s� hurtigt han kunne.

�Flyt dig,� sagde han og gav Harry et st�d i ribbenene. Harry blev s� overrasket, at han faldt direkte ned p� det h�rde betongulv. De efterf�lgende h�ndelser skete s� hurtigt, at ingen rigtigt s�, hvad der egentlig foregik. I det ene �jeblik stod Perry og Dudley og l�nede sig op mod glasset, og i det n�ste �jeblik sprang de tilbage under h�je r�dselsskrig.

Harry satte sig gispende op, glasruden fra boaens terrarium var forsvundet. Der var intet glas, som adskilte slangen fra den �vrige verden. Den store boa snoede sig lynhurtigt ud p� gulvet, mens de bes�gende i slangehuset gik i panik og myldrede mod udgangene.

Idet slangen hurtigt gled forbi ham, kunne Harry have svoret p�, at han h�rte en lavm�lt, l�spende stemme sige: �Brasssilien, jeg er p� vej�� Tak sssskal du ha�, amigo.�

Dyrepasseren i slangehuset var lammet af chok.

�Men glasset,� gentog han den ene gang efter den anden, �hvor blev glasset dog af?�

Selve direkt�ren for Zoo b�d tante Petunia p� en kop dampende s�d te, mens han undskyldte igen og igen. Perry og Dudley plaprede usammenh�ngende og forvirret i munden p� hinanden. S� vidt Harry havde set, havde slangen ikke gjort andet end at snappe legesygt efter deres ankler, idet den passerede; men da de alle var p� vej hjem i onkel Vernons bil, var historien en ganske anden: Slangen havde v�ret lige ved at bide hele Dudleys ene ben af, mens Perry svor p�, at den havde fors�gt at kv�le ham til d�de. Men det v�rste af det hele var, at Perry pludselig blev rolig nok til at sige: �Harry stod og talte til den, gjorde du ikke, Harry?�

Onkel Vernon ventede, til Perry var vel ude af huset, f�r han kastede sig over Harry.

Han var s� rasende, at han n�sten ikke kunne f� et ord frem. Det lykkedes ham lige at sige:

�G� � pulterrummet � bliv der � ingen middagsmad,� f�r han faldt sammen i en stol, og tante Petunia i hast m�tte hente ham en stor cognac.

Da Harry meget senere l� alene i sit m�rke pulterrum, �nskede han inderligt, at han havde haft et ur. Han vidste ikke, hvad klokken var, og han kunne derfor ikke v�re sikker p�, at de andre i huset sov. F�r turde han nemlig ikke snige sig ud i k�kkenet for at f� noget mad.

Han havde boet hos familien Dursley i n�sten ti �r, ti r�dsomme, elendige �r. Det var s� l�nge, han kunne huske; han havde v�ret her lige fra sp�d, da hans for�ldre omkom i en bilulykke. Han huskede ikke noget om at have v�ret i bilen, da hans for�ldre d�de.

Somme tider anstrengte han sin hukommelse til det yderste, n�r han tilbragte sine lange, ensomme timer i pulterrummet; og det resulterede i nogle m�rkelige erindringsglimt: Et bl�ndende gr�nt lyn og en br�ndende smerte i panden. Det m�tte v�re ulykken, t�nkte han, selvom det nok var en smule sv�rt at forklare, hvor alt det gr�nne lys skulle v�re kommet fra. Han havde slet ingen erindring om sine for�ldre. Hans onkel og tante talte aldrig om dem, og det var blevet Harry forbudt at bringe emnet p� bane. Der fandtes ingen fotografier af dem i huset.

Da han var yngre, havde Harry dr�mt og dr�mt om, at en eller anden ukendt sl�gtning ville komme og tage ham med sig, men det skete aldrig. Dursley-familien var virkelig hans eneste sl�gtninge. Men alligevel havde han en fornemmelse af, at fremmede mennesker p� gaden somme tider genkendte ham et eller andet sted fra. Og det var altid nogle m�rkv�rdige mennesker, der syntes at kende ham: En lillebitte mand med en h�j violet hat havde engang bukket let for ham, da han var ude p� indk�b med tante Petunia og Dudley. Efter rasende at have spurgt Harry, om han kendte manden, havde tante Petunia sl�bt dem med ud af butikken uden at give sig tid til at k�be noget som helst. En hekseagtig gammel kone, kl�dt i gr�nt fra top til t�, havde ved en anden lejlighed vinket muntert til ham, da han steg p� en bus. En skaldet mand i en meget lang, r�d frakke var kommet hen til ham og havde givet ham h�nden, hvorefter han var g�et sin vej uden et ord.

Det m�rkeligste ved alle disse m�rkelige mennesker var dog, at de tilsyneladende forsvandt i den bl� luft, hver gang Harry fors�gte at l�be efter dem for at l�re dem bedre at kende.

I skolen var der ingen, Harry kunne betro sig til eller v�re venner med. Alle vidste, at Dudley-banden hadede den s�re Harry Potter med det alt for store, aflagte t�j og itusl�ede briller. Og ingen skulle nyde noget af at l�gge sig ud med Dudleys bande.

Den undslupne Boa Constrictor kostede Harry den l�ngste straf nogensinde. Da han endelig fik lov til at komme ud af pulterrummet, var sommerferien begyndt, og Dudley havde allerede �delagt sit videokamera, smadret sit fjernstyrede modelfly og havde, p� sin f�rste tur p� racercyklen, k�rt gamle fru Figg ned, idet hun krydsede Ligusterv�nget p� sine krykker.

Harry var glad for, at skolen var forbi for i �r, men han kunne desv�rre ikke holde sig fri af Dudleys bande, som kom p� bes�g hver eneste dag. Perry, Dennis, Malcolm og Gordon var alle k�mpestore og um�delig dumme, men eftersom Dudley var den st�rste og den dummeste af dem alle, var han selvf�lgelig deres leder. Og de var alle m�gtige tilfredse med at deltage i Dudleys yndlingshobby: Harry-jagt.

Det var grunden til, at Harry tilbragte det meste af sin tid langt v�k fra Dursley-huset.

Han vandrede omkring p� sine lange ture og spekulerede over, hvad der skulle ske efter sommerferien. Han n�rede et spinkelt h�b for fremtiden, for til september skulle b�de han og Dudley skifte skole: Dudley skulle begynde p� onkel Vernons gamle privatskole, Smeltings, hvor Perry Polkins ogs� skulle g�. Harry skulle derimod starte p� Stonewall High, den lokale kommuneskole. Det syntes Dudley var meget morsomt.

�F�rste dag efter sommerferien tvinger man de nye elever p� Stonewall ud p� toiletterne og stopper deres hoveder ned i wc-kummen,� betroede han Harry. �Har du ikke lyst til at komme med ovenp� og �ve dig?�

�Nej, tak,� sagde Harry. �Det stakkels toilet har aldrig pr�vet at f� noget s� ul�kkert som dit hoved ned i kummen � vi risikerer bare at �del�gge det.� S� l�b han, s� hurtigt han kunne, f�r Dudley n�ede at fatte forn�rmelsen.

En dag i juli tog tante Petunia Dudley med til London for at k�be hans skoleuniform til Smeltings. Harry blev efterladt hos fru Figg. Det var ikke s� slemt, som det plejede at v�re, for den gamle dame var faldet over en af sine katte og havde igen br�kket benet. Det bet�d, at hun ikke var s� begejstret for kattene, som hun plejede at v�re. Hun lod Harry se tv og b�d ham p� chokoladekage, der smagte, som om hun havde haft den liggende i temmelig lang tid.

Den aften spankulerede Dudley omkring i sin splinternye skoleuniform. Smeltings-drenge var kl�dt i r�dbrune jakker, orange kn�bukser og flade str�hatte, der blev kaldt b�dsmandshatte. De var ogs� forsynet med skolestokke, der til forveksling lignede knortek�ppe, som de brugte til at sl� hinanden med, n�r l�reren ikke s� det. Det blev anset for at v�re en god tr�ning til livets senere udfordringer.

Onkel Vernon betragtede Dudley med begejstring i blikket og erkl�rede med gr�det stemme, at det var det stolteste �jeblik i hele hans liv. Tante Petunia br�d ud i t�rer og sagde, at hun n�sten ikke kunne fatte, at hendes eget Dudleypyllebarn nu var blevet en s� flot ung mand. Harry turde ikke sige et ord. Han f�lte det, som om han allerede havde kn�kket et par ribben i sine anstrengelser for ikke at komme til at grine.

N�ste morgen, da Harry kom ud i k�kkenet, blev han m�dt af en forf�rdelig stank. Det virkede, som om det kom fra en stor metalbeholder, der var sat op i k�kkenvasken. Han gik over for at se, hvad det dog var. Beholderen var fuld af noget, der lignede beskidte klude, som fl�d rundt i gr�t vand.

�Hvad er det?� spurgte han tante Petunia.

Hendes l�ber snerpede sig sammen, som de altid gjorde, n�r han dristede sig til at stille et sp�rgsm�l.

�Din nye skoleuniform,� svarede hun.

Harry kiggede ned i beholderen en gang til.

��h,� sagde han, �jeg troede ikke, at den skulle v�re s� gennembl�dt.�

�Hold op med at spille dum,� snerrede tante Petunia. �Jeg farver noget af Dudleys gamle t�j. Du skal g� i gr�t p� Stonewall, at du ved det. Det bliver lige s� nydeligt som de andres uniformer, n�r jeg er f�rdig.�

Harry tvivlede alvorligt p� det, men vidste, at det ikke nyttede noget at beklage sig. Han satte sig ned ved spisebordet og fors�gte at lade v�re med at t�nke p�, hvad han ville komme til at ligne p� sin f�rste skoledag p� Stonewall High. Det ville sandsynligvis se ud, som om han havde en gammel elefanthudsdragt p�.

Dudley og onkel Vernon kom ud i k�kkenet og rynkede begge p� n�sen, da de m�rkede lugten fra Harrys nye skoleuniform. Onkel Vernon slog op i avisen, som han plejede, og Dudley slog sin skolestok fra Smeltings i bordet med et brag. Den var allerede blevet hans k�reste eje.

De h�rte et klik ude fra brevspr�kken, hvorefter posten dumpede ind.

�Hent posten, Dudley,� sagde onkel Vernon bag sin avis.

�Det kan Harry g�re. Sig, han skal g�re det.�

�Hent posten, Harry.�

�Sig til Dudley, at han selv kan g�re det.�

�Stik ham en med stokken, Dudley.�

Harry n�ede lige at undg� stokken og skyndte sig ud for at hente posten. Der l� tre breve p� d�rm�tten: Et postkort fra onkel Vernons Martha, der i �jeblikket holdt ferie p� Isle of Wight, en brun konvolut, der s� ud til at indeholde en regning, og � et brev til Harry.

Harry samlede brevet op og stirrede forbl�ffet p� det. Hans hjerte sitrede som en stor elastik. Ingen havde nogensinde, i hele hans liv, skrevet til ham. Hvem skulle dog g�re det?

Han havde ingen venner og ingen sl�gtninge ud over Dursley-familien. Han havde ikke noget l�nerkort til biblioteket, s� han fik heller aldrig nogen uh�flige rykkerbreve om b�ger, der ikke var blevet afleveret i tide. Men alligevel stod han nu med et brev i h�nden.

Det var adresseret s� tydeligt, at der ikke kunne v�re nogen tvivl:

Konvolutten var af tykt gulligt pergament, og adressen var skrevet med smaragdgr�nt bl�k. Der var ikke noget frim�rke.

Harry vendte den i sine rystende h�nder og s�, at der var et r�dt segl p� bagsiden.

Seglet var p�trykt et v�benm�rke: En l�ve, en �rn, en gr�vling og en slange dannede en kreds om bogstavet H.

�Skynd dig s�, kn�gt!� r�bte onkel Vernon ude fra k�kkenet. �Hvad n�ler du for? St�r du og kontrollerer, at der ikke er brevbomber med posten?� Han kluklo henrykt af sin egen morsomhed.

Harry gik tilbage til k�kkenet uden at kunne tage �jnene fra sit brev. Han gav onkel Vernon regningen og postkortet, satte sig langsomt ned og begyndte at �bne den gule konvolut.

Onkel Vernon fl�ede regningen op, sn�ftede foragteligt og vendte opm�rksomheden mod postkortet.

�Martha er blevet syg,� fortalte han tante Petunia. �Hun har spist noget, hun ikke kunne t�le��

�Far!� udbr�d Dudley pludselig, �far, Harry har f�et et brev!�

Harry var ved at folde brevet ud. Det var skrevet p� samme tykke, gule pergament, som konvolutten var lavet af. Onkel Vernon l�nede sig frem og fl�ede brevet ud af h�nden p� ham.

�Det er mit!� sagde Harry og fors�gte at tage sit brev tilbage.

�Hvem skulle skrive til dig?� vrissede onkel Vernon og rystede brevet ud af folderne med sin ene h�nd, hvorefter han begyndte at l�se det. Hans ansigtsfarve �ndrede sig fra r�d til gr�n hurtigere end et stoplys, og som om det ikke var nok, blev han i l�bet af de n�ste par sekunder s� gr� i ansigtet som gammel, stivnet havregr�d.

�P-P-Petunia!� gispede han.

Dudley pr�vede at bem�gtige sig brevet for at l�se det, men onkel Vernon s�rgede for at holde det uden for hans r�kkevidde. Tante Petunia tog nysgerrigt brevet og l�ste f�rste linie. I et kort �jeblik s� det ud, som om hun ville besvime. Hendes ene h�nd fl�j op til struben, og hun udst�dte en halvkvalt lyd.

�Vernon! �h, du godeste, Vernon!�

De stirrede p� hinanden og lod helt til at have glemt b�de Dudley og Harry. Dudley var ikke vant til at blive overset, s� han gav sin far et sm�k med skolestokken.

�Jeg vil ogs� l�se det brev,� forlangte han h�jr�stet.

�Jeg vil l�se det,� sagde Harry rasende, �for det er mit brev.�

�Ud med jer, begge to!� kv�kkede onkel Vernon og stoppede brevet tilbage i konvolutten.

Harry blev siddende.

�JEG VIL HAVE MIT BREV!� r�bte han.

�UD!� br�lede onkel Vernon, tog et fast greb i nakken p� begge drenge og smed dem ud af k�kkenet. D�ren sm�kkede i for n�sen af dem. Harry og Dudley begyndte �jeblikkelig at k�mpe, tavse og ind�dte, om pladsen ved n�glehullet. Dudley vandt, s� Harry m�tte l�gge sig fladt ned p� maven med brillerne dinglende fra det ene �re, mens han fors�gte at lytte ved revnen under d�ren.

�Vernon,� sagde tante Petunia med sk�lvende stemme, �se bare p� adressen. Hvordan kan de dog vide, hvor han sover? Du tror da ikke, at de har overv�get huset, vel?�

�Overv�get � spionerer � m�ske forfulgt os,� mumlede onkel Vernon desperat.

�Men hvad skal vi g�re, Vernon? Skal vi skrive tilbage og fort�lle dem, at vi ikke vil have��?�

Harry kunne se onkel Vernons blankpudsede sorte sko vandre frem og tilbage over k�kkengulvet.

�Nej,� sagde han endelig. �Nej, vi lader som ingenting. Hvis de ikke f�r noget svar�� ja, det er nok det bedste�� vi foretager os intet.�

�Men���

�Jeg n�gter at huse en af den slags, Petunia! Da vi tog ham til os, svor vi jo, at vi ville udradere enhver tendens til den slags farligt nonsens!�

Samme aften, da onkel Vernon kom hjem fra arbejde, gjorde han noget, han aldrig havde gjort f�r: Han bes�gte Harry i pulterrummet.

�Hvor er mit brev?� spurgte Harry i samme �jeblik, onkel Vernon havde presset sig gennem d�ren. �Hvem har skrevet til mig?�

�Ingen. Det var adresseret til dig ved en fejltagelse,� sagde onkel Vernon kort. �Jeg har br�ndt det.�

�Det var ikke en fejltagelse,� sagde Harry vredt, �det var endda adresseret til mit pulterrum.�

�STILLE!� r�bte onkel Vernon, og et par edderkopper faldt ned fra loftet af forskr�kkelse. Han tog et par dybe ind�ndinger og tvang s� sit ansigt i mildere folder; smilet s� ud til at volde ham betydelige smerter.

��h, ser du Harry � det var faktisk pulterrummet, jeg ville tale med dig om. Din tante og jeg t�nkte, at du m�ske er ved at blive for stor til at ligge her�� vi t�nkte, at det nok vil v�re mere bekvemt for dig at flytte op i Dudleys andet sovev�relse.�

�Hvorfor det?� spurgte Harry.

�Stil ikke sp�rgsm�l, kn�gt!� sagde hans onkel skarpt. �Tag dine ting med ovenp�, nu!�

Familien Dursleys hus havde fire sovev�relser: Et, hvor onkel Vernon og tante Petunia sov; et g�stev�relse (som oftest blev brugt af onkel Vernons s�ster, Martha); et, hvor Dudley sov; og et, hvor Dudley havde alt det leget�j, som ikke kunne v�re i hans f�rste sovev�relse.

Harry beh�vede kun at g� en enkelt gang op ad trappen for at bringe alle sine ejendele med fra pulterrummet. Han satte sig ned p� sengen og s� sig omkring. N�sten alt herinde var g�et i stykker. Det n�sten nye videokamera l� smidt oven p� en lille kampvogn, som Dudley engang havde k�bt hen over naboens hund. I hj�rnet stod Dudleys allerf�rste tv-apparat, hvis sk�rm han havde sparket foden igennem, da hans yndlingsprogram var blevet sl�jfet. Der var ogs� et stort fuglebur, som for l�nge siden havde huset en papeg�je.

Dudley havde byttet fuglen henne i skolen til en rigtig luftb�sse, der nu l� p� hylden med enderne b�jet sammen, fordi han havde sat sig p� den. De andre hylder var fulde af b�ger.

Det var de eneste ting i v�relset, der s� ud til aldrig at v�re blevet r�rt.

Nede fra trappen h�rtes Dudleys vr�len til sin mor: �Jeg vil ikke ha� ham derinde�� Jeg har brug for det v�relse. Smid ham ud igen���

Harry sukkede og strakte sig p� sengen. I g�r ville han have givet hvad som helst for at f� lov til at v�re heroppe; men lige nu ville han hellere have v�ret forvist til sit pulterrum sammen med sit brev end heroppe uden brevet.

N�ste morgen var alle meget stille omkring morgenbordet. Dudley var i chok. Han havde skreget og sl�et sin far med skolestokken, kastet op med vilje, sparket sin mor og kastet sin skildpadde gennem drivhusets glastag. Og alligevel var det ikke lykkedes ham at generobre sit v�relse. Harry t�nkte p� den forg�ende dag ved samme tid og �nskede bittert, at han havde �bnet brevet ude ved d�ren, s� ingen havde opdaget det. Onkel Vernon og tante Petunia sendte konstant hinanden dystre blikke.

Da posten kom, fik onkel Vernon Dudley til at g� ud og hente den, mens han gjorde sig umage ved at v�re flink mod Harry. De h�rte Dudley g� og sl� p� alting med sin skolestok hele vejen ud til hovedd�ren. S� h�rte de ham r�be: �Nu er der kommet et til! Hr. H. Potter, det mindste sovev�relse i Ligusterv�nget nummer fire���

Med et halvkvalt udbrud sprang onkel Vernon op fra stolen og l�b ud til Dudley med Harry lige i h�lene. Onkel Vernon blev n�dt til at overmande Dudley for at f� brevet ud af h�nderne p� ham, hvilket var temmelig sv�rt, eftersom Harry havde taget kv�lertag p� ham bagfra. Efter et par minutters kaotisk slagsm�l, hvor alle blev tampet med skolestokken, rettede onkel Vernon sig gispende op med Harrys brev knuget i den ene h�nd.

�Af sted ind p� dit pulterrum � jeg mener, op p� dit v�relse,� st�nnede han til Harry.

�Og Dudley, du forsvinder bare, g� med dig!�

Harry gik rundt og rundt i sit nye v�relse. Nogen vidste, at han var flyttet ud af pulterrummet, og de lod ogs� til at vide, at han ikke havde modtaget sit f�rste brev. Det bet�d helt sikkert, at de ville fors�ge at kontakte ham igen, gjorde det ikke? Og n�ste gang ville Harry erobre brevet. Han havde en plan.

BAANG! Der blev igen sl�et h�rdt p� d�ren. Dudley v�gnede med et spj�t.

�Hvem fyrer kanoner af?� spurgte han dumt.

Under store tumulter kom onkel Vernon springende ind til dem fra det tilst�dende rum.

Han holdt en riffel i h�nderne � nu vidste de, hvad der havde v�ret i den lange, tynde pakke, han havde medbragt fra sin udflugt fra bilen.

�Hvem der?� r�bte han. �Jeg advarer dig � jeg er bev�bnet!�

Der var stille et �jeblik. S�

BRAG!

D�ren blev ramt med s�dan en styrke, at den sprang direkte af h�ngslerne og landede p� gulvet med et �red�vende rabalder.

En k�mpe af en mand stod p� d�rtrinet. Hans ansigt var n�sten skjult bag en lang, pjusket manke og en fuglerede af filtret sk�g. Men �jnene glitrede som sorte perler bag al den overd�dige h�rv�kst.

K�mpen klemte sig ind i den lille hytte og m�tte g� krumb�jet, s� hans hoved ikke slog mod loftet. Han b�jede sig ned, samlede d�ren op og l�ftede den op p� sine h�ngsler igen.

Stormens rasen udenfor stilnede en smule af. Han vendte sig og s� p� dem alle.

�Ka� man f� en kop te, eller hva�? Det har ikke ligefrem v�ret en behagelig rejse!�

Han tog et par lange skridt hen til sofaen, hvor Dudley sad stiv af skr�k.

�Ryk lige lidt, din tyksak,� sagde den fremmede.

Dudley udst�dte et halvkvalt skrig og l�b over for at gemme sig bag sin mor, der r�dselsslagen kr�b sammen bag onkel Vernon.

�Og her har vi s� Harry!� sagde k�mpen.

Harry kiggede op p� k�mpens vilde, halvt skjulte ansigt og s�, at de glitrende �jne rynkede sig sammen i �jenkrogene. K�mpen smilede til ham.

�Da jeg s� dig sidst, hvad du kun en baby,� sagde k�mpen. �Sikke du ligner din far, men du har din mors �jne.�

Der kom en m�rkelig, raspende lyd fra onkel Vernon.

�Jeg forlanger, at De forlader vores hytte omg�ende, hr.� sagde han. �Det er jo regul�rt indbrud!�

��h, klap i, Dursley, din store frikadelle,� sagde k�mpen og rakte frem efter onkel Vernons gev�r. Han fik fat i v�bnet og bandt begge ender sammen p� det, som om det var lavet af gummi. S� smed han det over i et hj�rne.

Onkel Vernon udst�dte endnu en m�rkelig lyd; omtrent som en mus der bliver tr�dt p�.

�Men, alts� � Harry,� vedblev k�mpen og vendte sig bort fra den skr�mte Dursley-familie. Jeg �nsker dig en rigtig go� f�dselsdag. Jeg har en gave til dig. M�ske er jeg kommet til at sidde p� den, men den smager sikkert lige s� godt for det.�

Han fremdrog en lettere mast �ske fra inderlommen af sin sorte overfrakke. Harry �bnede den med rystende fingre og fandt en stor, klistret chokoladekage, hvorp� der stod med gr�n glasur. Tillykke med f�dselsdagen, Harry.

Harry s� op p� k�mpen. Han ville sige tak, men ordene kunne ikke rigtigt komme over hans l�ber. I stedet fik han fremstammet, �Hvem er du?�

K�mpen lo venligt.

�N�, ja. Jeg har glemt at pr�sentere mig. Rubeus Hagrid, n�gleb�rer og godsforvalter p� Hogwarts.�

Han holdt sin store skinken�ve frem og rystede hele Harrys arm. �Hva� bli�r det til med den te?� sagde han og gned sig i h�nderne. �Jeg ville nu heller ikke sige nej til noget st�rkere, hvis I har det?�

Hans blik faldt p� pejsen med den sammenkr�llede og sodede kiksepakke. Han fn�s og b�jede sig ned over det kolde ildsted. De kunne ikke se, hvad han lavede, men da han trak sig tilbage et par sekunder senere, blussede en lystig ild. Varmen bredte sig i den klamme hytte og oplyste den med sine dansende luer. Harry m�rkede, hvordan hans frysende krop begyndte at slappe af, som om han netop var tr�dt op i et varmt bad.

K�mpen satte sig igen ned p� sofaen, der jamrede sig under hans v�gt. Han begyndte at finde alskens ting og sager frem fra sine lommer: En kobberkedel, en fedtet pakke p�lser, en ildrager, adskillige sk�rede krus og en flaske med en gylden v�ske, som han tog en ordentlig slurk af, f�r han begyndte at lave te. P�lserne blev stukket p� den lange ildrager, og inden l�nge str�mmede duften af grillede p�lser ud i rummet. Ingen sagde et ord, mens k�mpen p�lserne over flammerne; men det gav et ryk i Dudley, da de seks store glinsende p�lser blev taget af ilden. Onkel Vernon s� skarpt p� sin s�n: �Du r�rer ikke noget, han giver dig, Dudley.�

K�mpen lo grumt.

�Nej, din store bl�verbudding af en s�n beh�ver ikke at blive fedet mere op. Ta� det bare helt roligt, Dursley.�

Han rakte p�lserne til Harry, der var s� sulten, at han aldrig syntes at have smagt noget bedre. Han kunne ikke tage �jnene fra k�mpen. Da han imidlertid stadig ikke havde f�et nogen forklaring p�, hvad der foregik, sagde han, �Undskyld, men jeg ved stadig ikke rigtig, hvem du egentlig er.�

K�mpen tog en slurk te og str�g sig over munden med bagsiden af h�nden.

�Kald mig bare Hagrid,� sagde han, �det g�r alle andre. Og som jeg sagde, jeg er n�gleb�reren p� Hogwarts � du kender da Hogwarts?�

��h, nej,� sagde Harry.

Hagrid s� aldeles lamsl�et ud.

�Beklager?� sagde Harry hurtigt.

�Beklager?� br�lede Hagrid og vendte sig med et forarget blik mod familien Dursley, der kr�b bagl�ns op mod v�ggen. �Det er dem, der burde beklage! Jeg vidste, at du ikke fik dine breve; men jeg troede ikke, at de ville ha� holdt alting hemmeligt for dig. Jeg troede da, at du vidste alt om Hogwarts, for pokker da! Hvor tror du ellers, at dine for�ldre l�rt alt, hvad de kunne?�

�L�rte hvad?� spurgte Harry.

�L�RTE HVAD?� tordnede Hagrid. �Nej, nu bliver det for meget!�

Han sprang p� benene og syntes i sin vrede at fylde hele hytten. Dursley-familien stod nu og trykkede sig op i et hj�rne.

�Vil I virkelig fort�lle mig, at drengen ikke ved noget som helst � om NOGET SOM HELST?�

Nu syntes Harry, at det gik for vidt. Han havde da g�et i skole, og hans karakterer var da ikke s� d�rlige.

�Jeg ved da mange ting,� indvendte han, �jeg kan da b�de matematik og alt muligt.�

Men Hagrid viftede ham af: �Om vores verden, mener jeg. Din og min verden � dine for�ldres verden.�

�Hva� for en verden?�

Hagrid s� ud, som om han var ved at eksplodere.

�DURSLEY!� br�lede han.

Onkel Vernon var blevet meget bleg og hviskede noget, der l�d som ��hbl�b�h.� Hagrid stirrede vildt p� Harry.

�Men du m� da vide noget om din far og mor,� sagde han, �jeg mener, de er jo ber�mte. Du er ber�mt.�

�Hvad! Min�� min mor og far var da ikke s�rlig ber�mte, var de?�

�Du ved det alts� slet ikke�� du ved ingenting��� Hagrid rodede sig i h�ret og stirrede p� Harry med et chokeret blik.

�Du aner alts� ikke, hvem du er?� sagde han endelig.

Onkel Vernon fik pludselig kontrol over sin stemme.

�Stop!� kommanderede han. �De kan godt holde inde nu, hr.! Jeg forbyder, at nogen fort�ller drengen noget som helst!�

En modigere mand end Vernon Dursley ville v�re sunket i kn� ved det blik, Hagrid nu sendte ham. Da k�mpen talte, dirrede stemmen af indest�ngt raseri.

�Du har aldrig fortalt ham noget, vel? Du har aldrig fortalt ham om det brev, Dumbledore skrev, da han overlod barnet i din varet�gt? Jeg var der selv, og jeg s� med mine egne �jne, at Dumbledore lagde brevet under t�ppet, Dursley! Og du har holdt det hemmeligt for Harry i alle de �r.�

�Hold hvad hemmeligt?� sagde Harry ivrigt.

�STOP! JEG FORBYDER DIG AT SIGE DET!� r�bte onkel Vernon i panik.

Tante Petunia gispede af r�dsel.

��h, tag og klap i, begge to,� sagde Hagrid foragteligt. �Harry � du er en troldmand.�

Der blev helt stille i hytten. Kun lyden af havet og bl�sten h�rtes.

�Hvad er jeg?� gispede Harry.

�En troldmand, selvf�lgelig,� sagde Hagrid og satte sig igen p� sofaen, der knagede mere jammerligt end f�r og sank forpustet mod gulvet. �Og jeg kan tilf�je, at du er en af de bedste � n�r du alts� f�r tr�net en smule. Med s�dan nogle for�ldre, som dine, ka� du ikke v�re andet. Og nu synes jeg, at det er p� tide, du l�ser dit brev.�

Harry rakte h�nden ud for endelig at modtage den gullige konvolut adresseret med smaragdgr�nt bl�k til hr. H. Potter, Gulvet, Hytten p� klippen, Havet. Han �bnede konvolutten, foldede brevet ud og l�ste:

Sp�rgsm�lene sprang frem som festfyrv�rkeri i hovedet p� Harry. Han vidste ikke, hvad han skulle starte med at sp�rge om. Efter et par minutter fremstammede han, �Hvad betyder det, at de afventer min ugle?�

�Du store sykofant, det minder mig om noget,� udbr�d Hagrid og klaskede sig for panden med s�dan en kraft, at det kunne have sl�et en okse til jorden. Fra en af sine utallige lommer fremdrog han en ugle � en rigtig levende, men lidt forpjusket ugle. Og endvidere fiskede han en rulle pergament og en fjerpen frem. Med tungen i mundvigen skriblede han noget ned. Harry kunne godt l�se p� hovedet, og han s�, at der stod:

Hagrid rullede det lille brev sammen og gav det til uglen, der klemte fast sammen om det med n�bbet. S� gik k�mpen over til d�ren og lod uglen hvirvle af sted ud i stormen. Han kom tilbage og satte sig ned med en mine, som om det var lige s� naturligt som at foretage en telefonopringning.

Harry opdagede, at han stod med �ben mund og skyndte sig at lukke den.

�N�, hvor kom jeg til?� sagde Hagrid, men nu besluttede onkel Vernon for alvor at blande sig. Han tr�dte frem i lyset fra pejsen, askegr� i ansigtet og rasende som aldrig f�r.

�Han f�r ikke lov til at tage af sted,� sagde han.

Hagrid gryntede.

�Jeg gad nok se en Muggler som dig standse ham,� sagde han.

�En hvad?� sagde Harry interesseret.

�En Muggler,� gentog Hagrid, �det er, hvad vi kalder de ikkemagikyndige. Og jeg har ondt af dig, fordi du kom til at vokse op i en familie af de v�rste, mest fantasil�se Mugglere, jeg nogensinde har set.�

�Da vi tog ham til os, svor vi at s�tte en stopper for alt det nonsens,� sagde onkel Vernon. Vi svor, at vi ville uddrive enhver impuls i ham. Troldmand, ha! Hvad skal det dog forestille!�

�I vidste det alts�?� sagde Harry, �I vidste, at jeg er en troldmand?�

�Vidste!� kv�kkede tante Petunia pludselig, �vidste! Selvf�lgelig vidste vi det! Hvordan kunne du dog undg� at v�re troldmandsdisponeret, n�r min ulyksalige s�ster var, som hun var? �h, hun fik et brev ligesom dit og forsvandt for at tage til den � den skole � og hun kom hjem i ferierne med lommerne fulde af haletudser. Hun forvandlede tekopper til rotter, og jeg var den eneste, der kunne gennemskue, at hun var en original, en tosse! Men min far og mor var n�rmest stolte af hende; det var altid Lily mig her og Lily mig der!�

Hun holdt inde for at f� vejret, f�r hun fortsatte sin hidsige talestr�m. Det var, som om hun i �revis havde br�ndt efter at f� lov at tale om det.

�S� m�dte hun ham der Potter p� skolen, og de stak af for at blive gift. S� fik de dig, og jeg vidste selvf�lgelig, at du ville udvikle dig mindst lige s� slemt � blive lige s� m�rkelig og unormal som dem. Og s� gik de hen og blev spr�ngt i luften, hvorefter vi kom til at h�nge p� dig!�

Harry var blevet bleg som et lagen. Han fattede sig og sagde, �Spr�ngt i luften? Men I har jo altid sagt, at mine for�ldre d�de i en bilulykke!�

�BILULYKKE!� r�bte Hagrid og sprang op med fornyet raseri, mens familien Dursley kr�b tilbage til deres hj�rne. �Hvordan skulle et s�lle biluheld kunne udslette Lily og James Potter? Det er en skandale! Det er uh�rt! Harry Potter kender ikke sin egen historie, og alle andre b�rn i hele verden taler om ham!�

�Men hvorfor? Hvad skete der i virkeligheden?� spurgte Harry indtr�ngende.

Vreden forsvandt fra Hagrids sk�ggede ansigt. Han s� pludselig bekymret ud.

�Jeg var ikke forberedt p� det her,� sagde han lavm�lt og rystet. �Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, da Dumbledore advarede mig om, at der kunne v�re problemer forbundet med at kontakte dig. Jeg vidste ikke, at de havde holdt det hemmeligt for dig. �h, Harry, jeg er m�ske ikke den bedste til at forklare dig det � men nogen ska� jo g�re det � du ka� jo ikke tage af sted til Hogwarts uden at vide noget!�

Han kastede et foragteligt blik over p� de tre i hj�rnet.

�N�, det er bedst, at jeg fort�ller dig alt, hva� jeg ved � men husk, at jeg ikke ved alt. Der er ogs� mange mystiske ting, jeg ikke forst�r mig p堅�

Han satte sig ned og stirrede ind i ilden et �jeblik, f�r han begyndte at tale: �Det hele begyndte med � med en fyr ved navn � men det er jo utroligt, at du ikke kender til ham; alle i hele verden kender ham jo���

�Hvem?�

�Jo, ser du � jeg ka� alts� ikke li� at sige hans navn, hvis jeg ka� blive fri. Det er der ingen, der ka��

�Hvorfor ikke?�

�For syv s�ren, Harry, folk er jo stadig bange for ham. Du store kineser, det her bliver ikke let. Forst�r du, der var engang en troldmand, der blev�� ond. S� ond, som nogen overhovedet ka� blive. V�rre endnu, endda. Meget, meget v�rre endnu. Hans navn er���

Hagrid m�tte synke en klump, men kunne alligevel ikke f� et ord frem.

�Kan du ikke skrive det ned?� foreslog Harry.

�N�h, jeg ka� ikke stave til det. Nuvel � Voldemort.� Hagrid sk�lvede. �Jeg siger det ikke igen. N�, men den hersens troldmand begyndte for tyve �r siden at lede efter h�ndlangere. Og det lykkedes ham � nogle var for bange til at modsige ham, andre ville have del i hans magt, for jeg ka� love dig for, at han fik magt. Det var m�rke tider, Harry. Ingen vidste, hvem man kunne stole p�, ingen turde v�re venlig mod en fremmed troldmand eller heks�� Forf�rdelige ting fandt sted. Han var ved at overtage alt. Selvf�lgelig var der nogen, der gjorde modstand � og han slog dem ihjel. P� forf�rdelige m�der. Et af de f� sikre steder var Hogwarts. Jeg tror, at Dumbledore var den eneste, der kunne skr�mme Du-ved-hvem. Han pr�vede i hvert fald aldrig at angribe skolen, ikke p� det tidspunkt, alts�.�

�Men alts�. Din far og mor var den bedste troldmand og den dygtigste heks, jeg nogensinde har kendt. De var skolens bedste elever, da de gik p� Hogwarts! Det er egentlig underligt, at Du-ved-hvem ikke fors�gte at vinde dem over p� sin side allerede dengang; men han m� jo have vidst, at de var for n�rt knyttet til Dumbledore og ikke ville have noget som helst at g�re med Den M�rke Side at g�re. Senere fors�gte han dog�� efter, at du var blevet f�dt. M�ske troede han, at han kunne overtale dem, m�ske ville han bare skaffe dem af vejen. Alt, hvad vi ved, er, at han dukkede op i jeres landsby p� allehelgensaften for ti �r siden. Du var kun et �r gammel. Han tog ud til jeres hus og � og���

Hagrid trak med en pludselig bev�gelse et nusset lommet�rkl�de frem og pudsede n�se med et dr�n som et t�gehorn.

�Undskyld mig,� sagde han. �Men det er s� s�rgeligt � jeg kendte din far og mor, og man kunne ikke finde s�dere mennesker � men alts� � Du-ved-hvem slog dem ihjel. Og s� � og det er det st�rste mysterium � fors�gte han ogs� at sl� dig ihjel. Han ville g�re helt rent bord, ka� du tro, eller ogs� syntes han bare, at det var en herlig forn�jelse at sl� ihjel. Men han kunne ikke! Har du aldrig t�nkt over, hvordan du fik det m�rke p� din pande? Det er ikke noget almindeligt ar. Det er, hvad der sker, n�r man f�r kastet en st�rk, ond besv�rgelse p� sig. Han ordnede din mor og far, og det er derfor, du er ber�mt, Harry.

Ingen overlever ellers han onde anslag, n�r han f�rst har besluttet sig for at sl� ihjel. Du er den eneste, Harry, og han har ellers dr�bt de bedste hekse og troldm�nd i hele dette �rhundrede � McKinnon, Bones, Prewett � og du var ikke mere end en baby, da du klarede dig helskindet igennem.

Nu b�lgede erindringerne smertefuldt gennem Harrys hoved. Som Hagrids fort�lling skred frem, huskede han igen det gr�nne lysglimt. Og han huskede ogs� noget andet og meget uhyggeligt; en h�j, iskold og grusom latter.

Hagrid betragtede ham s�rgmodigt.

�Jeg samlede sig selv op fra ruinhoben p� Dumbledores ordre. S� bragte jeg dig til din onkel og tantes hus.�

�Sikke en gang sludder og vr�vl,� sagde onkel Vernon. Det gav et s�t i Harry. Han havde glemt alt om, at familien Dursley var der. Onkel Vernon havde f�et samlet sit mod igen, og han stirrede rasende p� Hagrid med knyttede n�ver.

�Nu h�rer du p� mig, kn�gt,� snerrede han. �Jeg kan godt g� med til, at du ikke er helt almindelig, men det er ikke v�rre, end at en ordentlig omgang h�vl kan f� dig p� ret k�l. Og hvad dine for�ldre ang�r�� tja, de var nogle v�rre originaler, ingen tvivl om det; og de fortjente simpelthen at blive udraderet fra denne verden, hvis du sp�rger mig. De fik, hvad de fortjente efter at have plejet omgang med alle de andre festoriginaler og troldmandstyper � jeg blev i hvert fald ikke forbavset, da jeg h�rte, hvad der var sket med dem. Jeg har altid vidst, at det ville ende galt���

Nu sprang Hagrid op fra sofaen og trak en ramponeret, lyser�d paraply frem fra en inderlomme. Han rettede den mod onkel Vernon � omtrent som havde den v�ret et sv�rd � og sagde: �Jeg advarer dig, Dursley � jeg advarer dig � du siger ikke �t ord mere���

Konfronteret med faren for at blive spiddet af k�mpens gamle paraply svandt onkel Vernon mod atter bort. Han trykkede sig med ryggen mod v�ggen og tav.

�Det var bedre,� sagde Hagrid og pustede tungt, idet han igen satte sig. Denne gang blev midten af sofaen mast helt ned til gulvet.

Men Harry bekymrede sig ikke om sin onkel. Han havde stadig masser sp�rgsm�l � og han var ut�lmodig efter at f� svar p� dem.

�Hvad skete der s� med Volde � ups, undskyld, jeg mener, Du-ved-hvem?�

�Godt sp�rgsm�l, Harry. Han forsvandt bare. I den bl� luft. Det skete samme aften, som han fors�gte at dr�be dig; og det gjorde dig endnu mere ber�mt. Men det er virkelig et mysterium. Forst�r du, han var blevet meget magtfuld p� det tidspunkt � s� hvorfor valgte han at forsvinde? Nogen sagde, at han d�de. T�beligt nonsens, efter min mening. Jeg er faktisk i tvivl om, hvorvidt han stadig var menneske nok til overhovedet at kunne d�. Andre siger, at han venter et sted derude og vil vende tilbage med frygtelig kraft, n�r hans tid atter er inde. Det tror jeg heller ikke p�. De folk, der var p� hans side, er kommet tilbage til os. Nogle af dem virkede, som om de lige var v�gnet af en trance; de var nok ikke v�gnet op, hvis han havde t�nkt sig at vende tilbage. De fleste af os tror, at han stadig er et sted derude, men at han har mistet sine kr�fter. Er for svag til at forts�tte med sine onde gerninger, ganske enkelt. For der er alts� et eller andet ved dig, Harry, som gjorde det af med ham. Noget fandt sted den aften � noget, han ikke havde regnet med � og jeg aner ikke, hva� det ka� ha� v�ret. Ingen ved det � men p� en eller anden m�de fik du uskadeliggjort ham.�

Hagrid s� p� Harry med et varmt og respektfuldt blik. I stedet for at blive stolt og glad var Harry n�rmere af den overbevisning, at der m�tte v�re tale om en misforst�else.

Hvordan kunne han dog v�re en troldmand? Det var ikke muligt! Han havde tilbragt hele sit liv som Dudleys boksebold og som tante Petunias og onkel Vernons syndebuk. Hvis han virkelig var troldmand, hvorfor havde han s� ikke for l�ngst tryllet dem om til skrubtudser, n�r de l�ste ham inde i pulterrummet? Hvis han engang havde overvundet verdens st�rste troldkarl, hvordan kunne det s� v�re, at Dudley altid havde v�ret i stand til at sparke ham omkring som en anden fodbold?

�Hagrid,� sagde han stille, �jeg tror, at du tager fejl. Jeg tror ikke p�, at jeg kan v�re en troldmand.�

Men Hagrid begyndte bare at le.

�N�, s� det tror du ikke? Er der aldrig sket m�rkelige ting, n�r du har v�ret bange eller glad?�

Harry betragtede ilden i pejsen et �jeblik. Nu, hvor han t�nkte n�rmere over det, s堅 hver eneste m�rkv�rdige h�ndelse, der havde gjort hans onkel og tante s� rasende, havde fundet sted i situationer, hvor han var ophidset eller vred�� n�r han for eksempel blev jaget af Dudleys bande, fandt han altid en eller anden fantastisk m�de at undslippe�� n�r han var bange for at g� i skole, fordi han blev skalperet af enten tante Petunia eller fris�ren, skete der altid det, at h�ret groede tilbage natten over�� og sidste gang, Dudley havde skubbet til ham, fik han jo h�vn ved, at slangen fra Brasilien slap l�s i slangehuset og skabte vild panik.

Harry kiggede tilbage p� Hagrid og smilede. Hagrids �jne str�lede ham i m�de. �Der kan du bare se,� sagde k�mpen. �Harry Potter er en �gte troldmand � bare vent og se, du skal nok v�kke opsigt, n�r du kommer p� Hogwarts.�

Men onkel Vernon var ikke til sinds at give op uden kamp.

�Har jeg ikke sagt, at han bliver, hvor han er?� hv�sede han. �Han skal p� Stonewall kommuneskole, og det vil han blive taknemmelig for. Jeg har l�st alle de underlige breve, I har sendt; og jeg bryder mig ikke om, at I forlanger, at han skal k�be alt det s�re ragelse � tryllestav og b�ger om magi, og���

�Hvis Harry vil p� Hogwarts, kan en fed Muggler som du ikke standse ham,� knurrede Hagrid. �Du kan ikke holde Lily og James Potters s�n tilbage! Du m� jo v�re gal. Hans navn har v�ret p� skolens liste over nye elever, siden han blev f�dt. Han er selvskreven p� en af de fineste skoler for heksekunst og troldmandsskab i verden. Efter syv �r vil han ikke v�re til at kende igen. Der vil han komme til at g� sammen med unge mennesker af hans egen karat. Det i sig selv vil v�re lidt af en forandring. Og han vil f� den bedste l�remester, Hogwarts nogensinde har haft, Albus Dumbled��

�JEG HAR IKKE T�NKT MIG AT BETALE NOGET SOM HELST FOR, AT EN GAMMEL NAR KAN L�RE HAM TRYLLEKUNSTER!� skreg onkel Vernon.

Men nu var han g�et for vidt. Hagrid greb paraplyen og hvirvlede den over sit hoved.

�PR�V ALDRIG��� tordnede han, �AT FORN�RME ALBUS DUMBLEDORE MENS JEG H�RER P� DET!�

Han lod paraplyen suse ned og pegede p� Dudley � et violet lyn eksploderede med en lyd som fyrv�rkeri. Der h�rtes et skingert hyl, og i n�ste sekund hoppede Dudley omkring med sine h�nder p� sine tykke bagdel. Han hvinede som en gris. Da han vendte sig om, s� Harry, at der faktisk stak en grisehale ud af et hul i buksebagen.

Onkel Vernon br�lede, mens han trak tante Petunia og Dudley ind i hyttens andet v�relse. Han standsede i d�r�bningen og kastede et sidste forf�rdet blik p� Hagrid, f�r han forsvandt bag d�ren, der blev sm�kket med et brag.

Hagrid kiggede ned p� sin paraply og str�g sig gennem sk�gget.

�Det g�r ikke, at jeg mister besindelsen p� den m�de,� sagde han br�debetynget, �men det virkede nu heller ikke s� godt. Jeg havde t�nkt mig at forvandle ham til en gris, men m�ske var han i forvejen s� stor en gris, at han kun manglede halen.�

Han sendte Harry et sk�vt blik under de buskede �jenbryn.

�Jeg ville v�re taknemmelig, hvis du ikke n�vner det her for nogen p� Hogwarts,� sagde han. �Jeg �h � jeg m� egentlig ikke ud�ve magi, s�dan set. Jeg fik lov til at lave en smule kunster for at f�lge efter dig og sende dig alle brevene. Det var faktisk en af grundene, til at jeg meldte mig til jobbet���

�Hvorfor m� du ikke ud�ve magi?� spurgte Harry.

�Tja, jeg har jo selv g�et p� Hogwarts, men jeg � �h � blev smidt ud, for at sige det som det er. Efter tredje �r. De kn�kkede min tryllestav midt over og alt muligt. Men Dumbledore lod mig blive som n�gleb�rer. Han er en flink mand, ham Dumbledore.�

�Hvorfor blev du smidt ud?�

�Det er ved at v�re sent, og vi f�r travlt i morgen,� sagde Hagrid med h�j stemme. �Vi skal ind til byen og k�be dine b�ger og alt det andet.�

Han tog sin store, sorte overfrakke af og smed den over til Harry.

�Du kan godt sove under den,� sagde han. �Jeg er ligeglad med, om den bliver kr�llet. Jeg tror, at jeg har et par syvsovere i en af lommerne.�

Harry v�gnede tidligt n�ste morgen. Selvom han fornemmede, at det allerede var lyst, holdt han �jnene lukket.

�Det var en dr�m,� sagde han bestemt til sig selv. �Jeg dr�mte, at en k�mpe ved navn Hagrid kom for at fort�lle mig, at jeg skulle p� en skole for troldm�nd. N�r jeg �bner �jnene, vil jeg v�re hjemme i pulterrummet.�

Der l�d en h�j banken.

Og det er tante Petunia, der banker p� d�ren, t�nkte Harry skuffet videre. Men han �bnede stadig ikke sine �jne. Det havde v�ret en virkelig god dr�m.

Bank, bank, bank.

�Ja, ja,� mumlede Harry. �Jeg st�r op nu.�

Han satte sig op, og Hagrids tunge frakke gled af ham. Hytten var oplyst af solens str�ler, stormen var drevet over. Hagrid selv sov p� den sammensunkne sofa, og en lille ugle bankede sine kl�er mod vinduet. Den holdt en avis i n�bbet.

Harry kom hurtigt p� benene. Han var s� glad, at det f�ltes som at have en stor ballon i maven. Han skyndte sig over til vinduet og �bnede det. Uglen str�g ind og smed avisen oven p� Hagrid, som dog ikke v�gnede ved det. S� baskede uglen ned p� gulvet og begyndte at angribe Hagrids frakke.

�Hov, lad v�re med det.�

Harry fors�gte at vifte uglen v�k, men den snappede vildt efter ham og vedblev at trampe og fl� i frakken.

�Hagrid!� sagde Harry h�jt, �der er en ugle���

�Betal ham,� gryntede Hagrid fra sofaen.

�Hva�?�

�Han vil ha� sin betaling for at levere avisen. Kig i lommerne.�

Hagrids frakke syntes ikke at best� af andet end lommer. De var fulde af n�glebundter, snore, hagl til en luftb�sse, mintpastiller, teposer�� endelig fandt Harry en h�ndfuld m�rkelig m�nster.

�Gi� ham fem knut,� sagde Hagrid s�vnigt.

�Knut?�

�De sm� kobberm�nter.�

Harry fandt fem sm� kobberm�nter, og uglen strakte sit ben frem, s� han kunne putte dem ned i en lille l�derpung, der var fastgjort der. S� fl�j den ud gennem det �bne vindue.

Hagrid gabte h�jlydt og strakte sig.

�Vi m� se at komme af sted, Harry. Vi f�r travlt. Vi skal til London og k�be alle dine nye skoleting.�

Harry stod og vendte troldmandsm�nterne i h�nden, mens han betragtede dem. Han var kommet til at t�nke p� noget, der punkterede den glade ballonf�lelse i maven.

��h, Hagrid?�

�Mm?� sagde Hagrid i f�rd med at tr�kke sine store st�vler p�.

�Jeg har alts� ikke nogen penge � og du h�rte selv, hvad onkel Vernon sagde i aftes. Han n�gter at betale for, at jeg skal l�re tryllekunster.�

�Det ska� du slet ikke bekymre dig om,� sagde Hagrid, idet han rejste sig og kradsede sig i h�ret. �Tror du m�ske, at dine for�ldre har efterladt dig uden en sk�rv?�

�Men deres hus blev jo �delagt���

�De opbevarede ikke deres guld i huset, kn�gt! N�, men vi skal alts� f�rst til Gringotts. Troldmandsbanken. Snup dig en p�lse, de smager ikke s� ilde, n�r de er kolde � og jeg vil heller ikke sige nej til en bid af din f�dselsdagskage, hvis jeg m� ha� lov���

�Har troldm�nd banker?�

�Kun den ene. Gringotts. Den bliver drevet af nisser.�

Harry tabte den p�lsebid, han var ved at fort�re.

�Nisser?�

�Ja � og enhver, der pr�ver at r�re den, vil komme til at fortryde det bittert, det kan jeg godt sige dig. Man skal aldrig l�gge sig ud med nisserne. Gringotts er det sikreste sted i verden, man kan opbevare sine v�rdier � bortset fra Hogwarts m�ske. Faktisk har jeg i forvejen et �rinde i Gringotts. For Dumbledore, alts�. Det har noget med Hogwarts� aff�rer at g�re.� Hagrid pustede sig stolt op. �Han beder altid mig om at ordne de vigtige sager. At hente dig � at hente ting og sager fra Gringotts � han ved, at han ka� stole p� mig ser du. N�, er du klar? S� kom med.�

Harry fulgte med Hagrid ud p� klippen. Himlen var skyfri, og havet glimtede i sollyset.

B�den, som onkel Vernon havde lejet, l� der stadig, men der var en del vand i bunden efter stormvejret.

�Hvordan kom du herud?� spurgte Harry og s� sig omkring efter endnu en b�d.

�Jeg fl�j,� svarede Hagrid.

�Fl�j?�

�Jah, men vi tager tilbage i den her. Jeg fik besked p� ikke at bruge magi, n�r jeg havde fat i dig.�

De gik om bord i b�den. Harry stirrede p� Hagrid og fors�gte at forestille sig, hvordan k�mpen jo bar sig ad med at flyve.

�Men det er n�sten synd og skam, at vi skal ro, synes jeg,� bem�rkede Hagrid og sendte Harry et af sine sk�ve sideblikke. �Hvis nu, jeg, �h � alts�, jeg s�tter lidt fut i tingene, s� siger du ikke noget om det p� Hogwarts, vel?�

�Selvf�lgelig ikke,� sagde Harry, der ikke kunne vente med at se lidt mere magi. Hagrid trak den lyser�de paraply frem igen, bankede den to gange mod b�dens side, og af sted gik det mod land.

�Hvorfor skal man ikke pr�ve at r�ve Gringotts?� spurgte Harry.

�Besv�rgelser � trylleformularer,� sagde Hagrid og foldede sin avis ud, mens han talte.

�Man siger, at der findes en drage, som bevogter bankboksene. Og s� skal man endda f�rst finde vej frem til dem � Gringottsbanken st�kker sig hundrede mil under London, forst�r du. Den ligger dybt nede i undergrunden. Du ville d� af sult, hvis du selv skulle finde ud, efter at det m�ske var lykkedes dig at f� fingre i et eller andet.�

Harry sad og grublede lidt over det, mens Hagrid l�ste sin avis, Profet-tidende. Harry havde l�rt fra onkel Vernon, at folk gerne ville v�re i fred, n�r de l�ste avis, men det var meget sv�rt at tie stille. Han havde aldrig haft s� meget at sp�rge dem om i hele sit liv.

�Ministeriet for Magi skaber som s�dvanlig forvirring og rod,� mumlede Hagrid og bladrede.

�Findes der virkelig et ministerium for magi?� spurgte Harry uvilk�rligt.

�Selvf�lgelig,� sagde Hagrid. �De ville have Dumbledore som minister, men han ville forlade Hogwarts. Derfor hyrede de gamle Cornelius Fudge til jobbet. Et rigtigt fjumrehoved. Han bombarderede Dumbledore med ugler hver eneste dag for at be� om r�d i alle mulige sager.�

�Men hvad laver s�dan et ministerium egentlig?�

�Jo, ser du, ministeriets fornemste opgave er at s�rge for, at Mugglerne ikke finder ud af, at der findes hekse og troldm�nd overalt i landet.�

�Hvorfor det?�

�Hvorfor? Du store kineser, Harry, alle ville jo fors�ge at skaffe sig magiske l�sninger p� ethvert problem. Nej, du, det er bedst, at ingen kender til os.�

Nu slog b�den bl�dt mod kajen. Hagrid foldede sin avis sammen og de steg op ad stentrappen til gaden.

De forbipasserende stirrede p� Hagrid, da de spadserede gennem den lille by til stationen. Harry kunne ikke bebrejde dem. Ikke blot var Hagrid dobbelt s� h�j som alle andre; han blev ogs� ved med at pege p� helt almindelige ting som for eksempel parkometre med udbrud som, �Se bare, Harry. Hvad mener du om det? Sikke dog de Mugglere kan finde p�, hva�?�

�Hagrid,� sagde Harry forpustet, fordi han m�tte l�be for at f�lge med, �sagde du ikke, at der findes drager i Gringottsbanken?�

�Ja, det siges jo,� svarede Hagrid. �For d�len, hvor ville jeg gerne ha� en drage.�

�Ville du virkelig?�

�Jeg har �nsket mig en, siden jeg var dreng � n�, nu er vi her.�

De var n�et frem til stationen. Der gik et tog mod London fem minutter senere. Hagrid, der ikke forstod sig p� Muggler-penge, som han kaldte dem, gav sedlerne til Harry, s� han kunne k�be billetter.

Folk stirrede som gale, da de steg p� toget. Hagrid fyldte to s�der og var travlt optaget af at strikke noget, der lignede et kanariegult cirkustelt.

�Har du stadig dit brev, Harry?� spurgte han og gav sig til at t�lle masker.

Harry tog pergamentkonvolutten op af lommen.

�Godt,� sagde Hagrid. �Det skulle indeholde en liste over alt, hvad du beh�ver.�

Harry foldede et vedlagt stykke papir ud. Det havde han ikke lagt m�rke til i aftes, da han modtog brevet. Han l�ste:

�Kan man virkelig k�be alt det i London?� undrede Harry sig h�jlydt.

�Ja, hvis man ved, hvor man skal g� hen,� sagde Hagrid.

Harrys sidste tid hos familien Dursley var ikke morsom. Ganske vist var Dudley nu s� bange for Harry, at han ikke vovede at v�re i samme rum, og tante Petunia og onkel Vernon lukkede ham ikke l�ngere inde i pulterrummet eller tvang ham til at g�re alt muligt arbejde for sig eller r�bte ad ham � faktisk talte de slet ikke til ham. De var b�de r�dselsslagne og rasende og valgte derfor helt at lade som om han ikke eksisterede. Selvom alt dette p� mange m�der var en forbedring, f�ltes det alligevel deprimerende efter nogle dage.

Harry holdt sig derfor p� sit v�relse. Han havde jo sin nye ugle som selskab. Han besluttede at kalde hende Hedvig, et navn, han havde fundet i Magiens historie.

Alle hans skoleb�ger var uhyre interessante. Han l� p� sengen og l�ste til langt ud p� natten, mens Hedvig str�g ind og ud ad vinduet, som det passede hende. Det var heldigt, at tante Petunia ikke l�ngere tiltvang sig adgang for at st�vsuge, for Hedvig bragte adskillige d�de mus med sig hjem. Hver nat, f�r han lagde sig til at sove, afkrydsede Harry endnu en dag i kalenderen. Nedt�llingen til den f�rste september var begyndt.

Den sidste dag i august t�nkte han, at det var bedst at tale med sin onkel og tante om, hvordan han kom til King�s Cross-stationen den n�ste dag. Han gik derfor ned i dagligstuen, hvor de sad og s� et quizprogram i tv. Han r�mmede sig for at lade dem vide, at han var til stede, hvorefter Dudley hylende l�b sin vej.

��h, onkel Vernon?�

Onkel Vernon gryntede for at vise, at han lyttede.

��h, jeg skal v�re p� King�s Cross i morgen, fordi � fordi jeg skal til Hogwarts.�

Onkel Vernon gryntede igen.

�Er det muligt, at du kan k�re mig derhen?�

Grynt. Harry gik ud fra, at det bet�d ja.

�Tak.�

Han skulle lige til at g� ovenp� igen, da onkel Vernon begyndte at tale.

�M�rkeligt, at du er n�dt til at tage toget til en troldmandsskole. Er alle de flyvende t�pper i uorden?�

Harry sagde ikke noget.

�Og hvor ligger den skole s�?�

�Det ved jeg ikke,� sagde Harry. Det havde han faktisk ikke t�nkt over f�r nu. Han fandt billetten frem og kiggede p� den.

�Jeg skal bare tage toget fra perron ni trekvart klokken elleve,� l�ste han.

�Sikke noget vr�vl,� sagde onkel Vernon, �der findes ikke nogen perron ni trekvart.�

�Det st�r p� min billet.�

�Ufatteligt,� sagde onkel Vernon, �de er alle sammen skingrende sk�re. Bare vent, det vil du selv sande. Men lad g�, vi k�rer dig til King�s Cross. Vi skal alligevel til London i morgen, ellers ville jeg ikke g�re mig den ulejlighed.�

�Hvorfor skal I til London?� spurgte Harry i et sidste fors�g p� at tale venskabeligt med sin onkel.

�Dudley skal p� hospitalet,� knurrede onkel Vernon, �vi m� jo have fjernet den hale, f�r han skal begynde p� Smeltings.�

D�ren gled op med det samme. En h�j, sorth�ret heks i smaragdgr�nne gevandter stod indenfor og tog imod. Hun havde et strengt ansigt, og Harrys f�rste tanke var, at hende skulle man ikke komme p� tv�rs.

�Her er f�rste�rseleverne, professor McGonagall,� sagde Hagrid.

�Tak skal du have, Hagrid. Jeg tager mig af dem fra nu af.�

Hun �bnede d�ren p� vid gab. Hallen, de nu tr�dte ind i, var s� stor, at familien Dursleys hus nemt kunne have st�et her � og stadig have h�jt til loftet. Rummet var oplyst af fakler, der hang med j�vne mellemrum p� kampestensv�ggene, omtrent som i Gringotts klippegange. Loftet var for h�jt oppe til, at man kunne se, hvad det var lavet af, men en pragtfuld marmortrappe f�rte videre op til de �vre etager.

De fulgte professor McGonagall over det blanke, flisebelagte gulv. Harry kunne h�re lyden af hundredvis af stemmer inde bag en d�r til h�jre � resten af skolen m�tte v�re forsamlet der � men professor McGonagall ledte f�rste�rseleverne til et mindre lokale l�ngere nede p� samme side. De myldrede ind og trykkede sig lidt forskr�mte sammen, mens de sp�ndt afventede, hvad der skulle ske.

�Velkommen til Hogwarts,� begynde professor McGonagall. �Velkomstmiddagen vil snart blive serveret, men f�r I indtager jeres pladser i Storsalen, vil I blive fordelt p� de forskellige kollegier. Fordelingen af elever er en meget vigtig ceremoni, fordi jeres kollegium vil blive jeres hjem her p� Hogwarts, ligesom jeres kollegiekammerater vil blive en slags familie for jer. I vil g� i klasse med jeres kollegiekammerater, I vil sove sammen med dem i kollegiets sovesal og tilbringe jeres fritid sammen i kollegiets opholdsstue.

De fire kollegier hedder Gryffindor, Hufflepuff, Ravenclaw og Slytherin. Hvert kollegium har sin egen �rv�rdige historie, og hvert kollegium har frembragt enest�ende hekse og troldm�nd. S� l�nge I er p� Hogwarts, vil jeres bedrifter ogs� komme kollegiet til gode i kraft af vores pointsystem, hvorimod hver eneste overtr�delse af vore regler vil resultere i afstraffelse af hele kollegiet � ved fratagelse af point. Ved slutningen af hvert skole�r vil det kollegium, der har optjent flest point, blive bel�nnet med en kollegiepokal, en s�rdeles fornem pris. Jeg h�ber, at hver enkelt af jer vil g�re jeres kollegium �re, uanset hvor I bliver placeret. Fordelingsceremonien vil finde sted om et par minutter. Det hele vil foreg� under overv�relse af de andre elever. Jeg vil derfor r�de til, at I g�r jer lidt i stand, mens I venter.�

Hendes blik hvilede et �jeblik p� Nevilles kr�llede kappe og Rons smudsige n�se. Harry begyndte febrilsk at glatte p� sit h�r.

�Jeg vender tilbage, n�r vi er parat til at g� i gang,� sagde professor McGonagall. �V�r venlige at forholde jer roligt indtil da.�

Hun forlod lokalet. Harry sank en klump.

�Hvordan mon den fordeling egentlig foreg�r?� spurgte han Ron.

�Det er sikkert en eller anden pr�ve, man skal gennemg�. Fred sagde, at det virkelig er slemt, men jeg tror nok, at han drillede.�

Harrys hjerte sprang et slag over. En pr�ve? Foran hele skolen? Men han kendte jo slet intet til magi endnu � hvad i alverden skulle han dog stille op. Han havde ikke forventet at skulle uds�ttes for dette allerede ved ankomsten. Han s� sig uroligt om og lagde m�rke til, at alle andre ogs� lod til at v�re forf�rdede. Der var ingen, der sagde noget, undtagen Hermione Granger, som hviskede og med rivende hast fortalte om alle de besv�rgelser, hun havde l�rt sig � hvilke af dem skulle hun mon v�lge at vise frem? Harry fors�gte ikke at lytte til, hvad hun sagde. Han havde aldrig i sit liv v�ret mere nerv�s, ikke engang da han for l�nge siden havde m�ttet bringe en meddelelse hjem til familien Dursley om, at han p� en eller anden m�de var kommet til at g�re h�ret p� klassel�rerens paryk bl�t. Han holdt �je med d�ren. Den kunne �bne sig hvert sekund nu, hvorefter professor McGonagall ville komme og f�re ham til sin domf�ldelse.

S� skete der noget, som fik ham til at hoppe n�sten en meter op i luften � nogle af de andre begyndte at skrige.

�Hvad i��?�

Han gispede, og det gjorde resten af flokken ogs�. Omkring tyve sp�gelser var netop kommet sv�vende gennem lokalets bagv�g. Perlehvide og lettere gennemsigtige gled de gennem rummet, fordybet i indbyrdes samtale og fuldkommen ligeglade med f�rste�rseleverne. Det kunne se ud, som om de sm�sk�ndtes. Et sp�gelse, der lignede en lille, fed munk, sagde: �Tilgiv og lad alt v�re glemt. Jeg mener, at vi skal give ham endnu en chance���

�Min k�re abbed, har vi ikke allerede givet Peeves de chancer, han fortjener? Han giver os alle et d�rligt rygte, og du ved jo lige s� godt som jeg, at han ikke er noget �gte sp�gelse � h�r, hvad laver I dog her?�

Et sp�gelse ikl�dt pibekrave og gamacher havde pludselig f�et �je p� f�rste�rseleverne.

Ingen svarede.

�Nye elever?� sagde den tykke abbed og smilede rundt til dem alle. �I venter p� at blive fordelt, ikke sandt?�

Nogle f� nikkede usikkert til ham.

�Vi gl�der os til at se jer i Hufflepuff!� sagde abbeden. �Det er mit kollegium, at I ved det.�

�S� kan I godt f�lge med,� sagde en skarp stemme. �Fordelingsceremonien skal til at begynde.�

Professor McGonagall var vendt tilbage. Et efter et sv�vede sp�gelserne bort gennem den modsatte v�g.

�Stil jer op p� r�kke,� sagde professor McGonagall, �og f�lg mig.�

Med en s�r fornemmelse af, at han ben var blevet til gele, stillede Harry sig ind i geleddet bag en lysh�ret dreng. Ron stillede sig lige bagved, og s� begyndte de at g� ud i den store hall og videre ind gennem et par dobbeltd�re, der f�rte til Storsalen.

Harry havde aldrig f�r set eller forestillet sig et rum s� m�rkeligt og storsl�et. Det var oplyst af tusinder og atter tusinder af stearinlys, der sv�vede i fri luft over fire langborde.

Skolens �ldre elever sad allerede b�nket omkring dem. Bordene var d�kket med str�lende, gyldne tallerkener og b�gre. Bag de fire langborde stod endnu et bord p� tv�rs i salen; det var l�rernes bord. Professor McGonagall f�rte f�rste�rseleverne op, s� de stod med ryggen til l�rerbordet og med front mod de andre elever. Hundredvis af ansigter stirrede dem i m�de; de lignede n�rmest blege lanterne i sk�ret fra de mange levende lys.

Rundt omkring mellem de b�nkede elever sv�vede sp�gelser som en s�lvfarvet dis. For at undg� alle de stirrende blikke vendte Harry �jnene opefter og s� et fl�jlssort loft med indlagte stjerner. Han h�rte Hermione hviske, �Det er fortryllet, s� det ligner en n�jagtig kopi af himlen udenfor. Jeg l�ste om det i Hogwarts� historie.�

Det var n�sten ikke til at tro, at det kun var et loft og ikke den �gte himmel. Storsalen var s� fantastisk, at den sagtens kunne have v�ret �ben mod himlen.

Harry rettede hurtigt blikket nedad igen, da professor McGonagall lydl�st placerede en trebenet skammel foran r�kken af nye elever. P� skamlen lagde hun en spids troldmandshat. Denne hat var lappet, slidt og um�delig beskidt. Tante Petunia havde n�gtet at have den i sit hus.

M�ske skulle de pr�ve at tr�kke en kanin op af den, t�nkte Harry forvirret. Det m�tte da v�re noget, man gjorde her. Alle stirrede nu p� hatten, og Harry stirrede med dem. I nogle �jeblikke herskede der fuldkommen stilhed. S� begyndte hatten at ryste. En fl�nge n�r skyggen �bnede sig som et gab � og hatten begyndte at synge:

Hele salen br�d ud i jubel og klapsalver, idet hatten sluttede sin sang. Den bukkede mod alle fire borde og blev derefter stille igen.

�S� vi skal alts� bare tage hatten p�!� hviskede Ron til Harry. �Jeg sl�r Fred ihjel; han sagde, at vi skulle brydes med en trold.�

Harry smilede blegt. Ja, det l�d godt nok ikke s� slemt at skulle tage hatten p�. Det var i hvert fald bedre end at skulle udf�re et tryllenummer selv; men han ville bare �nske, at det ikke beh�vede at foreg�, mens alle s� p�. Hatten stillede faktisk sine krav: Harry f�lte sig hverken tapper, str�bsom, vis eller skrupell�s lige i �jeblikket. Hvis bare hatten havde n�vnt et sted, hvor de slatne og nerv�se kunne komme hen, s� kunne han melde sig der.

Professor tr�dte et skridt frem: hun holdt en lang rulle pergament i h�nderne: Listen over de nye elever.

�N�r jeres navn bliver r�bt op � jeg siger efternavnet f�rst � skal I tr�de frem, tage hatten p� og s�tte jer roligt p� skamlen. Hatten vil meddele jer, hvor I skal bo. Den f�rste er Abbot, Hannah!�

En pige med lyse rottehaler og lyser�de kinder tr�dte snublende frem, tog hatten, satte den p� hovedet (den r�g helt ned over hendes �jne) og satte sig ned. Der gik et �jeblik.

�HUFFLEPUFF!� r�bte hatten.

Langbordet til h�jre jublede og klappede, da Hannah gik ned for at s�tte sig hos sine kammerater p� Hufflepuff. Harry s�, at den tykke abbeds sp�gelse vinkede muntert til hende.

�Bones, Susan!�

�HUFFLEPUFF!� r�bte hatten igen, og Susan luntede ned ved siden af Hannah.

�Boot, Terry!�

�RAVENCLAW!�

Bord nummer to klappede denne gang; adskillige elever fra Ravenclaw rejste sig for at give Terry h�nden, da han sluttede sig til dem.

Brocklehurst, Mandy skulle ogs� bo p� Ravenclaw, men Brown, Lavender blev den f�rste nye elev p� Gryffindor, og bordet helt ovre til venstre gav et h�jlydt bifald. Harry kunne se Rons br�dre juble og komme med tilr�b.

Bulstrode, Millicent blev placeret p� Slytherin. M�ske var det bare noget, Harry bildte sig ind, efter alt hvad han havde h�rt om det kollegium, men han syntes, at de lignede en temmelig ubehagelig flok.

Nu begyndte han virkelig at f� ondt i maven. Han huskede alt for tydeligt de gange, hvor der skulle v�lges hold i gymnastiktimerne p� den gamle skole. Han var altid den sidste, der blev valgt; ikke fordi han ikke duede til noget, men fordi ingen turde s�tte sig op mod Dudley og hans bande ved at give udtryk for, at de kunne lide Harry.

�Finch-Fletchley, Justin!�

�HUFFLEPUFF!�

Harry havde lagt m�rke til, at hatten somme tider r�bte kollegiets navn uden t�ven, og andre gange brugte nogen tid p� at overveje. Finnigan, Seamus � Harrys sidemand i r�kken � m�tte sidde p� skamlen i n�sten et helt minut, f�r hatten lod ham g� til Gryffindor.

�Granger, Hermione!�

Hermione n�rmest l�b op til skamlen og pressede ivrigt hatten ned over hovedet.

�GRYFFINDOR!� r�bte hatten. Ron st�nnede lavm�lt.

En skr�kkelig tanke faldt Harry ind: Hvad nu, hvis han slet ikke fik noget kollegium udpeget? Hvad nu, hvis han bare sad p� skamlen med hatten over hovedet, uden at der skete det mindste, f�r professor McGonagall ville komme og fl� den af ham med beskeden om, at der var sket en fejl, og han m�tte taget toget tilbage igen?

Da Neville Longbottom, drengen, der altid mistede sin tudse, blev kaldt frem, faldt han over sine egne ben p� vej over til skamlen. Hatten brugte en rum tid p� at beslutte sig. Da den endelig annoncerede, �GRYFFINDOR!� l�b Neville �jeblikkelig ned mod bordet og m�tte vende om under h�je latterkaskader for at aflevere hatten til MacDougal, Morag.

Malfoy slentrede koldt og roligt frem, da hans navn blev kaldt. Han fik med det samme sit �nske opfyldt: Hatten havde n�ppe r�rt hans hoved, f�r den skreg �SLYTHERIN!�

Malfoy gik ned for at slutte sig til sine venner Crabbe og Goyle. Han s� meget selvtilfreds ud.

Nu var der ikke mange nye elever tilbage i r�kken.

Moon�� Nott�� Parkinson�� derefter kom et par tvillingepiger, Patil og Patil�� s� kom Perks, Sally-Anne�� og endelig��

�Potter, Harry!�

Idet Harry tr�dte frem, h�rtes der hvisken overalt i salen.

�Blev der virkelig sagt Potter?�

�Er det den Harry Potter?�

Det sidste, Harry s�, f�r hatten r�g ned over �jnene, var, at alle strakte hals og stirrede p� ham. S� sad han og ventede i m�rket under hatten.

�Hmmm,� l�d en lille stemme i hans �re. �Sv�rt at afg�re. Meget sv�rt. Masser af mod, kan jeg se. Heller ikke nogen ringe begavelse. Der er talent, ih du store, masser af det � og endelig har du en betydelig trang til at h�vde dig. Meget interessant kombination. Tja, hvor skal jeg placere dig?�

Harry greb fat i skamlen og t�nkte, �Ikke Slytherin, ikke Slytherin.�

�N�, s� du kan ikke lide Slytherin,� sagde den lille stemme. �Er du helt sikker? Du ville ellers beg� dig ganske glimrende der, at du ved det. Jeg ser det hele i dit hoved, og Slytherin er stedet, der kan hj�lpe dig frem mod storhed og ber�mmelse, ingen tvivl om det � nej? N�, men hvis du er sikker, s� m� jeg hellere sige GRYFFINDOR!�

Harry h�rte, at det sidste ord blev r�bt ud til hele salen. Han tog hatten af og gik p� rystende ben over mod Gryffindor-bordet. Han var um�delig lettet over at v�re sluppet for Slytherin, og han lagde knap nok m�rke til, at han modtog det hidtil st�rste bifald. Percy, vejlederen fra Gryffindor, rejste sig og gav ham et hjerteligt h�ndtryk, mens hans br�dre, Weasley-tvillingerne, hylede. �Vi fik Potter! Vi fik Potter!� Harry satte sig overfor sp�gelset i pr�stekraven, han havde set tidligere. Sp�gelset klappede ham p� armen og gav Harry en ubehagelig fornemmelse af at v�re blevet smidt i et bassin med iskoldt vand.

Hernede fra langbordet kunne han bedre se, hvor l�rerne sad til h�jbords. Hagrid sad for den ene bordende og gav ham et smil, mens han vendte tommelfingeren i vejret. Harry smilede tilbage. Midtbords, p� en stor guldstol, sad Albus Dumbledore. Harry genkendte ham med det samme fra kortet i platuglepakken. Dumbledores s�lvgr� h�r skinnede n�sten lige s� bl�ndende som sp�gelserne. Harry fik ogs� �je p� professor Quirrel, den nerv�se unge mand fra Den Ut�tte Kedel. Han s� meget m�rkelig ud med en stor h�jr�d turban p� hovedet.

Nu manglede der kun tre nye elever. Turpin, Lisa blev sendt til Ravenclaw, og s� var det Rons tur. Han var n�rmest bleggr�n i hovedet. Harry krydsede fingrene for ham under bordet, og et sekund efter r�bte hatten. �GRYFFINDOR!�

Harry klappede ivrigt sammen med resten af bordet, da Ron udmattet faldt sammen i stolen ved siden af.

�Godt klart, Ron, aldeles glimrende,� sagde Percy Weasley med anf�rermine, samtidig med at Zabine, Blaise, blev udvalgt til Slytherin. Professor McGonagall rullede den lange liste sammen og tog fordelingshatten med sig.

Harry kiggede ned p� sin tomme guldtallerken. Han m�rkede nu, hvor sulten han var blevet. Det f�ltes, som om der var g�et evigheder, siden han havde siddet i toget og proppet sig med gr�skart�rte.

Album Dumbledore rejste sig. Han smilede til sine elever, idet han bredte armene ud mod dem alle for at vise, at intet gl�dede ham mere end at se dem forsamlet foran sig.

�Velkommen!� sagde han. �Velkommen til endnu et �r p� Hogwarts! F�r vi begynder vor festmiddag, vil jeg gerne have lov til at sige et par ord � og de lyder s�ledes: Skvat! Splat! Dingenot! Tagfat! Tak, det var alt.�

Han satte sig tilbage p� sin stol, og alle klappede under h�je bifaldsr�b. Harry vidste ikke rigtigt, hvad han skulle mene.

�Er han�� en lille smule sk�r?� spurgte han Percy i et forsigtigt tonefald.

�Sk�r?� sagde Percy henf�rt. �Han er et geni! Den bedste troldmand i verden. Men ja, han er ogs� en smule sk�r. Kartofler, Harry?�

Harry var ved at tabe n�se og mund. Fadene p� bordet foran ham bugnede nu af mad.

Han havde aldrig set s� mange l�kre retter: Roastbeef, stegt kylling, lammekoteletter og skinke, alskens p�lser, bacon og fl�skesteg, kogte kartofler, brasede kartofler, forloren hare, �rter, guler�dder, sovs, ketchup og ikke at forglemme pebermyntepastiller (Harry kunne ikke rigtig se, hvorfor sidstn�vnte var sat p� bordet, men p� den anden side, hvorfor ikke?)��

Man kunne ikke p�st�, at familien Dursley ligefrem havde sultet Harry, men han havde aldrig f�et lov til at proppe sig, som han havde lyst til. Dudley havde desuden snuppet alt det, som Harry bedst kunne lide � selv n�r det bet�d, at han m�tte spise, til han var ved at kaste op. Nu kunne Harry g�re, som det passede ham; han dyngede lidt af hvert over p� sin tallerken, undtagen pebermyntepastillerne. Han spiste af hjertens lyst, og alting smagte pragtfuldt.

�Det ser virkelig godt ud,� sagde sp�gelset i pibekraven, der s�rgmodigt s� til, mens Harry begyndte at sk�re i sin b�f.

�Kan du ikke�?�

�Jeg har ikke spist en bid i n�sten fem hundrede �r,� sagde sp�gelset. �Jeg beh�ver selvf�lgelig heller ikke mad, men jeg savner det nu alligevel. Jeg tror ikke, at jeg har pr�senteret mig. Sir Nicholas de Mimsy-Porpington til tjeneste. Fastboende sp�gelse p� Gryffindor.�

�Jeg ved godt, hvem du er,� br�d Ron ind. �Mine br�dre har fortalt mig om dig � du er N�sten Hovedl�se Nick!�

�Jeg vil foretr�kke, at du kalder mig Sir Nicholas de Mimsy��� sagde sp�gelset forn�rmet, men nu var den lysh�rede Seamus Finnigan blevet interesseret.

�N�sten Hovedl�s? Hvordan kan man v�re n�sten hovedl�s?�

Sir Nicholas s� aldeles fort�rnet ud. Samtalen havde ikke just udviklet sig, som han havde forventet.

�P� den her m�de,� sagde han irriteret, greb fat i sit venstre �re og trak til. Hovedet r�g ned p� skulderen, som om det sad p� h�ngsler. Nogen havde �benbart fors�gt at hugge hovedet af ham, uden at det helt var lykkedes. Tilsyneladende tilfreds med den chokerende reaktion hos de omkringsiddende satte N�sten Hovedl�se Nick sit hoved p� plads, r�mmede sig og sagde, �Alts�, alle I nye Gryffindorbeboere! Jeg h�ber, at I vil bidrage til vores bestr�belser for at vinde kollegieturneringen i �r! Gryffindor-t�rnet har aldrig haft s� lang en periode uden pokalen. Slytherin fik den seks �r i tr�k! Den Blodr�de Baron er ved at blive fuldkommen uudholdelig � han er Slytherins sp�gelse.�

Harry kiggede over mod Slytherinbordet og fik �je p� et frygtindgydende sp�gelse med store, stirrende �jne, et markeret ansigt og s�lvfarvede blodpletter p� gevandterne. Han sad lige ved siden af Malfoy, der, til Harrys �benlyse fryd, ikke lod til at v�re s�rlig begejstret for sin sidemand.

�Hvordan er han blevet s�dan smurt ind i blod?� spurgte Seamus interesseret.

�Det sp�rgsm�l har jeg aldrig belemret ham med,� sagde N�sten Hovedl�se Nick med mine som en verdensmand.

Da alle havde spist sig m�tte, forsvandt maden lige s� stille fra fadene og efterlod dem str�lende rene, som f�r de havde sat sig til bords. Et �jeblik efter kom desserten til syne.

Buddinger, store isanretninger for enhver smag, �blet�rter, chokoladekage, jordb�r, pandekager med sirup��

Mens Harry forsynede sig med pandekager, begyndte talen at falde p� familierne derhjemme.

�Jeg er halvt af hver,� sagde Seamus. �Min far er Muggler, og min mor fortalte ham ikke, at hun var en heks, f�r de var blevet gift. Det var vist lidt af et chok for ham.�

De andre lo.

�Hvad med dig, Neville?� spurgte Ron.

�Jo, alts�, min bedstemor har opdraget mig, og hun er en heks,� fortalte Neville, �men resten af familien troede, at jeg ville forblive en Muggler hele mit liv. Min grandonkel Algie pr�vede altid p� at presse mig til at ud�ve magi � jeg kan huske, at han endda skubbede mig ud fra en havnemole. Jeg var ved at drukne, men der kom ikke noget magi ud af den historie. Der skete faktisk ikke noget, f�r jeg blev otte �r. Onkel Algie kom til te, og bagefter h�ngte han mig ud ad husets �verste vindue med hovedet nedad. Bedst som han holdt mig i anklerne, kom tante Enid og b�d ham en sm�kage; og uden at t�nke over det, slap han mig for at g� l�s p� kagefadet. Jeg faldt selvf�lgelig ned, men slog mig slet ikke � faktisk hoppede jeg som en bold hele vejen videre hen ad gr�spl�nen. De var alle sammen vildt begejstrede, og bedstemor gr�d endda af gl�de. I skulle ogs� have set deres ansigter, da jeg blev optaget her. De troede nemlig ikke, at jeg havde magi nok i mig til at blive elev p� Hogwarts. Onkel Algie var s� stolt, at han k�bte min tudse.�

Ved siden af Harry sad Percy Weasley og Hermione Granger fordybet i en samtale om pensum�� �Jeg h�ber virkelig, at vi tager fat med det samme, for vi har s� meget at l�re. Jeg er is�r interesseret i forvandlinger, forst�r du. At kunne lave tingene om til noget helt andet. Selvf�lgelig er det noget af det vanskelige, men man kan jo starte i det sm� � for eksempel ved at lave t�ndstikker om til n�le og den slags���

Harry begyndte at f�le sig svedig og s�vnig. Han s� op mod h�jbordet igen: Hagrid kiggede dybt i b�geret deroppe, mens professor McGonagall talte med professor Dumbledore. Professor Quirrel sad med sin absurde turban og konverserede en l�rer med fedtet sort pomadeh�r, �rnen�se og ligbleg hud.

Det skete lynhurtigt. L�reren med �rnen�sen sendte et blik fordi Quirrels turban og kiggede Harry direkte i �jnene � og en skarp, r�dgl�dende smerte sk�d frem i arret p� Harrys pande.

�Aaav!� Harry slog h�nden op mod arret.

�Hvad er der i vejen?� spurgte Percy.

�I-ikke noget.�

Smerten forsvandt lige s� hurtigt, som den var kommet. Det faldt Harry langt sv�rere at glemme det blik, l�reren havde sendt ham � det var ikke just venligt.

�Hvem er den l�rer, som taler med professor Quirrel?� spurgte han Percy.

�N�, s� du kender allerede Quirrel, hva�? Ikke underligt, at han ser ekstra nerv�s ud lige nu, for det er nemlig professor Snape, han taler med. Han underviser i Eliksirer, men det er ikke hans favoritfag. Han er ude efter Quirrels job. Han ved temmelig meget om M�rk Magi, g�r den gode Snape.�

Harry betragtede Snape i en rum tid, men l�reren v�rdigede ham ikke flere blikke.

Til sidst, da desserterne var blegnet fra fadene, rejste professor Dumbledore sig igen.

Der blev stille i salen.

�Ja, blot endnu et par ord nu, hvor vi alle har spist og drukket. Jeg har nogle enkelte praktiske oplysninger. F�rste�rseleverne b�r l�gge sig p� sinde, at skovene her i omr�det er lukket land for alle elever. Visse af de �ldste elever b�r ogs� indprente sig dette lidt n�jere.�

Dumbledores str�lende blik hvilede et �jeblik p� Weasley-tvillingerne.

�Hr. Filch, pedellen, har ogs� bedt mig minde om, at der ikke m� ud�ves magi p� gangene i frikvarteret. Der vil blive afholdt Quidditch��velseskampe i semestrets anden uge. De, der �nsker at stille op for deres kollegium, skal kontakte madam Hooch. Endelig vil jeg meddele, at i �r er tredje sals korridor til h�jre lukket for alle, der ikke �nsker at lide en meget smertefuld d�d.�

Harry lo, men opdagede hurtigt, at det var der ikke s� mange andre, der gjorde.

�Han kan da ikke v�re alvorlig,� hviskede han til Percy.

�Det tror jeg, at han er,� svarede Percy og s� med rynkede bryn p� Dumbledore. �Det er s�rt, for han plejer altid at give en grund til afsp�rringen af visse omr�der. Skoven vrimler med farlige dyr, det ved alle. I dette tilf�lde burde han da i det mindste informere os vejledere.�

�Og f�r vi tr�kker os tilbage, synes jeg, at vi skal synge skolesangen!� r�bte Dumbledore. Harry lagde m�rke til, at de andre l�reres smil var blevet noget anstrengte.

Dumbledore lod sin tryllestav sl� et lille sving, og et langt, gyldent b�nd b�lgende frem fra spidsen. B�ndet fl�j op i luften og arrangerede sig i kunstf�rdige sl�jfer, der efterh�nden dannede ord.

�Lad os alle finde kammertonen,� sagde Dumbledore, �s� begynder vi!�

Og alle sang af deres lungers fulde kraft:

Det ville v�re synd at sige, at skolesangen blev sunget i kor. Alle sluttede p� forskellige takter, og Weasley-tvillingerne var langt bagefter de fleste andre, fordi deres rytmesans kun rakte til en meget klodset tr�skodans. Dumbledore dirigerede, som om alt var i sk�nneste orden, og da de var f�rdige, var han den, der klappede h�jest.

��h, musik,� udbr�d han og m�tte t�rre sine �jne. �Det er dog den st�rste magi i verden! Og nu er det sengetid. Af sted med jer!�

Gryffindors nye elever fulgte Percy gennem salens snakkende mylder, ud til den store indgangshal og op ad marmortrappen. Harrys ben f�ltes tunge som bly; han var s� m�t og uendelig tr�t af de mange nye indtryk. Han var endda for s�vnig til at blive s�rlig overrasket over, at portr�tterne p� gangen hviskede og pegede, idet de passerede, eller at Percy flere gange ledte dem gennem skjulte korridorer bag hemmelige paneler i v�ggene.

De steg op ad flere trapper, gabende og med sl�bende f�dder. Harry var begyndt at spekulere over, hvor langt de mon skulle g�, da de endelig standsede brat op.

En masse spadserestokke hang og sv�vede i fri luft foran dem. Da Percy tr�dte frem mod dem, begyndte de at tampe l�s p� ham.

�Det er Peeves,� hviskede Percy til de m�bende nye elever. �Han er en poltergeist.� Han h�vede stemmen og kaldte, �Peeves � tr�d frem, s� vi kan se dig.�

En h�j, uforskammet pruttelyd h�rtes � omtrent som n�r man lukker luften ud af en ballon. S� svarede Peeves: �Skal jeg m�ske g� op til Den Blodige Baron?�

Der l�d et knald, og en lille mand med ondskabsfulde, m�rke �jne og en k�mpestor mund tr�dte frem. Han hang sv�vende i luften i skr�dderstilling og knugede spadserestokken til sig.

�Oooooooh,� sagde han med en ubehagelig fnisen. �Sm�, s�de f�rste�rselever! Hvor morsomt!�

Han str�g lynhurtigt ned mod dem. De dukkede sig alle som en.

�Se s� at skrubbe af, Peeves, eller ogs� kan jeg love dig, at jeg fort�ller Baronen om det her!� r�bte Percy.

Peeves rakte tunge og forsvandt efter at have smidt alle spadserestokkene lige i hovedet p� Neville. De h�rte ham suse bort og sl� h�rdt til alle de gamle rustninger, idet han passerede dem.

�I skal huske at passe p� Peeves,� sagde Percy, da de begyndte at g� igen. �Den Blodr�de Baron er den eneste, som kan styre ham. Han n�gter endda at lytte til os vejledere. N�, s� er vi her.�

For enden af gangen hang et portr�t af en meget fed dame i lyser�d silkekjole.

�Kodeord?� sagde hun.

�Caput Draconis,� sagde Percy, hvorp� hele skilderiet svingede udefter og afsl�rede et stort, rundt hul i v�ggen. De tumlede alle igennem � Neville m�tte have hj�lp til at komme over kanten � og befandt sig s� i Gryffindor-t�rnets opholdsstue, et hyggeligt rum med masser af bl�de l�nestole.

Percy ledte pigerne gennem en d�r til deres sovesale og drengene gennem en anden til deres. Drengenes sovesal befandt sig �verst oppe i t�rnet � de m�tte op ad en stejl vindeltrappe � og de fik endelig fordelt sengene. Det var himmelsenge med tunge, vinr�de forh�ng. Kufferter og bagege var allerede blevet bragt op. Alle var for tr�tte til at snakke; de n�jedes med at tr�kke i pyjamas og smide sig udmattede p� sengene.

�God mad, ikke?� hviskede Ron til Harry gennem forh�nget. �F�j, Scabbers! Han tygger p� mit senget�j.�

Harry skulle lige til at sp�rge Ron, om han fik smagt pandekagerne, men han faldt i s�vn, f�r han n�ede at �bne munden.

M�ske havde Harry spist for meget, for han havde en m�rkelig dr�m. Han havde f�et professor Quirrels turban p�, og turbanen blev ved med at tale til ham. Den sagde, at han m�tte skifte over til Slytherin med det samme, fordi her l� hans fremtid. Harry sagde til turbanen, at han aldeles ikke ville bo p� Slytherin, og turbanen svarede ved at g�re sig tungere og tungere. Han fors�gte at tage den af, men s� viklede den sig bare endnu strammere om hovedet p� ham. Det begyndte at g�re rigtig ondt, og Malfoy kom til syne for at hovere over hans kattepine. S� blev Malfoy til den h�gen�sede l�rer, Snape, hvis latter klingede h�jt og ondskabsfuldt. Der var et gr�nt lysglimt, og Harry v�gnede, sk�lvende og svedende.

Han vendte sig om p� den anden side og sov videre. Da han v�gnede n�ste morgen, kunne han slet ikke huske dr�mmen.

�Der, se.�

�Hvor?�

�Ved siden af den h�je dreng med det r�de h�r.�

�Ham med brillerne?�

�S� du hans ansigt?�

�S� du hans ar?�

Der blev hvisket ivrigt om Harry fra det �jeblik, han forlod sin sovesal n�ste dag. Alle eleverne p� skolens gange stillede sig p� t�er for at f� et glimt af ham. Der var endda nogle, der gjorde sig mange �rinder for at kunne passere ham flere gange og f� kigget rigtig godt p� ham. Harry �nskede, at de snart ville miste interessen, for han ville gerne have fred til at finde sig til rette.

Der var ganske sv�rt at finde rundt p� Hogwarts; der var hundrede og toogfyrre trappegange. Nogle var brede og svungne, andre var smalle og vakkelvorne. Der var nogle, som ledte forskellige steder hen, alt efter ugedagen, og andre med et forsvundet trin, s� man m�tte huske at springe. S� var der d�re, som ikke ville lade sig �bne, medmindre man bad h�fligt om det eller kildede dem p� de rigtige steder. Der var d�re, som ikke var rigtige d�re, men blot solidt murv�rk, der spillede komedie. Det var virkelig en vanskelig sag at huske, hvor alting befandt sig, fordi alting netop syntes at skifte plads hele tiden.

Skikkelserne i portr�tmalerierne gik tit p� bes�g hos hinanden, og Harry var sikker p�, at rustningerne ogs� kunne spadsere omkring, som det passede dem.

Sp�gelserne var ikke til megen hj�lp. Det var altid et frygteligt chok, n�r de pludselig kom sv�vende gennem den d�r, man stod ved og pr�vede at �bne. N�sten Hovedl�se Nick var dog flink til at lede de nye Gryffindor-beboere i den rigtige retning, men poltergeisten Peeves s�rgede altid for, at man skulle forcere mindst to l�ste d�re og tumle omkring p� en snydetrappe, hvis man i forvejen var for sent p� den. Han kunne finde p� at smide affaldsspande i hovedet p� folk, tr�kke t�pper v�k under dem, bombardere dem med kridtstykker eller snige sig ind p� dem, gribe fat i deres n�ser og skrige, �DER FIK JEG DIN TUD!�

Men v�rre end selve Peeves var dog pedellen, Argus Filch. Harry og Rom kom p� kant med ham allerede den f�rste morgen. Filch greb dem i at ville forcere en d�r, som viste sig at lede direkte ud i den forbudte korridor p� tredje sal. Han ville ikke tro p�, at de var faret vild, men h�ldede n�rmere til den overbevisning, at de var et par uvorne elever, der fors�gte at bryde ind med vilje. Han truede med at l�se dem inde i k�lderen, da de til alt held blev reddet af professor Quirrel, som netop passerede.

Filch havde en kat ved navn madam Norris, et magert, st�vgr�t kr� med store, udst�ende �jne ligesom Filch. Hun patruljerede gangene p� egen h�nd. Hvis man br�d en regel, n�r hun s� p�, eller hvis man s� meget som t�nkte p� at g�re noget ulovligt, str�g hun af sted for at hente Filch, der altid var p� pletten f� sekunder senere. Filch kendte alle skolens hemmelige korridorer bedre end nogen anden (undtagen m�ske Weasley-tvillingerne), og han kunne dukke op lige s� pludseligt som noget sp�gelse. Ingen af eleverne kunne fordrage ham, og de fleste dr�mte om at give madam Norris et solidt spark bagi.

Men s� var der undervisningstimerne � n�r det lykkedes at finde klassev�relset � og Harry m�tte sande, at magi var langt mere end blot at svinge med sin tryllestav og sige nogle m�rkelige ord.

De skulle studere nattehimlens gennem deres teleskoper hver onsdag ved midnatstid for at l�re navnene p� de forskellige stjerner og se planeterne bev�ge sig i deres baner. Tre gange om ugen gik de ud til drivhusene bag slottet for at studere botanik sammen med deres l�rer, en tyk lille heks ved navn professor Spire. Hun l�rte dem at pleje og passe de m�rkelige planter og svampe, samt hvilke egenskaber hver enkelt urt besad.

Det allerkedeligste fag var Magiens Historie, og det var ogs� de eneste timer, hvor de blev undervist af et sp�gelse. Professor Binns havde v�ret meget gammel, da han faldt i s�vn ved pejsen i l�rerv�relset. Da han n�ste morgen rejste sig, efterlod han sin krop og klarede sig derefter uden. Binns blev dog ikke morsommere af at v�re et sp�gelse. Han talte op ad stolper og ned ad v�gge, mens eleverne skrev navne og datoer ned og konstant forvekslede Emeric den Onde med Uric den underlige.

Professor Flitwick var professor i Besv�rgelser. Han var en lille, vindt�r troldmand, som blev n�dt til at st� p� en stak b�ger for at kunne se ud over katederet. Da hans f�rste time begyndte, krydsede han de nye elevers navne af p� sin liste. Da han n�ede til Harry, udst�dte han et begejstret hyl og faldt ned bag katederet.

Professor McGonagall var helt anderledes. Harry gjorde ret i at antage, at man ikke skulle komme hende p� tv�rs. Hun var b�de streng og dygtig. Det f�rste, hun gjorde, var at s�tte dem grundigt p� plads: �Forvandling er noget af det vanskeligste og farligste, man kan bruge magi til. Men her p� Hogwarts vil I l�re at omg�s disse kr�fter med agtp�givenhed og fortrolighed,� sagde hun. �Derfor siger jeg p� forh�nd, at hvis nogen begynder at lave numre i mine timer, vil vedkommende blive smidt ud og skal ikke regne med at f� lov til at komme tilbage. Nu er I advaret!�

S� forvandlede hun sit kateder til en gris og tilbage til et bord igen. De var alle dybt imponerede og kunne knap vente med at begynde undervisningen. Det gik dog snart op for dem, at der ville g� en rum tid, f�r de selv kunne lave m�bler om til dyr. Efter at have nedskrevet en masse komplicerede formler fik de en t�ndstik og m�tte pr�ve at forvandle den til en n�l. Ved timens slutning var det kun lykkedes Hermione Granger at �ndre p� sin t�ndstik. Professor McGonagall viste hele klassen t�ndstikken, der var blevet til en str�lende, tynd s�lvkanyle, og sendte Hermione et af sine sj�ldne smil.

Den lektion, alle virkelig havde set frem til, var Forsvar mod M�rkets Kr�fter, men Quirrels time viste sig at blive lidt af en farce. Klassev�relset lugtede st�rkt af hvidl�g. Alle vidste, at det var et afskr�kkelsesmiddel mod vampyren, han havde m�dt i Rum�nien, og som han frygtede ville komme efter ham en sk�nne dag. Han fortalte dem, at en afrikansk prins havde for�ret ham den h�jr�de turban som tak for at have bortmanet en zombie; men de var nu ikke s� sikre p�, at de troede p� den historie. For det f�rste blev Quirrel helt lyser�d i ansigtet og begyndte at snakke om vejret, da Seamus Finnigan spurgte, hvordan han havde skr�mt zombien v�k. For det andet lugtede turbanen ogs� st�rkt af hvidl�g, og Weasley-tvillingerne var helt sikre p�, at den var proppet med hvidl�gsfed. P� den m�de ville Quirrel jo v�re beskyttet, uanset hvor han gik hen.

Harry opdagede til sin lettelse, at han slet ikke var s� langt bagud i forhold til de andre.

Mange elever kom fra Muggler-familier ligesom han selv, og de havde heller aldrig haft den fjerneste ide om, at de var hekse og troldm�nd. Her var s� meget at l�re, at selv ikke Ron med sine mange �ldre br�dre havde noget s�rligt forspring.

Fredag var en vigtig dag for Harry og Ron. Det var endelig lykkedes dem p� egen h�nd at finde vej ned til morgenbordet i Storsalen uden at fare vild en eneste gang.

�Hvilke timer har vi i dag?� spurgte Harry, idet han str�ede sukker over sin havregr�d.

�Ekstra St�rke Eliksirer, sammen med dem fra Slytherin,� svarede Ron. �Snape er jo leder af Slytherin-kollegiet. De siger, at han altid s�rger for at give dem fordele � nu f�r vi se, om det passer.�

�Jeg ville �nske, at McGonagall ogs� gav os nogle fordele frem for alle andre,� sagde Harry. Professor McGonagall var leder af Gryffindor-kollegiet men det forhindrede hende ikke i at give dem en bunke lektier for.

I samme �jeblik ankom posten. Harry havde efterh�nden v�nnet sig til den alternative udbringningsform, men den f�rste morgen havde han f�et lidt af et chok, da hundredvis af ugler pludselig kom flyvende ind i Storsalen, mens de sad ved morgenbordet. De cirklede omkring alle eleverne, indtil de fandt deres ejer og smed brevene i sk�det p� ham eller hende.

Hidtil havde Hedvig ikke haft post med til Harry, men somme tider fl�j hun alligevel ind, nappede ham lidt i �ret og fik en bid br�d, f�r hun atter vendte tilbage for at f� sig en lur sammen med de andre skoleugler i ugleboet. Denne morgen kom hun til en forandring baskende ind og satte sig mellem marmeladekrukken og sukkersk�len, idet hun lod en seddel falde ned p� Harrys tallerken. Harry fl�ede meddelelsen til sig.

stod der med ubehj�lpsom skrift

Harry l�nte Rons fjerpen og skrev nogle hastige ord. Tusind tak for invitationen. Vi ses senere p� bagsiden af sedlen, som han derefter sendte Hedvig af sted med.

Det var heldigt, at Harry havde Hagrids invitation at gl�de sig til, for Snapes eliksir-undervisning blev noget af det v�rste, han nogensinde havde oplevet.

Ved festmiddagen havde Harry f�et det indtryk, at professor Snape ikke br�d sig s�rligt om ham. Da hans f�rste time med professor Snape var til ende, m�tte han erkende, at han havde taget fejl. At Snape ikke br�d sig om ham var en underdrivelse � Snape ligefrem hadede Harry.

Eliksir-undervisningen fandt sted dybt nede i k�lderen. Her var langt koldere end i resten af slottet, og der ville v�re uhyggeligt nok selv uden de mange glas med d�de dyr flydende i pr�serveringsv�ske.

Ligesom Flitwick begyndte Snape med at krydse elevernes navne af p� sin liste. Han dv�lede ved Harrys navn.

��h ja,� sagde han roligt, �Harry Potter. Vores nye ber�mthed.�

Draco Malfoy og hans venner Crabbe og Goyle fnisede bag b�gerne. Snape afsluttede navneopr�bet og s� ud over klassen. Hans �jne var sorte ligesom Hagrids, men der var intet spor af den varme, der udstr�lede fra k�mpens blik. Disse �jne var kolde og tomme.

De mindede Harry om m�rke, bundl�se br�nde.

�I er her for at l�re den fornemme kunst og eksakte videnskab at fremstille eliksirer,� begyndte han. Hans stemme var ikke mere end en lavm�lt hvisken, men de h�rte tydeligt hvert ord. Ligesom professor McGonagall kunne Snappe holde klassen i lydh�r ro uden den mindste anstrengelse.

�Eftersom vi ikke benytter os af fjollede sving med tryllestaven, vil mange m�ske tro, at der ikke er megen magi i dette fag. Jeg forventer ikke, at I skal n� til en fuld forst�else af sk�nheden i de simrende kar med de boblende v�sker, de opstigende dampe, den um�delige kraft, der frig�res, n�r disse eliksirer slippes l�s i den menneskelige organisme, hvor de vil forhekse sindet og narre sanserne�� Jeg kan l�re jer at indfange ber�mmelsen, brygge storhed og endda standse d�den � hvis I alts� er lidt mere v�gne og intelligente end som s�.�

Der var helt stille efter denne lille tale. Harry og Ron udvekslede blikke med h�vede �jenbryn. Hermione Granger sad p� kanten af sin stol og s� ud til at v�re desperat efter at bevise, at hun sandelig var kvikkere end som s�.

�Potter!� sagde Snape pludselig. �Hvad vil jeg f�, hvis jeg blander pulveriseret asfodel-rod i en infusion af malurt?�

Pulveriseret rod af hvad i en infusion af hvad?

Harry kiggede p� Ron, der s� lige s� r�dvild ud som han selv; Hermiones h�nd sk�d lynhurtigt i vejret.

�Det ved jeg ikke, hr. professor,� sagde Harry.

Snapes l�ber krusedes i et h�nligt smil.

�Det m� jeg nok sige. Ber�mmelse er alts� ikke alt.�

Han ignorerede Hermiones flagrende h�nd.

�Lad os fors�ge igen, Potter. Hvor ville du g� hen, hvis jeg bad dig om at finde en bezoar?�

Hermione rakte igen armen s� h�jt op, det kunne lade sig g�re uden at forstr�kke den, men Harry havde ikke den ringeste anelse om, hvad en bezoar kunne v�re. Han pr�vede at ignorere Malfoy, Crabbe og Goyle, der rystede af indest�ngt latter.

�Det ved jeg ikke, hr. professor.�

�Du har �benbart ikke gidet �bne en bog, f�r du kom hertil, hvad, Potter?�

Harry tvang sig selv til at se direkte ind i de iskolde �jne. Han havde l�st i sine b�ger hjemme hos familien Dursley, men Snape kunne vel ikke forlange, at han skulle huske alt fra Tusind magiske urter og svampe?

Snape ignorerede stadig Hermiones fagter.

�Men sig mig st�, Potter, hvad er forskellen mellem stormhat og venusvogn?�

Ved dette sp�rgsm�l kunne Hermione ikke sidde stille l�ngere; hun sprang op og rakte h�nden helt op i k�lderloftet.

�Det ved jeg ikke,� sagde Harry stille. �Men jeg tror, at Hermione ved det. Hvorfor sp�rger du ikke hende?�

Der l�d en smule spredt latter. Harry fangede Seamus� blik, idet han blinkede venskabeligt. Men Snape s� ikke ud til at more sig.

�S�t dig,� snerrede han til Hermione. �Til din information, Potter, kan asfodel og malurt tilsammen blive til en sovemedicin s� st�rk, at den ogs� kaldes Den Levende D�ds Drik. En bezoar er en sten taget fra en geds mave, og den kan redde dig fra de fleste gifte. Hvad stormhat og venusvogn ang�r, er det blot to navne for samme plante, der beskytter mod vampyrangreb; den g�r ogs� under betegnelsen vinter-erantis. N�? Hvorfor noterer I ikke ned, hvad jeg fort�ller jer?�

Alle begyndte at rode efter fjerpenne og pergament. Snape h�vede stemmen en smule, s� han kunne h�res over den pludselige uro: �Og hermed bliver Gryffindor frataget et point for din fr�khed, Potter.�

Tingene udviklede sig ikke bedre for Gryffindor, som timen skred frem. Snape satte dem sammen i par og bad dem blande en simpel mikstur til helbredelse af bylder. Han spankulerede omkring i sin lange sorte kappe og betragtede dem veje t�rrede n�lder og knuse slangehugt�nder, mens han kritiserede hver og en � undtagen Malfoy, som han lod til at have fattet sympati for. Han var netop ved at fort�lle dem alle, at Malfoy havde kogt sine hornsnegle aldeles perfekt, da b�lger af giftig gr�n r�g og lyden af en sydende hvislen fyldte k�lderen. Neville var p� en eller anden m�de kommet til at smelte Seamus� kogekar til en udflydende klat. Deres mikstur sivede ned over stengulvet og br�ndte huller i elevernes sko. I l�bet af f� sekunder var alle sprunget op p� deres taburetter, mens Neville, der var blevet gennembl�dt af v�sken, da kogekarret smeltede, st�nnede af smerte, idet uhyggelige r�de brands�r svulmede op overalt p� hans arme og ben.

�Idiotiske kn�gt!� hv�sede Snape og fjernede den spildte mikstur med et enkelt sving af tryllestaven. �Du tilsatte vel pindsvinepiggene, f�r du fjernede karret fra ilden?�

Neville klynkede, da brandbylderne begyndte at bryde ud p� hans n�se.

�F�lg ham op i hospitalsfl�jen,� snerrede Snape til Seamus. S� vendte han sig hurtigt mod Harry og Ron, der arbejdede ved siden af.

�Du � Potter � hvorfor advarede du ham ikke imod de pindsvinepigge? Du mente nok, at hans bommerter ville s�tte dig selv i et bedre lys, ikke sandt? Det betyder endnu et tabt point for Gryffindor.�

Dette var s� uretf�rdigt, at Harry �bnede munden for at protestere, men Ron sparkede ham over skinnebenet.

�Pas du hellere p�,� hviskede han. �Jeg har h�rt, at Snape kan blive meget ondskabsfuld.�

Da de efter timen endelig kunne stige op fra k�lderen, svirrede tankerne i Harrys hoved. Han var dybt deprimeret, for det var jo hans skyld, at Gryffindor havde mistet to point i semestrets allerf�rste uge. Men hvorfor n�rede Snape dog s�dan et had til ham?

�Op med hum�ret,� sagde Ron. �Snape plejede ogs� altid at tage point fra Fred og George. M� jeg komme med dig, n�r du skal bes�ge Hagrid?�

Fem minutter i tre forlod de slottet og skr�ede tv�rs over skoleomr�det. Hagrid boede i et lille tr�hus ved udkanten af den forbudte skov. Der stod et par galocher og en bue med nogle pile ude foran hovedd�ren.

Da Harry bankede p�, h�rtes en rasende kradsen indefra efterfulgt af en hidsig g�en. S� l�d Hagrids stemme: �Rolig, Trofast � rolig.�

Hagrids store vildmandsfj�s dukkede op i d�rspr�kken, da han �bnede.

��jeblik,� sagde han. �Rolig, Trofast.�

Han lukkede dem ind, mens han k�mpede for at holde fast i halsb�ndet p� en enorm, sort jagthund.

Der var kun et rum i huset. Der hang fasaner og r�gede skinker fra loftet, en kobbelkedel simrede over pejsens ild, og i hj�rnet stod en massiv seng med et patchwork-senget�ppe lagt p�nt over.

�Nu skal I bare lade, som om I var hjemme,� sagde Hagrid og slap sit tag i Trofast, der sprang direkte mod Ron og begyndte at slikke hans �re. Ligesom Hagrid var Trofast �benbart slet ikke s� farlig som han s� ud.

�Det er Ron,� pr�senterede Harry, mens Hagrid h�ldte kogende vand i tekanden og arrangerede sandkage p� et fad.

�Endnu en Weasley, hvis jeg ikke tager meget fejl?� sagde Hagrid og kiggede p� Rons fregnede ansigt. �Jeg har brugt det halve af mit liv p� at jage dine br�dre v�k fra skoven.�

Sandkagen kn�kkede n�sten deres t�nder, men Harry og Ron lod som ingenting, mens de fortalte Hagrid om deres f�rste skoletimer. Trofast l�nede sit hoved mod Hagrids kn� og savlede ud over hans kappe.

Harry og Ron n�d at h�re Hagrid kalde Filch for �det gamle fjols!�

�Og hans kat, madam Norris, gad jeg nok pr�sentere for Trofast en sk�nne dag. Hun f�lger mig overalt, n�r jeg er p� skolen, hva� mener I? Hun er ikke til at slippe af med � og det er Filch, der f�r hende til det.�

Harry fortalte Hagrid om Snapes time. Hagrid var enig med Ron i, at han ikke skulle t�nke for meget over det, og tilf�jede at Snape stort set ikke kunne lide nogen af eleverne.

�Men han lod virkelig til at hade mig.�

�Sludder!� sagde Hagrid. �Hvorfor skulle han dog det?�

Men det forekom Harry, at Hagrids blik flakkede en smule usikkert, da han sagde det.

�Hvordan har din bror, Charlie, det?� spurgte Hagrid Ron. �Ham ku� jeg godt li� � han var virkelig go� ved dyr.�

Harry spekulerede p�, om Hagrid bevidst skiftede emne. Mens Ron fortalte Hagrid alt om Charlies arbejde med drager, tog Harry et avisudklip op, som l� p� bordet under d�kkeservietterne. Det var en artikel fra Profet-tidende:

Harry kunne godt huske, at Ron havde fortalt ham om indbruddet, da de sad i toget, men Ron havde glemt at fort�lle, hvilken dag det skete.

�Hagrid!� udbr�d Harry. �Det indbrud i Gringotts skete p� min f�dselsdag! M�ske fandt det endda sted, mens vi var derinde!�

Nu var der ingen tvivl om, at Hagrids blik flakkede nerv�st. Han gryntede noget uforst�eligt og b�d sine g�ster p� mere sandkage. Harry l�ste artiklen en gang til. De meddeler, at boksen faktisk allerede var blevet t�mt, f�r indbruddet fandt sted. Hagrid havde t�mt boks nummer syv hundrede og tretten, da han fjernede den beskidte lille pakke. Var det mon den, som tyvene havde ledt efter?

Da Harry og Ron gik tilbage mod slottet for at spise aftensmad, var deres lommer proppet med de stenh�rde skiver sandkage, som de havde v�ret for h�flige til at afsl�.

Harry t�nkte i sit stille sind, at dette bes�g hos Hagrid havde givet ham mere at t�nke p� end alle dagens skoletimer tilsammen. Hagrid havde �benbart fjernet pakken i sidste �jeblik. Men hvor var den nu? Og vidste Hagrid mon noget om Snape, som han ikke turde fort�lle Harry?

Harry ville engang have forsvoret, at han nogensinde kunne m�de en dreng, han ville synes mindre om end Dudley, men det var f�r, han l�rte Draco Malfoy at kende. Til alt held skulle f�rste�rseleverne fra Gryffindor kun have Eliksirtimerne sammen med dem fra Slytherin; resten af tiden slap de for Malfoys selskab. Det troede de i hvert fald, indtil de s� en seddel p� Gryffindors opslagstavle. De l�ste den under jammer og st�nnen.

Flyvetimerne skulle begynde om torsdagen � og Gryffindor og Slytherin var blevet sl�et sammen.

�Typisk,� sagde Harry dystert. �Lige hvad jeg manglede. At blive gjort til grin p� et kosteskaft, mens Malfoy er til stede.�

Han havde ellers gl�det sig um�deligt til at l�re alt om flyvning.

�Du ved da ikke p� forh�nd, om du dummer dig,� sagde Ron fornuftigt. �Jeg ved godt, at Malfoy fort�ller alle, hvor god han er til Quidditch, men jeg t�r v�dde p�, at det kun er pral.�

Malfoy snakkede virkelig meget om flyvning. Han beklagede h�jlydt, at f�rste�rseleverne ikke kunne komme p� kollegiernes Quidditch-hold, og fortalte lange, pralende historier om, hvordan han ved mange lejligheder havde v�ret t�t p� at kollidere med en Muggler-helikopeter. Men han var nu ikke den eneste, der snakkede om sin flyve-erfaring. Seamus Finnigan l�d ogs�, som om han havde tilbragt det meste af sin barndom med at suse omkring p� sit kosteskaft. Selv Ron kunne bidrage med historien om dengang, han n�sten havde ramt en sv�veflyver, da han var ude p� Charlies gamle kost. Alle fra de rigtige troldmandsfamilier talte uafbrudt om Quidditch. Ron havde allerede v�ret i sk�nderi med Dean Thomas fra deres sovesal. Det var noget om fodbold; Ron kunne ikke se noget interessant ved et spil, hvor der kun var en enkelt bold, og hvor ingen m�tte flyve.

Harry havde grebet Ron i at pille ved Deans plakat af Liverpool-holdet for at se, om spillerne kunne flytte sig.

Neville havde aldrig i sit liv pr�vet at sidde p� et kosteskaft, fordi hans bedstemor h�rdnakket havde forbudt ham det. Harry mente, at det nok var et ganske fornuftigt forbud, men han sagde ikke noget. Neville var en ulykkesfugl, selv n�r han stod med begge f�dder solidt plantet p� jorden.

Hermione Granger var n�sten lige s� nerv�s for flyvningen, som Neville var. Det var nemlig en disciplin, man ikke kunne l�re udenad fra b�gerne � selvom hun naturligvis havde fors�gt sig ved at l�se alle tilg�ngelige manualer. Ved torsdagens morgenbord kedede hun alle til vanvid ved at udbrede sig om de flyvetips, hun havde opdaget i en biblioteksbog med titlen Quidditch gennem tiderne. Neville var den eneste, der slugte alt, hvad hun sagde, r�t. Han var desperat efter at vide selv det mindste om, hvordan han senere p� dagen skulle klare at sidde fast p� et kosteskaft. Men alle andre �ndede lettet op, da Hermiones forel�sning blev afbrudt af postuglerne.

Harry havde ikke modtaget et eneste brev siden Hagrids invitation. Malfoy havde selvf�lgelig lagt m�rke til det, og han kiggede altid skadefro over p� Harry, n�r hans t�rnugle bragte ham store pakker med l�kkerier hjemmefra.

En hornugle bragte Neville en lille pakke fra hans bedstemor. Han �bnede den sp�ndt og viste sine kammerater en glaskugle p� st�rrelse med et due�g. Det s� ud, som om den var fyldt med hvid r�g.

�Det er en erindringskugle!� forklarede han. �Bedste ved, at jeg er lidt glemsom, og denne kugle fort�ller mig, hvis der er noget, jeg har glemt at g�re. Se, man skal holde den i et fast greb, s�dan, og hvis den bliver r�d � �h��� Hans smil blegnede, fordi erindringskuglen pludselig gl�dede r�dt og sagde, �Du har glemt noget!�

Neville fors�gte at huske, hvad det var, han havde glemt, da Draco Malfoy netop gik forbi Gryffindor-bordet. Han snuppede erindringskuglen ud af Nevilles h�nd.

Harry og Ron sprang op. De h�bede n�rmest, at dette ville v�re en mulighed for at f� lov til at sl�s mod Malfoy, men professor McGonagall fornemmede ballade hurtigere end nogen anden l�rer p� skolen; og hun var omg�ende p� pletten.

�Hvad foreg�r der her?�

�Malfoy har taget min erindringskugle, professor.�

Malfoy lagde skulende erindringskuglen tilbage p� bordet.

�Jeg ville bare kigge,� sagde han og luskede af med Crabbe og Goyle i h�lene.

Malfoy troede ikke sine egne �jne, da han n�ste dag kunne konstatere, at hverken Harry eller Ron var blevet smidt ud fra Hogwarts. De virkede tr�tte, men i glimrende hum�r.

Faktisk syntes de begge � efter at have sovet p� det � at det havde v�ret v�ldig sp�ndende at m�de hunden med de tre hoveder. De ville ikke have det mindste imod at pr�ve, om de kunne f� endnu et glimt af den. Lige nu sad Harry og fortalte Ron alt om den mystiske pakke, der lod til at v�re blevet fjernet fra Gringotts og gemt p� Hogwarts. De brugte derefter lang tid p� at diskutere, hvad det kunne v�re, som kr�vede den slags bevogtning.

�Enten er det noget meget v�rdifuldt eller noget meget farligt,� sagde Ron.

�Eller begge dele,� sagde Harry.

Men det eneste, de vidste med sikkerhed om det ukendte objekt, var, at det m�tte v�re omkring to tommer langt. Det var umuligt at g�tte mere, f�r de havde f�et flere spor at g� efter.

Hverken Neville eller Hermione udviste den mindste nysgerrighed efter at vide, hvad hunden vogtede p�. Neville vidste kun, at han ville g�re sit for at holde sig s� langt v�k fra den som muligt.

Hermione n�gtede at tale til Harry og Ron, men hun opf�rte sig s� kommanderende og bedrevidende, at det ikke kunne misforst�s � hun f�lte sig langt h�jere h�vet over dem end f�r.

Men de manglede endnu at h�vne sig p� Malfoy. De beh�vede heldigvis ikke at vente l�nge p� en god lejlighed; allerede ugen efter ankom muligheden nemlig med posten.

Da uglerne en morgen susede ind i Storsalen, som de plejede, blev alles opm�rksomhed hurtigt tiltrukket af seks store, skrigende ugler, der kom flyvende med en aflang pakke imellem sig. Harry var lige s� nysgerrig som alle andre, og stor var hans forbl�ffelse, da uglerne afleverede pakken til ham og kom til at skubbe hans bacon p� gulvet ved samme lejlighed. Knap var de basket v�k igen, f�r endnu en ugle fl�j hen og smed et brev oven p� pakken.

Harry fl�ede brevet op f�rst, hvilket var et held, for der stod:

Harry kunne n�sten ikke skjule sin fryd, da han rakte brevet til Ron, s� han ogs� kunne l�se det.

�En Nimbus 2000,� st�nnede Ron misundeligt. �Jeg har ikke engang f�et lov til at r�re s�dan en.�

De forlod hurtigt salen for at pakke kosten ud f�r f�rste time, men halvvejs oppe ad trappen blev de standset af Crabbe og Goyle, der stod og sp�rrede vejen. Malfoy fl�ede pakken fra Harry og f�lte p� den.

�Det er en kost,� sagde han og kastede den tilbage til Harry med en blanding af misundelse og fortrydelse i sit ansigtsudtryk. �Denne gang bliver du snuppet, Potter. Det er forbudt for f�rste�rselever at have dem p� skolen.�

Ron kunne ikke holde sin mund l�ngere.

�Det er ikke bare en almindelig kost,� sagde han, �det er en Nimbus 2000. Hvad var det, du sagde, at du havde derhjemme, Malfoy? Var det en komet 2-60?� Ron grinede til Harry.

�En komet 2-60 ser ud af en hel masse, men n�r overhovedet ikke op i n�rheden af Nimbus-klassen.�

�Hvad ved du om det, Weasley. Du f�r jo aldrig r�d til s� meget som et h�ndtag,� gav Malfoy igen. �Jeg g�r ud fra, at du og dine br�dre skal spare sammen til hver eneste kvist.�

F�r Run kunne n� at svare, kom professor Flitwick til syne bag Malfoy.

�I sk�ndes vel ikke, drenge?� kv�kkede han.

�Potter har f�et en kost tilsendt, professor,� sagde Malfoy hurtigt.

��h, ja, det er ogs� rigtigt,� sagde professor Flitwick og str�lede som en sol mod Harry.

�Professor McGonagall har fortalt mig om de s�rlige omst�ndigheder, Potter. Hvilken model?�

�En Nimbus 2000, hr. professor,� svarede Harry og m�tte anstrenge sig for ikke at komme til at grine ved synet af Malfoys forargede ansigt. �Og jeg kan faktisk takke Malfoy for, at jeg fik den,� tilf�jede han.

Harry og Ron fortsatte op ad trappen under halvkvalt latter, idet de efterlod Malfoy fuldkommen forvirret og sprutrasende.

�Det er jo ogs� rigtigt,� fnisede Harry, da de n�ede toppen af marmortrappen. �Hvis han ikke havde stj�let Nevilles erindringskugle, var jeg aldrig kommet p� holdet���

�S� du mener alts�, at det er en bel�nning for at overtr�de reglerne?� l�d en vred stemme bag dem. Hermione kom trampende op ad trappen efter dem og kastede et misbilligende blik p� Harrys pakke.

�Jeg troede ikke, du gad tale til os,� sagde Harry.

�Ja, du m� da ikke begynde p� det nu, for vi har rigtig godt af det,� sagde Ron.

Hermione marcherede forn�rmet bort med n�sen i sky.

Harry havde meget sv�rt ved at koncentrere sig i timerne den dag. Han blev ved med at t�nke p� kosten, der l� oppe p� sovesalen under hans seng. Hans tanker kredsede ogs� om Quidditch-banen, hvor han skulle have sin f�rste tr�ningstime samme aften. Han slugte maden, da de spiste til aften, og lagde knap m�rke til, hvad der blev serveret. S� styrtede han ovenp� med Ron i h�lene for langt om l�nge at pakke sin Nimbus 2000 ud.

�Wauw,� sukkede Ron, da kosten l� p� Harrys senget�ppe.

Selv Harry, der ikke havde det mindste kendskab til koste, m�tte indr�mme, at den s� helt fantastisk ud. Str�mlinet og blank med mahogniskaft. Dens b�rster var lange og lige, og der var skrevet Nimbus 2000 med svungne guldbogstaver langs skaftet.

Da klokken var n�sten syv, forlod Harry slottet og begav sig i retning af Quidditch-banen. Det var tusm�rke, og han havde aldrig v�ret ude p� skolens stadion f�r.

Hundredvis af s�der var klappet op p� tribunen, som var h�vet pr�cis s� h�jt, at tilskuerne kunne f�lge bedst muligt med i spillet. I hver ende af banen var der placeret tre gyldne p�le med runde ringe i toppen. De mindede Harry om de sm� plasticdimser, Mugglerb�rn bruger til at bl�se s�bebobler igennem � bortset fra, at disse p�le var sytten meter h�jre.

Harry var for ivrig efter at pr�ve sin kost, til at han kunne vente p� Wood. Han steg p� kosten og satte af fra jorden. Hvilken f�lelse � han susede ind mellem m�lp�lene og str�g frem og tilbage over banen. Hans Nimbus 2000 drejede let og elegant ved hans mindste ber�ring.

�Hej, Potter, kom ned!�

Oliver Wood var ankommet. Han havde en stor tr�kasse under armen. Harry landede ved siden af ham.

�Ganske flot opvisning,� sagde Wood med et glimt i �jet. �Jeg kan se, hvad McGonagall mente�� du er virkelig et naturtalent. Jeg vil l�re dig reglerne i aften, og derefter kan du tr�ne med resten af holdet tre gange om ugen.

Han �bnede kassen. Den indeholdt fire bolde i forskellig st�rrelse.

�Okay,� begyndte Wood. �Quidditch er ikke noget kompliceret spil, selvom det i praksis er ganske sv�rt. Der er syv spillere p� hvert hold. Tre af dem hedder angribere.�

�Tre angribere,� gentog Harry, idet Wood tog fat i en h�jr�d bold p� st�rrelse med en fodbold.

�Denne bold kaldes tromleren,� forklarede Wood. �Angriberne kaster tromleren frem og tilbage til hinanden, mens de fors�ger at f� den gennem en af ringene for at score. Det giver ti point, hver gang tromleren ryger gennem en ring. Er du med?�

�Angriberne kaster rundt med tromleren og pr�ver at f� den gennem ringene for at score,� gentog Harry. �Det er alts� noget i retning af Basketball � bare med den forskel, at man flyver p� koste, og at der er seks m�lringe i alt, ikke?�

�Hvad er basketball?� spurgte Wood forundret.

�Det kan v�re lige meget,� sagde Harry hurtigt.

�S� er der en spiller p� hvert hold, som vi kalder m�lmand � Jeg er Gryffindors m�lmand. Jeg flyver frem og tilbage mellem ringene og pr�ver at forhindre modstanderne i at score.�

�Tre angribere, en m�lmand,� gentog Harry, som var fast besluttet p� ikke at glemme et ord af, hvad Wood forklarede. �Og de spiller med en tromler. Okay, s� meget fatter jeg. Men hvad skal de andre bolde s� bruges til?� spurgte han og pegede p� de resterende tre bolde i kassen.

�Det kommer jeg til nu,� sagde Wood. �Hold det her.�

Han rakte en lille k�lle til Harry, omtrent som et boldtr� til rundbold. Et bat.

�Jeg viser dig nu, hvad en smasher g�r,� sagde Wood. �De to bolde her kaldes smashere.�

Han viste Harry to identiske bolde, kulsorte og lidt mindre end den r�de tromler. Harry lagde m�rke til, at boldene n�rmest hoppede og vred sig for at slippe l�s af de stropper, der fastholder dem i kassen.

�Pas hellere lidt p�,� advarede Wood. Han b�jede sig ned og frigjorde en af smasherne.

I samme �jeblik, han havde sluppet den, h�vede smasheren sig h�jt op i luften og susede derefter direkte ned mod Harrys ansigt. Han svang sit bat for at forhindre, at smasheren br�kkede n�sen p� ham. Han ramte den lille sorte bold og sendte den af sted i en zigzagbane gennem luften. Den susede omkring deres hoveder og tog retning mod Wood, der n�ede at gribe den, f�r han kom til skade. S� fik han mast den ned mod jorden og passede godt p�, at den ikke slap fra ham igen.

�Nu har du selv set den i funktion,� sagde han gispende, mens han k�mpede en brav kamp for at presse smasheren tilbage i kassen og fastg�re den sikkert og solidt.

�Smasherne suser omkring og pr�ver at sl� spillerne af deres koste. Det er derfor, man bliver n�dt til at have to baskere p� hvert hold � Weasley-tvillingerne er vores � det er deres opgave at beskytte holdet fra smasherne og fors�gte at sende dem videre mod det andet hold. Har du fat i reglerne indtil nu?�

�Tre angribere skal fors�ge at score med tromleren. M�lmanden vogter m�lringene. Baskerne beskytter holdet mod smasherne og fors�ger at sende dem videre i hovedet p� modstanderne,� rablede Harry af sig i en fart.

�Udm�rket!� sagde Wood.

��h, har smasherne hidtil dr�bt nogen spillere?� spurgte Harry og h�bede, at det l�d henkastet.

�Aldrig her p� Hogwarts. Vi har haft et par br�kkede k�ber, men intet v�rre end det. N�, vi m� videre. Den sidste spiller, jeg ikke har n�vnt, er s�geren. Det er dig. Du skal slet ikke bekymre dig om hverken tromleren eller smasherne���

�Medmindre de smadrer skallen p� mig.�

�Bare rolig, Weasley-br�drene skal nok holde dem i skak. Vent, til du ser dem spille. De er selv ligesom et par levende smashere.�

Wood rakte ned i kassen og tog den fjerde og sidste bold op. Sammenlignet med tromleren og smasherne var den lillebitte�� omtrent p� st�rrelse med en valn�d. Den var str�lende gylden og havde sm�, blafrende s�lvvinger.

�Denne her,� sagde Wood, �er det gyldne lyn. Det er den vigtigste af alle boldene. Den er meget sv�r at fange, fordi den er s� hurtig og sv�r at se. Det er s�gerens opgave at f� fat i den. Du bliver n�dt til at flyve ind og ud mellem angriberne og baskerne � husk at passe p� tromlerboldene � og du skal v�re koncentreret og lynhurtig for at redde lynet, inden det andet hold tager den. Den s�ger, som fanger lynet, skaffer sit hold et hundrede og halvtreds ekstra point, hvilket n�sten altid betyder, at holdet vinder. Derfor er s�geren ogs� konstant udsat for grove tacklinger. En Quidditch-kamp slutter f�rst, n�r det gyldne lyn er fanget, og spillet kan derfor tr�kke ud i det uendelige � jeg tror, at rekorden er tre m�neder, og da m�tte vi hele tiden s�rge for udskiftning, s� spillerne kunne f� deres s�vn. Ja, det var s� reglerne � nogen sp�rgsm�l?�

Harry rystede p� hovedet. Han forstod udm�rket sin opgave som s�ger. Problemet var bare at f� det til at lykkes.

�Vi udskyder tr�ningen med det gyldne lyn lidt endnu,� sagde Wood og lagde forsigtigt den lille bold tilbage i kassen. �Det er for m�rkt, og vi skulle n�dig miste den. Lad os i stedet �ve os med disse her.�

Han havde nogle almindelige golfbolde i sin lomme, og et par minutter senere lettede han og Harry p� kostene. Wood kastede golfboldene, s� h�rdt han kunne i alle retninger.

Harry susede omkring og greb dem. Til Woods store fryd tabte han ikke en eneste. Efter en halv times tid var det helt m�rkt, og de m�tte standse.

�Quidditch-pokalen vil komme til at b�re vores navn i �r,� udbr�d Wood lykkelig, da de gik tilbage til slottet. �Det skulle ikke undre mig, hvis du bliver endnu bedre end Charlie Weasley; han kunne ellers let have spillet p� landsholdet, hvis ikke han havde valgt at jage drager.�

Det var blevet november, og vejret begyndte at blive meget koldt. Bjergene omkring skolen antog en isgr� kul�r, og s�en lignede afk�let st�l. Hvis morgen var omr�det omkring slottet d�kket af rimfrost. Fra de �verste vinduer kunne man se Hagrid trampe omkring i sin lange f�reskindspels, sine luffer og enorme b�verskindsst�vler i f�rd med at opvarme og klarg�re kostede ude p� Quidditch-banen.

Quidditch-s�sonen var begyndt. Den f�lgende l�rdag skulle Harry spille sin f�rste kamp efter at have tr�net i ugevis: Gryffindor mod Slytherin. Hvis Gryffindor vandt, ville de rykke op som nummer to i kollegieturneringen.

N�sten ingen havde set Harry i aktion p� tr�ningsbanen. Wood havde �nsket at holde det som en hemmelighed � Harry, det hemmelige v�ben! Men nyheden om, at han var kommet p� holdet som s�ger, var for l�ngst sluppet ud. Harry vidste ikke rigtigt, hvad der var v�rst; at de andre forsikrede ham om, at han ville v�re en stor succes, eller n�r de sagde, at de nok skulle l�be rundt under ham med en faldmadras.

Det var hans held at have Hermione som ven. Han anede ikke, hvordan han ville v�re kommet igennem den seneste tid, hvis ikke hun var tr�dt til og have tilbudt at lave st�rsteparten af hans lektier. Quidditch-tr�ningen lagde i h�j grad beslag p� den tid, han ellers skulle have brugt p� fordybelse i de �vrige studier. Hermione havde endda l�nt ham bogen Quidditch gennem tiderne, som viste sig at v�re sp�ndende l�sning.

Harry l�ste f.eks. at der findes syv hundrede m�der at spille ureglementeret i Quidditch, og hver eneste overtr�delse havde fundet sted i kampen om verdensmesterskabet i 1473; han l�ste, at s�gerne var de mindste og hurtigste spillere p� banen, og at de mest alvorlige uheld som regel involverede dem; og han l�ste, at selvom der kun sj�ldent skete d�dsfald i Quidditch, var der ikke ualmindeligt, at dommerne pludselig forsvandt fra jordens overflade og dukkede op i Sahara-�rkenen flere m�neder senere.

Hermione havde til geng�ld l�rt at tage tingene lidt mere afslappet; hun var ikke l�ngere s� bange for at bryde skolereglementet, siden Harry og Ron havde reddet hende fra bjergtrolden. De kunne meget bedre lide hende nu. Dagen f�r Harrys f�rste Quidditch-kamp stod de alle tre ude i den iskolde slotsg�rd. Det var frikvarter, og Hermione havde fremtryllet en klar, bl� flamme, som de bar omkring i et marmeladeglas. De stod med ryggen mod den og varmede sig, da Snape krydsede g�rden. Harry lagde med det samme m�rke til, at han haltede. Ron, Harry og Hermione rykkede t�ttere sammen for at skjule ilden fra professorens skarpe blik, for de var ganske sikre p�, at det var ulovligt at fremmane ild p� skolens omr�de. Uheldigvis kunne de ikke fjerne den d�rlige samvittighed, der stod aftegnet i deres ansigter, og Snape m�rkede �jeblikkelig, at de havde noget for. Han humpede over til dem. Han havde ikke set ilden; men det forhindrede ham ikke i at sk�lde dem ud i al almindelighed.

�Hvad er det, du har der, Potter?�

Det var bogen Quidditch gennem tiderne. Harry viste ham den.

�Bibliotekets b�ger m� ikke tages med udenfor,� sagde Snape. �Giv mig den. Det tr�kker fem point fra Gryffindor.�

�Han opfandt den regel,� mumlede Harry vredt, da Snape humpede v�k. �Gad vide, hvad der galt med hans ben?�

�Aner det ikke, men jeg h�ber, at det g�r ondt,� sagde Ron bittert.

Det var snart jul. En morgen midt i december var Hogwarts d�kket af flere fod sne. S�en var frosset til is, og Weasley-tvillingerne blev straffet for at have forhekset adskillige snebolde, der fulgte Quirrel, hvor han end gik, og konstant klaskede mod hans turban. De f� ugler, der klarede at k�mpe sig vej over den stormfyldte himmel for at udbringe post, m�tte p� rekreation hos Hagrid, f�r de kunne vende tilbage til deres afsendere.

Alle gl�dede sig til ferien. Gryffindors opholdsstue og Storsalen var lune og hyggelige steder at v�re med de knitrende flammer i pejsene, mens gange og korridorer var isnende kolde at bev�ge sig rundt i. En uoph�rlig bl�st fik vinduerne til at klapre i de fleste klassev�relser, men v�rst var det at opholde sig i krypterne, hvor professor Snape underviste. Her var s� koldt og klamt, at man kunne se sin egen �nde; og alle eleverne holdt sig s� t�t sammen som overhovedet muligt, n�r de skulle opvarme deres sm� pr�vekar.

�Jeg har virkelig ondt af dem, som skal blive p� Hogwarts i julen, fordi de ikke har noget hjem at vende tilbage til,� sagde Draco Malfoy i en eliksirtime.

Han kiggede sigende over p� Harry, mens han talte. Crabbe og Goyle fnisede. Harry, som var i f�rd med at afveje en portion pulveriserede rokke-pigge, ignorerede dem. Malfoy var blevet langt mere ubehagelig at v�re i n�rheden af siden Quidditch-kampen. Han var s� bitter over, at Slytherin havde tabt, at han fors�gte at g�re Harry til grin ved at sige, at en bredmundet tr�fr� ville erstatte Gryffindors s�ger til den n�ste kamp. Men s� havde han opdaget, at ingen fandt det morsomt, fordi alle var dybt imponerede over, at det var lykkedes Harry at holde sig fast p� sin spj�ttende og springende kost. Det havde gjort Malfoy endnu mere jaloux og eddersp�ndt rasende, og derfor tyede han nu til en lettere form for chikane; han mindede konstant Harry om, at han ingen familie havde.

Det var sandt nok, at Harry ikke skulle holde juleferie p� Ligusterv�nget. Professor McGonagall havde ugen i forvejen udarbejdet en liste over elever, som skulle blive p� skolen i juleferien. Harry stod �verst p� den. Han havde nu ikke videre ondt af sig selv; dette ville sandsynligvis blive hans bedste jul nogensinde. Ron og hans br�dre skulle ogs� blive, fordi hr. og fru Weasley tog til Rum�nien for at bes�ge Charlie.

Da eliksirtimen var slut, og de var p� vej op fra k�lderen, st�dte de ind i en k�mpem�ssigt grantr�, der helt blokerede den smalle gang. Et par k�mpestore f�dder kunne ses under de nederste grene, og en h�jlydt pusten fortalte dem, at Hagrid befandt sig bag det.

�Hej, Hagrid, har du brug for hj�lp?� spurgte Ron og stak sit hoved ind mellem grenene.

�Nej, det g�r lige, ellers tak, Ron.�

�Gider I lige flytte jer?� l�d Malfoys overlegne dr�ven nu bag dem. �Pr�ver du p� at tjene lidt ekstra lommepenge, Weasley? Eller du h�ber m�ske p� selv at blive n�gleb�rer, n�r du er f�rdig med skolen � jeg g�r ud fra, at Hagrids hytte m� ligne et helt palads sammenlignet med, hvad din familie er vant til.�

Ron kastede sig over Malfoy i samme �jeblik, som Snape kom til syne p� trappen.

�WEASLEY!�

Ron slap taget i Malfoys kappe.

�Han blev provokeret, professor Snape,� sagde Hagrid og stak sit sk�ggede ansigt frem mellem grantr�ernes grene. �Malfoy forn�rmede hans familie.�

�Uanset �rsagen var det et brud p� Hogwarts reglement, Hagrid,� sagde Snape glat.

�Fem point fratr�kkes Gryffindor, og du skal v�re lykkelig for, at det ikke bliver til mere, Weasley. Kom s� af sted med jer, alle sammen.�

Malfoy, Crabbe og Goyle skubbede sig brutalt forbi tr�et og s�rgede for at kn�kke s� mange grene som muligt. N�lene dryssede ned p� gulvet, og man kunne se skadefryden i deres ansigter.

�Jeg skal nok f� ham,� snerrede Ron t�ndersk�rende mod Malfoy, �en sk�nne dag skal det nok lykkedes mig���

�Jeg hader dem begge,� sagde Harry, �b�de Malfoy og Snape.�

�S�, s�, op med hum�ret,� l�d det fra Hagrid. �Nu ska� I bare h�re. Jeg har et forslag: Hvorfor kommer I ikke med mig over i Storsalen og ser, hvor fint der er blevet pyntet op?�

De fulgte alle tre med Hagrid og grantr�et over til Storsalen, hvor professor McGonagall og professor Flitwick havde travlt med de sidste juledekorationer.

��h, endelig er Hagrid her med det sidste tr� � stil det bare ovre i hj�rnet, s� er du s�d.�

Salen s� pragtfuld ud. Der hang guirlander af mistelten og kristtorn p� v�ggene, og der var ikke mindre end tolv juletr�er placeret rundtomkring p� gulvet � nogle med glitrende iskrystaller, andre med hundredvis af levende lys.

�Hvor l�nge er der, til jeres ferie begynder?� spurgte Hagrid.

�Vi har kun en skoledag tilbage,� sagde Hermione. �Det minder mig om noget � Harry, Ron, vi har en halv time inden frokost. Vi m� hellere se at komme over i biblioteket.�

��h ja, det er ogs� rigtigt,� sagde Ron og sled blikket v�k fra professor Flitwick, hvis tryllestav sendte gyldne bobler af sted mod det sidste juletr�s grene.

�Biblioteket?� udbr�d Hagrid og fulgte dem hen til d�ren. �S�dan lige f�r juleferien? I er virkelig blevet nogle flittige elever, m� jeg si�e.�

�Ja, men det er nu ikke for at lave lektier,� sagde Harry frimodigt. �Lige siden du n�vnte Nicolas Flamel, har vi pr�vet at finde ud af, hvem han egentlig er.�

�Hvad har I?� Hagrid s� helt forskr�kket ud. �H�r nu her � jeg har jo sagt, at I ska� passe jer selv. I beh�ver slet ikke at bekymre jer om, hvad den hund bevogter.�

�Vi vil jo ogs� bare finde ud af, hvem Nicolas Flamel er,� sagde Hermione uskyldigt.

�Men hvis du fort�ller os det frivilligt, beh�ver vi ikke koncentrere os mere om den sag,� tilf�jede Harry h�befuldt. �Vi har allerede gennemg�et mindst hundrede b�ger, og vi kan ikke finde noget om ham nogen steder � giv os bare en ledetr�d � jeg er sikker p�, at jeg er st�dt p� hans navn i en eller anden forbindelse.�

�Min mund er lukket��� sagde Hagrid bestemt.

�S� m� vi jo bare finde ud af det p� egen h�nd,� sagde Ron, hvorefter de forlod en misforn�jet Hagrid og hastede mod biblioteket.

De havde virkelig ogs� anstrengt sig for at finde Flamels navn siden den dag, hvor Hagrid kom til at tale over sig. Det var det eneste spor, de havde at g� efter i forbindelse med Snapes tyverifors�g. Problemet var bare, at de hverken vidste, hvor de skulle begynde eller hvor de skulle ende. De anede jo intet om, hvorvidt denne Nicolas Flamel havde gjort sig fortjent til at blive n�vnt i en bog. Han stod ikke opf�rt i Det tyvende �rhundredes store troldm�nd eller i Vor tids fremtr�dende magikere. Ej heller var han at finde i Magiske nyskabelser i moderne tid og Studier i nyeres tids troldmandsskab. Selve bibliotekets st�rrelse gjorde det selvf�lgelig heller ikke lettere for dem at lede; der var b�ger i titusindvis, tusindvis af hyldemeter, hundredvis af smalle reolgange.

Hermione havde lavet en liste over emner og titler, hun systematisk havde t�nkt sig at unders�ge, mens Ron l�b op og ned mellem reolr�kkerne, idet han trak tilf�ldige b�ger ud, bladrede dem igennem og satte dem p� plads igen. Harry gik over til den s�rlige sektion af biblioteket, hvor man skulle have en skriftlig tilladelse til at fjerne b�ger. Han havde p� fornemmelsen, at Flamels navn nok kunne findes her. Desv�rre havde han ingen seddel fra en l�rer, som gav ham lov til at lede her, og han vidste, at han heller ikke kunne g�re sig noget h�b om at f� den. Her stod nemlig v�rkerne om den st�rkeste, sorte magi, som ingen l�rer nogen sinde ville undervise Hogwarts� elever i. Disse b�ger blev kun l�st af de �ldste elever, som studerede Forsvar mod M�rkets Kr�fter.

�Hvad leder du efter, kn�gt?�

�Ingenting,� skyndte Harry sig at sige.

Madam Pince, bibliotekaren, pegede mod ham med sin fjerkost.

�S� m� du hellere se at komme v�k fra denne afdeling. S�, af sted med dig!�

Harry gik sin vej, men �nskede, at han havde v�ret kvik nok til at finde p� en god undskyldning for at bev�ge sig rundt mellem de forbudte reoler. Han, Ron og Hermione var allerede blevet enige om ikke at r�df�re sig med madam Pince. De var dog sikre p�, at hun kunne fort�lle dem noget om Flamel, men de turde ikke risikere, at Snape h�rte om deres foresp�rgsel.

Harry gik ud p� gangen og gav sig til at vente p� de andre. M�ske havde de fundet ud af noget, selvom det ikke var s�rlig sandsynligt. De havde ledt i hele fjorten dage i de f� perioder, hvor der ikke var undervisning p� skemaet; der havde simpelthen ikke v�ret tid nok til at g�re en ordentlig indsats. I virkeligheden havde de brug for at kunne gennemg� biblioteket i ro og mag uden at have madam Pince h�ngende over sig.

Fem minutter senere sluttede Ron og Hermione sig til ham. De rystede tavse og nedsl�ende p� hovederne. Der var ikke andet at g�re end at g� til frokost.

�I bliver ved med at lede, mens jeg er hjemme p� ferie, g�r I ikke?� sagde Hermione.

�Og send mig en ugle, hvis I opdager noget.�

�Og du kan pr�ve at sp�rge dine for�ldre, om de kender noget til Flamel,� sagde Ron.

�Der sker vel ikke noget ved at sp�rge dem.�

�Slet ikke. De er begge tandl�ger,� sagde Hermione.

Dumbledore havde overbevist Harry om, at det ville v�re dumt at lede efter Dr�mmespejlet nu, hvor det var blevet flyttet; og resten af juleferien l� hans usynlighedskappe p�nt foldet sammen p� bunden af hans kuffert. Harry �nskede, at han havde lettere ved at glemme, hvad han havde set i spejlet, men det gik ikke. Han begyndte at f� mareridt. Om og om igen dr�mte han om sine for�ldres forsvinden i et bl�ndende gr�nt lys, mens den h�je, ondskabsfulde latter fyldte hans �rer.

�Kan du ikke se, at Dumbledore havde ret; det spejl kunne have drevet dig til vanvid,� sagde Ron, da Harry fortalte ham om disse uhyggelige dr�mme.

Hermione vendte tilbage, dagen f�r det nye semester begyndte. Hun s� lidt anderledes p� tingene. Hun vekslede mellem r�dsel over, at Harry havde v�ret p� nattevandring tre n�tter i tr�k (�Hvad var der sket, hvis Filch havde fanget dig?�) og skuffelse over, at han ikke havde brugt mere tid p� at finde ud af, hvem Nicolas Flamel var.

De havde n�sten opgivet h�bet om nogensinde at finde navnet i bibliotekets b�ger, selvom Harry stadig var sikker p�, at han havde l�st om det et eller andet sted. Men da semesteret f�rst var startet, begyndte de forfra med at pl�je b�gerne igennem hvert frikvarter. Harry havde nu mindre tid end de to andre, fordi Quidditch-tr�ningen ogs� var kommet i fuld gang.

Wood tr�nede holdet h�rdere end nogensinde f�r. Selv ikke den endel�se regn, som havde afl�st snevejret, kunne k�le hans iver. Weasley-br�drene mente, at Wood var blevet helt fanatisk, men Harry var p� sin anf�rers side. Hvis de vandt n�ste kamp mod Hufflepuff, ville de overtage Slytherins pokal for f�rste gang i syv �r. Desuden opdagede Harry, at han kunne sove uden at f� mareridt, n�r han var udmattet efter tr�ningen.

P� en s�rlig v�d og mudret tr�ningsdag kom Wood til at overbringe sit hold nogle d�rlige nyheder. Han var blevet rasende p� Weasley-tvillingerne, der blev ved med at dykke ned efter hinanden og lade, som om de var ved at falde af kosten.

�Hold s� op med det pjat!� r�bte han. �Det er pr�cis den slags, der kan �del�gge det hele for holdet! Snape skal v�re dommer til n�ste kamp, og I kan v�re sikre p�, at han udelukkende leder efter en undskyldning for at tage point fra Gryffindor!�

George Weasley faldt virkelig af kosten, da han h�rte det.

�Skal Snape virkelig v�re dommer?� spruttede han, da han igen stak hovedet op af mudderet. �Siden hvorn�r er han blevet Quidditch-dommer? Der er jo ingen chancer for, at han vil v�re retf�rdig, n�r han ser, at vi er ved at vinde over Slytherin.�

Resten af holdet landede ved siden af George. Alle var rystede og forargede.

�Det er alts� ikke min ide,� sagde Wood. �Og vi kan ikke g�re andet end at spille fuldst�ndig regelret, s� Snape ikke f�r en undskyldning for at sl� ned p� os.�

Det kunne v�re meget godt, t�nkte Harry, men han havde nu en ganske anden grund til at �nske Snape langt v�k, n�r han skulle spille Quidditch�

Da holdet blev h�ngende p� banen for at tale sammen efter kampen, skyndte Harry sig direkte tilbage til Gryffindors opholdsstue, hvor han fandt Ron og Hermione midt i et spil skak. Det var det eneste spil, Hermione ofte tabte, hvilket Ron og Harry mente var meget sundt for hende.

�Lad v�re med at sige noget til mig lige nu,� sagde Ron, da Harry satte sig ned ved siden af ham, �jeg er n�dt til at koncentrere��� Han fik �je p� Harrys ansigtsudtryk. �Hvad er der i vejen med dig? Du ser forf�rdelig ud.�

Ganske lavm�lt, s� ingen andre kunne h�re ham, fortalte Harry de to andre om Snapes pludselige oph�jelse til Quidditch-dommer.

�Du skal ikke spille i den kamp,� sagde Hermione med det samme.

�Sig, at du er blevet syg,� foreslog Ron.

�Eller lad, som om du har br�kket benet,� fortsatte Hermione.

�Ja, du skal bare s�rge for at br�kke det,� bifaldt Ron.

�Det g�r ikke,� sagde Harry. �Vi har ikke nogen s�ger i reserve. Hvis jeg ikke spiller, m� Gryffindor aflyse.�

I det �jeblik kom Neville brasende ind i opholdsstuen. Hvordan det var lykkedes ham at komme igennem hullet bag portr�ttet var en g�de, for hans ben var l�st sammen i det, de andre genkendte som Benl�s-forbandelsen. Han m�tte have hoppet som en kanin hele vejen op til Gryffindor-t�rnet.

Alle i stuen begyndte at grine, undtagen Hermione, der straks sprang op og udf�rte modbesv�rgelsen. Neville var fri og sparkede ud med benene.

�Hvad skete der?� spurgte Hermione, idet hun ledte ham over til bordet, hvor Harry og Ron sad.

�Malfoy,� sagde Neville rystet. �Jeg m�dte ham uden for biblioteket. Han sagde, at han netop ledte efter nogen at �ve sig p�.�

�Find professor McGonagall!� sagde Hermione. �Du m� anmelde ham.�

Neville rystede p� hovedet.

�Jeg vil ikke have mere ballade,� mumlede han.

�Du bliver n�dt til at svare igen, Neville!� sagde Ron. �Malfoy er s� vant til at tr�de p� andre, men det giver dig ingen grund til at l�gge dig ned og g�re det lettere for ham.�

�I beh�ver ikke at fort�lle mig, at jeg ikke er modig nok til at v�re p� Gryffindor. Det har Malfoy allerede gjort,� sagde Neville halvkvalt af indest�ngt gr�d.

Harry fandt en platugle i sin kappelomme, den sidste fra den pakke, Hermione havde givet ham til jul, og rakte den til Neville for at tr�ste ham.

�Du er tolv gange s� meget v�rd som Malfoy,� sagde Harry. �Fordelingshatten sendte dig til Gryffindor, ikke sandt? Og hvor blev Malfoy sendt hen? Til m�gkollegiet Slytherin.�

Neville kunne ikke lade v�re med at smile og begyndte at pakke sin platugle ud.

�Tak, Harry�� jeg tror, at jeg g�r i seng nu�� vil du have kortet? Du samler da p� dem, g�r du ikke?�

Idet Neville forlod dem, kiggede Harry p� sit nye troldmandskort.

�Dumbledore igen,� sagde han. �Han var den f�rste, jeg nogensinde���

Han gispede og stirrede stift p� kortets tekst. S� rettede han et vildt blik mod Ron og Hermione.

�Jeg har fundet ham!� hviskede han ophidset. �Jeg har fundet Flamel! Jeg sagde jo, at jeg havde set hans navn et eller andet sted. Jeg l�ste om ham i toget p� vej hertil � h�r her:

�Dumbledore er is�r kendt for at have overvundet M�rkets Troldmand, Grindelwald, i 1945, for opdagelsen af tolv udnyttelsesmuligheder af drageblod og ikke mindst sit alkymistiske arbejde sammen med partneren Nicolas Flamel.��

Hermione sprang n�sten i vejret. Hun havde ikke set s� begejstret ud, siden de fik karakterer for deres f�rste hjemmeopgave efter jul.

�Bliv her!� sagde hun og sprintede op ad trappen til pigernes sovesal. Harry og Ron havde knap nok tid til at udveksle forbavsede blikke, f�r hun kom styrtende tilbage med en enorm, gammel bog i armene.

�Jeg havde slet ikke t�nkt p� at kigge i den her!� hviskede hun sp�ndt. �Jeg l�nte den p� biblioteket for flere uger siden. Det var bare for at have noget let hygge-l�sning.�

�Let, sagde du?� l�d det fra Ron, men Hermione bad ham om at holde mund, indtil hun havde f�et sl�et noget op. Hun bladrede som en rasende i den tunge bog, mens hun mumlede en masse hen for sig.

Endelig fandt hun, hvad hun ledte efter.

�Jeg vidste det! Jeg vidste det!�

�M� vi sige noget nu?� spurgte Ron forn�rmet. Hermione ignorerede ham.

�Nicolas Flamel,� hviskede hun dramatisk, �er den eneste kendte troldmand, som kan fremstille De Vises Sten!�

Disse ord fremkaldte den ikke �nskede reaktion hos Harry og Ron.

�Hvad for noget?� sagde de i kor.

��h, helt �rligt, l�ser I to aldrig b�ger? Se � l�s det stykke der.�

Hun skubbede bogen over til dem. De l�ste:

�Kan I ikke regne det ud nu?� spurgte Hermione, da Harry og Ron var f�rdige. �Hunden m� vogte over Flamels Sten! Jeg t�r v�dde p�, at han har bedt Dumbledore om at opbevare den sikkert. De er jo venner og partnere. Han m� have vidst, at nogen var ude efter den. Det er da derfor, den er blevet fjernet fra Gringottsbanken!�

�En sten, der kan lave guld og g�re mennesker ud�delige!� udbr�d Harry. �Ikke s� underligt, at Snape er ude efter den! Enhver vil da have s�dan en.�

�Og det er heller ikke s� underligt, at vi ikke kunne finde Flamels navn i Studier i nyere tids troldmandsskab,� bem�rkede Ron. �Han h�rer jo ikke ligefrem til de yngste, hvis han virkelig er seks hundrede og femogtres, vel?�

N�ste morgen havde de Forsvar mod M�rkets Magter, og mens de nedskrev forskellige m�der at behandle varulvebid p�, var Harry og Ron stadig opslugt af diskussionen om, hvad de ville bruge De Vises Sten til, hvis de havde en. F�rst da Ron erkl�rede, at han ville k�be sit eget Quidditch-hold, blev Harry mindet om Snape og den kommende kamp.

�Jeg bliver n�dt til at spille,� sagde han til Ron og Hermione. �Hvis jeg ikke stiller op, vil Slytherins hold bare tro, at jeg er bange for dem og for Snape. Jeg skal nok vise dem. Vi bliver n�dt til at vinde for at s�tte dem p� plads.�

�Bare det ikke bliver Snape, som s�tter dig p� plads,� sagde Hermione.

Men det skulle vise sig, at Quirrel var modigere end som s�. I de f�lgende uger blev han hele tiden tyndere og blegere, men han s� ikke ud til at v�re ved at bryde sammen endnu.

Hver gang de passerede den forbudte korridor p� tredje etage, lagde Harry, Ron og Hermione �rerne mod d�ren for at kontrollere, at Fluffy stadig gik knurrende omkring derinde. Snape h�rgede som s�dvanligt sine omgivelser med sit d�rlige hum�r, og det var endnu en grund til at antage, at Stenen var i sikkerhed. N�r de st�dte p� Quirrel, huskede de altid at sende ham et opmuntrende smil, og Ron var begyndt at sige til de andre, at de ikke skulle grine, n�r han stammede.

Hermione havde dog mere end De Vises Sten at t�nke p�. Hun var begyndt at lave planer for eksamensl�sningen og systematisere sine noter. Harry og Ron bekymrede sig endnu ikke for eksamen, men Hermione blev ved med at opfordre dem til at g�re som hun.

�Hermione, der er evigheder til eksamen.�

�Ti uger,� svarede Hermione strengt. �Det er ikke en evighed. Det ville ikke v�re mere end et kort sekund for Nicolas Flamel.�

�Men vi er ikke over seks hundrede �r gamle,� p�mindede Ron hende. �Og hvorfor skal du i det hele taget repetere noget? Du ved jo alt i forvejen.�

�Hvad skal jeg repetere for? Er du gal? Er du slet ikke klar over, at vi skal best� vores eksamen for at rykke op p� andet �r? Det betyder alt. Jeg skulle v�re begyndt allerede for en m�ned siden. Jeg ved virkelig ikke, hvad der er g�et af mig���

Uheldigvis syntes l�rerne at t�nke i samme baner som Hermione. De bebyrdede eleverne med s� meget hjemmearbejde, at p�skeferien slet ikke ville s� sjov som juleferien.

Det var ogs� sv�rt at slappe af, n�r Hermione sad ved siden af og opremsede tolv anvendelsesmuligheder for drageblod eller �vede sig p� tryllestavsbev�gelser. St�nnende og sukkende tilbragte Harry og Ron det meste af deres fritid i biblioteket sammen med hende, hvor de sled og k�mpede sig igennem det store l�s hjemmearbejde.

�Jeg kommer aldrig til at kunne huske det hele udenad,� udbr�d Ron en eftermiddag og kastede sin fjerpen fra sig p� bordet. Han kiggede l�ngselsfuldt ud af bibliotekets vinduer; det var den f�rste solskinsdag i m�nedsvis. Himlen var klar og kornblomstbl�, mens luften allerede duftede af sommer.

Harry var ved at sl� op i Tusind magiske urter og svampe. Han s� ikke op, f�r han h�rte Ron udbryde, �Hagrid! Hvad laver du dog her i biblioteket?�

Hagrid kom luntende hen mod dem, mens han gemte et eller andet p� ryggen. Han s� meget malplaceret ud herinde med sin store f�reskindspels.

�N�h, jeg ser mig bare omkring,� sagde han i et henkastet tonefald, der fangede deres opm�rksomhed med det samme. �Og hvad laver I s�?� Han s� pludselig helt mist�nksom ud. �I leder da ikke efter Nicolas Flamel l�ngere, vel?�

��h, vi har da for l�ngst fundet ud af, hvem han er,� sagde Ron pralende. �Og vi ved ogs�, hvad det er, hunden vogter. Det er De Vises St���

�Shhh!� Hagrid s� sig hastigt omkring for at se, om nogen lyttede. �La� v�r� med at r�be. Hva� t�nker du dog p�?�

�Men der er nogle ting, vi gerne vil sp�rge dig om,� sagde Harry. �Hvilke andre sikkerhedsforanstaltninger er der, ud over Fluffy, mener jeg?�

�SHHHH!� sagde Hagrid igen. �H�r her, I ka� komme og bes�ge mig senere. Jeg vil ikke love, at jeg fort�ller jer noget, men I m� alts� ikke plapre op om det her, hvor andre elever kan h�re jer. S� tror alle bare, at det er mig, der har sladret.�

�S� ses vi senere, Hagrid,� sagde Harry.

Hagrid luntede af sted.

�Hvad mon det var, han gemte p� ryggen?� sagde Hermione tankefuldt.

�Tror du, at det har noget med Stenen at g�re?�

�Jeg ser lige, hvilken afdeling han kom fra,� sagde Ron, der havde f�et nok af terperiet.

Han kom tilbage ti minutter senere med en stak b�ger i armene. Han sm�kkede dem ned p� bordet. �Drager!� hviskede han. �Hagrid l�ste om drager! Se bare p� titlerne her: Dragearter i Storbritannien og Irland og Fra �gget til uhyret; Vejledninger til dragevogtere.�

�Hagrid har jo altid �nsket sig en drage. Det fortalte han mig, f�rste gang vi m�dtes,� sagde Harry.

�Men det er jo ulovligt,� sagde Ron. �Drageavl blev forbudt ved Warlock-konventionen i 1709, det ved alle. Det ville ogs� v�re sv�rt at holde Mugglerne p� afstand, hvis vi begyndte at holde drager i vores baghaver � og under alle omst�ndigheder kan de ikke t�mmes. Drager er farlige. I skulle bare se de forbr�ndinger, Charlie har f�et af de vilde drager i Rum�nien.�

�Men der er ikke vilde drager i England, vel?� indvendte Harry.

�Jo, selvf�lgelig er der det,� sagde Ron. �Walisiske Gr�nsk�llede og Hebridernes sorte race. Ministeriet for Magi har nok at g�re med at holde det som en hemmelighed, kan jeg godt fort�lle dig. Vores folk er n�dt til at blive ved med at kaste glemselsbesv�rgelser over de Mugglere, der har set dem.�

�Hvad i alverden er Hagrid mon ude p�?� sagde Hermione.

Det kunne ikke blive meget v�rre.

Filch f�rte Harry og Hermione ned til professor McGonagalls kontor p� f�rste sal. Her sad de og ventede uden at sige et ord til hinanden. Hermione rystede. Undskyldninger og bortforklaringer svirrede i hovedet p� Harry, den ene mere fantastisk og utrov�rdig end den anden. Han kunne slet ikke se, hvordan de skulle redde sig ud af suppedasen denne gang. De var blevet taget p� fersk gerning. Hvordan kunne de dog ogs� have v�ret s� uforsigtige at glemme usynlighedskappen? Der var ikke en chance for, at professor McGonagall ville acceptere en undskyldning for ikke at v�re i seng midt om natten. Og n�r de endda var blevet p�grebet efter at have v�ret oppe i skolens h�jestbeliggende astronomit�rn, s� det ekstra sort ud. T�rnet var forbudt omr�de for alle, undtagen de elever, som havde timer der. Heldigvis var det lykkedes dem at holde Norberts tilstedev�relse hemmelig, men hvis dragen ogs� var blevet opdaget, kunne de lige s� godt have pakket deres kufferter uden videre diskussion.

Men hvis Harry troede, at situationen ikke kunne blive v�rre, tog han fejl. Da professor McGonagall kom til syne, havde hun Neville ved vingebenet.

�Harry!� r�g det ud af Neville. �Jeg pr�vede at advare dig. Jeg h�rte Malfoy sige, at han ville fange dig. Han sagde, at du havde en dra��

Harry lavede vilde grimasser og rystede voldsomt p� hovedet for at f� Neville til at klappe i, men professor McGonagall havde opfattet det hele. Hun s� ud, som om hun var lige ved at blive mere ildsprudlende end Norbert, da hun stillede sig op foran synderne.

�Dette ville jeg aldrig have tiltroet nogen af jer. Hr. Filch siger, at I var oppe i astronomit�rnet. Klokken er et om natten. Jeg forlanger en forklaring!�

Det var f�rste gang, Hermione ikke kunne svare p� en l�rers sp�rgsm�l. Hun stirrede ned p� sine sutsko, ubev�gelig som en statue.

�Jeg tror n�sten, at jeg selv kan regne det ud,� fortsatte professor McGonagall. �Det beh�ver man ikke at v�re et geni for at g�re. I har stukket Malfoy en l�gnehistorie om en drage for at lokke ham i fedtefadet. Jeg har allerede fanget ham. I synes vel ogs�, at det er hylende grinagtigt, at Longbottom her overh�rte det og troede p� hvert et ord?�

Harry fors�gte at fange Nevilles blik for at signalere til ham, at han skulle tage det roligt.

Men Neville s� helt forvildet og dybt s�ret ud. Stakkels, klodsede Neville � Harry vidste, at han m�tte have samlet alt sit mod for at l�be ud i m�rket efter dem med sin advarsel.

�Jeg er chokeret over jeres opf�rsel,� sagde professor McGonagall. �Fire elever ude af sengene p� samme nat! Jeg har aldrig v�ret ude for noget lignende! Det havde jeg ikke forventet af dig, fr�ken Granger, jeg troede virkelig, at du havde mere oml�b i hovedet. Og du, hr. Potter, man skulle da tro, at Gryffindor bet�d mere for dig end som s�. I vil alle tre f� en passende straf � ja, ogs� du, hr. Longbottom, der er ingen undskyldning for at rende omkring p� skolen om natten, is�r i disse tider, hvor det er s� farligt! Der vil desuden blive trukket halvtreds point fra Gryffindor.�

�Halvtreds,� Harry gispede � de ville miste f�rerstillingen, som han havde k�mpet for og vundet i den sidste Quidditch-kamp.

�Halvtreds point for jer hver,� tilf�jede professor McGonagall og fn�s gennem sin lange, spidse n�se.

�Professor � det er for h�rdt���

�Det mener du ikke���

�I skal ikke pr�ve at komme med indvendinger! Se s� at komme i tilbage i seng, alle tre. Jeg har aldrig i mit liv skammet mig s� meget over Gryffindors elever!�

Et hundrede og halvtreds point var tabt. Det bet�d, at Gryffindor r�g ned p� en bundplacering. P� en enkelt nat havde de �delagt Gryffindors chance for at vinde pokalen.

Harry f�lte sig syg og elendig. Hvordan skulle de dog g�re det godt igen?

Han sov ikke resten af natten. I timevis kunne han h�re Neville hulke ned i puden.

Harry kunne ikke finde p� et eneste tr�stende ord. Han vidste, at Neville, ligesom han selv, frygtede for morgendagen. Hvad ville de andre Gryffindorbeboere dog sige, n�r det blev afsl�ret for alle, hvad de havde gjort?

Til at begynde med troede alle Gryffindors elever, som passerede de k�mpem�ssige timeglas, der registrerede kollegiernes pointtal, at der m�tte v�re tale om en fejl. Hvordan kunne de pludselig have mistet et hundrede og halvtreds point? Men s� begyndte rygterne at l�be: Harry Potter, den ber�mte Harry Potter, deres helt fra to uforglemmelige Quidditch-kampe, var skyld i tabet af alle disse point. Han og et par andre t�belige f�rste�rselever havde dummet sig og kostet dem den eftertragtede sejr.

Fra at v�re popul�r og beundret af alle blev Harry pludselig den mest foragtede elev p� skolen. Selv Ravenclaws og Hufflepuffs elever var vrede p� ham, fordi alle havde gl�det sig til at se Slytherin miste pokalen. Uanset hvor Harry befandt sig, blev der peget fingre ad ham. Og der var ingen, som gad s�nke stemmen, n�r de bagtalte ham � selv ikke n�r han stod i n�rheden. Men Slytherins elever var ovenud begejstrede; de klappede og jublede, n�r de m�dte ham p� gangene: �Tak skal du have, Potter. Vi skylder dig en tjeneste!�

Ron var den eneste, som forblev trofast.

�De glemmer nok alt om det i l�bet af et par uger. Fred og George har kostet os masser af point gennem tiderne, og alle kan da stadig lide dem.�

�Ja, men de har aldrig kostet os s� mange, som jeg har, vel?� sagde Harry fortvivlet.

�N�h nej,� indr�mmede Ron.

Det nyttede ikke at v�re bagklog, men Harry svor, at fra nu af ville han ikke blande sig i noget, der ikke vedkom ham. Han var f�rdig med at snig sig omkring. Han skammede sig s� dybt og inderligt, at han ops�gte Wood for at melde fra p� Quidditch-holdet.

�Melde fra?� tordnede Wood. �Og hvad skulle det hj�lpe? Hvordan skal vi nogensinde vinde vores point tilbage, hvis vi ikke i det mindste har en chance mod de andre hold?�

Men selv Quidditch appellerede ikke l�ngere til Harry. Resten af holdet n�gtede at tale til ham under tr�ningen, og hvis de blev n�dt til at n�vne ham, kunne de ikke f� sig selv til at omtale ham som andet end s�geren.

Hermione og Neville havde det heller ikke for morsomt. Det var ikke s� slemt for dem, som det var for Harry, eftersom de ikke var s� ber�mte; men alligevel var der ingen, som ville tale til dem. Hermione henledte ikke l�ngere opm�rksomheden p� sig selv i timerne.

Hun b�jede nakken og arbejdede i stilhed.

Harry var n�sten glad for, at det snart var eksamenstid. Alle lektierne og gennemgangen af pensum kunne til en vis grad aflede tankerne fra al den elendighed, han havde for�rsaget. Han, Ron og Hermione holdt sig for sig selv og arbejdede til sent ud p� natten. De l�ste p� ingredienserne til alle de sv�reste eliksirer, l�rte besv�rgelser og formularer udenad, terpede datoerne for historiens magiske opfindelser og de ber�mte nisseopr�r��

Men s� en uge f�r eksamen skete der noget, der fik Harrys beslutning om aldrig mere at blande sig i noget til at vakle. En eftermiddag forlod han alene biblioteket og h�rte pludselig en klynken fra et af klasselokalerne p� gangen. Da han gik i retning af lyden, kunne han kende Quirrels stemme.

�Nej � nej � �h, ikke igen, lad v�re���

Det l�d, som om nogen truede ham. Harry listede n�rmere.

�Lad g� � skal jeg nok��� h�rte han Quirrel hulke.

I n�ste �jeblik hastede Quirrel ud ad d�ren, mens han febrilsk rettede p� sin turban.

Han var ligbleg og s� ud, som om han var ved at briste i gr�d. Han skyndte sig af sted og var snart ude af syne. Harry var sikker p�, at professoren slet ikke havde bem�rket, at han stod der. Han ventede, til han ikke l�ngere kunne h�re Quirrels fodtrin, f�r han kastede et blik ind i klassev�relset. Det var tomt, men d�ren i den anden ende stod p� klem. Harry var halvvejs ovre ved den, da han huskede sin beslutning om ikke at blande sig.

Men det var heller ikke n�dvendigt at spekulere over, hvem der havde v�ret p� f�rde her. Harry turde v�dde tolv af De Vises Sten p�, at Snape netop havde forladt lokalet. Han ville sikkert begynde at spankulere omkring med en helt ny sp�ndstighed i sine skridt, for der var ingen tvivl om, at Quirrel endelig var brudt sammen.

Harry gik tilbage til biblioteket, hvor Hermione var ved at h�re Ron i astronomi-lektien.

Harry fortalte, hvad han havde h�rt.

�S� lykkedes det endelig for Snape!� udbr�d Ron. �Hvis Quirrel virkelig har r�bet, hvordan man bryder hans besv�rgelse mod M�rkets Kr�fter���

�Men Fluffy vogter stadig,� indsk�d Hermione.

�M�ske har Snape ogs� fundet en metode at komme uden om den forhindring uden at skulle sp�rge Hagrid,� sagde Ron og kastede et blik p� alle de mange bogreoler omkring dem. �Jeg t�r v�dde p�, at der findes en bog, der fort�ller, hvordan man passerer en k�mpehund med tre hoveder. Hvad skal vi stille op, Harry?�

Eventyrlysten var tilbage i Rons �jne, men Hermione svarede, f�r Harry n�ede at �bne munden.

�Vi g�r til Dumbledore. Det skulle vi have gjort for l�ngst. Hvis vi bliver ved med at fors�ge os p� egen h�nd, ender det helt sikkert med, at vi bliver bortvist.�

�Men vi har jo intet bevis!� sagde Harry. �Quirrel er for skr�mt til at ville bakke os op. Snape beh�ver bare at sige, at han ikke har den ringeste anelse om, hvordan bjergtrolden slap ind p� allehelgensaften, og at han aldrig har v�ret i n�rheden af korridoren p� tredje sal. Hvem mener I, at de helst vil tro p�, ham eller os? Det er jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, at vi ikke kan lide ham. Dumbledore vil tro, at det er noget, vi finder p� for at f� ham fyret. Filch ville heller aldrig hj�lpe os, om s� hans liv afhang af det. Han er pot og pande med Snape, og desuden ville det kun gl�de ham, hvis der bliver smidt nogle elever ud. Og vi m� ikke glemme, at vi i grunden heller ikke burde vide noget om hverken Fluffy eller Stenen. Det vil kr�ve en del forklaringer, hvis vi siger, at vi ved noget som helst om, hvad der er gemt i korridoren.�

Hermione s� besejret ud, men Ron var ukuelig.

�Hvad nu hvis vi tager sagen i egen h�nd���

�Nej,� sagde Harry bestemt. �Vi har allerede gjort nok p� egen h�nd.�

Han trak et kort over Jupiters m�ner frem og fordybede sig i studierne uden at sige et ord mere.

Da Harry senere t�nkte tilbage p� det, kunne han slet ikke forst�, hvordan han klarede sig gennem eksamenstiden, n�r han konstant frygtede at se Voldemort komme brasende ind efter ham. Men dagene gik, og de var sikre p�, at Fluffy stadig stod p� sin post bag den l�ste d�r i korridoren.

Det var kv�lende varmt, og is�r var det uudholdeligt at sidde i det store klasselokale, hvor den skriftlige pr�ve fandt sted � dette lokale var specielt pr�pareret med en anti-snyde-besv�rgelse.

De havde ogs� praktiske pr�ver. Professor Flitwick kaldte dem ind til sig, en efter en, for at kontrollere, om de kunne f� en ananas til at danse hen over katederet. Professor McGonagall eksaminerede dem i at forvandle en mus til en d�se snustobak � der blev givet point efter, hvor kunstf�rdigt snustobaksd�sen var udformet, og trukket fra, hvis d�sen havde knurh�r. Snape gjorde dem alle nerv�se ved at �nde dem i nakken, mens de koncentrerede sig om ingredienserne til forglemmelsesdrikken.

Harry gjorde sit bedste, mens han fors�gte at ignorere de syleskarpe smerter fra arret i panden. Det var noget, der havde plaget ham siden turen til den forbudte skov. Neville troede, at Harry bare led af eksamensangst, da han opdagede, at Harry n�sten ikke sov om natten; men sandheden var, at Harry v�gnede, fordi han havde mareridt om en h�ttekl�dt, bloddryppende skikkelse.

M�ske var det, fordi de ikke havde oplevet det samme som Harry, men hverken Ron eller Hermione syntes s�rligt bekymrede for De Vises Sten. M�ske var det ogs�, fordi de ikke var plaget af et br�ndende ar i panden. Tanken om Voldemort skr�mte dem fra vid og sans, men den holdt dem ikke v�gne om natten. De havde ingen mareridt, og var desuden fuldt besk�ftiget med eksamensl�sningen, hvilket ikke gav dem meget tid til at spekulere over, hvad Snape eller andre mon var ude p�.

Den allersidste pr�ve var i Magiens Historie. En times besvarelse af sp�rgsm�l om gamle, m�l�dte troldm�nd, der havde opfundet selvkogende kedler. Derefter ville de v�re fri. En hel, lang vidunderlig uge ville g�, f�r resultaterne blev offentliggjort. Da sp�gelset, professor Binns, sagde, at de nu kunne l�gge fjerpennene fra sig og rulle pergamentet sammen, m�tte Harry juble med sine kammerater.

�Det var meget lettere, end jeg havde forventet,� sagde Hermione, da de sluttede sig til flokken af elever, der s�gte ud p� de solbeskinnede arealer omkring slottet. �Jeg havde slet ikke beh�vet at have l�st p� Varulvenes Adf�rdsreglement af 1637 eller Elfric den Ivriges Opr�r.�

Hermione ville gerne have gennemg�et deres besvarelser bagefter, men Ron sagde, at det bare ville give ham d�rlige nerver. I stedet spadserede de ned til s�en og lagde sig under et tr�. Weasley-tvillingerne og Lee Jordan stod ved bredden og kildede en sovende k�mpebl�ksprutte under armene.

�Ikke mere repetition,� sukkede Ron lykkeligt og strakte sig i gr�sset. �Du burde da se lidt gladere ud, Harry, vi har fri en hel uge, f�r vi beh�ver at bekymre os om de d�rlige resultater. Der er ingen grund til at tage sorgerne p� forskud.�

Harry gned sin pande.

�Jeg ville �nske, at jeg vidste, hvad dette dog betyder!� udbr�d han vredt. �Mit ar br�nder s� forf�rdeligt � det har det gjort f�r, men aldrig s� l�nge og svidende som nu.�

�G� op til madam Pomfrey,� foreslog Hermione.

�Jeg er ikke syg,� sagde Harry. �Jeg tror, at det er en advarsel�� det betyder, at der er fare p� f�rde���

Ron kunne ikke hidse sig op i det varme sommervejr.

�Harry, tag det roligt. Hermione har ret. Stenen er i sikkerhed, s� l�nge Dumbledore er her p� stedet. Og vi har jo aldrig f�et bevis for, at Snape kan sno sig uden om Fluffy. Han fik jo n�sten sit ben revet af, sidst han pr�vede. Det gentager han ikke forel�big. Og Neville bliver stjernespiller i Quidditch, f�r Hagrid svigter Dumbledore.�

Harry nikkede, men kunne alligevel ikke ryste f�lelsen af lurende fare af sig. Det forekom ham ogs�, at der var noget, han havde glemt at g�re, noget meget vigtigt. Da han fors�gte at forklare det, sagde Hermione, �Det er bare eksamensnerverne, der sp�ger endnu. Jeg v�gnede i nat og begyndte at l�se p� mine forvandlingsnoter, f�r det gik op for mig, at vi er f�rdige med pr�verne.�

Harry var nu ret sikker p�, at hans uro ikke havde den fjerneste forbindelse med skolearbejdet. Han s� en ugle komme baskende over den bl� himmel med kurs mod slottet.

Den havde et brev i n�bbet. Hagrid var den eneste, der nogensinde sendte ham breve.

Hagrid ville aldrig forr�de Dumbledore. Hagrid ville aldrig fort�lle nogen, hvordan de kunne komme forbi Fluffy�� aldrig�� men �

Harry sprang p� benene med et s�t.

�Hvor skal du hen?� spurgte Ron s�vnigt.

�Jeg er lige kommet i tanke om noget,� sagde Harry. Han var blevet helt bleg. �Vi bliver n�dt til at ops�ge Hagrid med det samme.�

�Hvorfor det?� pustede Hermione, der m�tte l�be for at f�lge med.

�Synes du ikke, at det er et underligt tilf�lde,� sagde Harry, idet han masede sig op ad den gr�skl�dte skr�ning, �at en fremmed pludselig dukker op med den ting i lommen, som Hagrid �nsker sig mest af alt i verden? Hvor mange tror du g�r omkring med et drage�g p� sig, n�r det er forbudt if�lge troldmandsloven? Synes du ikke, at det er lidt for heldigt, at vedkommende netop skulle st�de p� Hagrid? Hvorfor har vi ikke t�nkt p� det noget f�r?�

�Hvad er det dog, du taler om?� spurgte Ron, men Harry l�b bare alt, hvad han kunne mod hytten i skovbrynet. Han havde slet ikke luft til at svare.

Hagrid sad i en l�nestol uden for huset. Hans bukseben og �rmer var rullet op, og han var ved at b�lge �rter i en stor sk�l.

�Hall�j,� sagde han med et smil. �Er I f�rdige med eksamen? Har I lyst til en forfriskning?�

�Nej, vi har travlt, Hagrid. Der er noget, vi m� sp�rge dig om. Det er om den aften, du vandt Norbert i kortspil�� hvordan s� den fremmede egentlig ud?�

��h, jeg ved ikke rigtigt,� sagde Hagrid afslappet. �Han ville ikke tage sin kappe af. H�tten var trukket op!�

Da han s� deres chokerede blikke, l�ftede han et �jenbryn.

�Det er da ikke s� us�dvanligt. Der kommer en masse s�re folk i Det Glade Vildsvin � det er v�rtshuset nede i landsbyen. Han var vel bare en drageforhandler, ikke? Men jeg s� alts� ikke hans ansigt. Beklager!�

Harry sank sammen ved siden af �rtesk�len.

�Hvad talte I om, Hagrid? N�vnte du overhovedet Hogwarts?�

�Det tror jeg nok,� sagde Hagrid og t�nkte tilbage. �Joh, nu kan jeg huske det. Han spurgte til de v�sner, jeg g�r og passer�� s� jeg satte ham lidt ind i sagerne og fortalte ham, at jeg altid har �nsket mig en drage. Og s堅 jeg husker det ikke s� tydeligt, for han blev ved med at byde mig p� drinks�� Lad mig se�� Jo, s� sagde han, at han havde et drage�g, og at vi kunne spille kort om det, hvis jeg havde lyst�� han ville ikke bare gi� den v�k til hvem som helst�� s� jeg fortalte ham, at efter Fluffy ville en drage v�re en let sag���

�Og virkede han interesseret i Fluffy?� spurgte Harry og fors�gte at holde stemmen i ro.

�Ja, det gjorde han da. Hvor mange hunde med tre hoveder har man chancen for at m�de � selv p� Hogwarts? S� jeg fortalte ham alts�, at jeg ikke havde haft nogen problemer med Fluffy. Man ska� bare spille noget musik for ham, s� er han blid som et lam. Han falder s�m�nd hurtigt i s�vn, n�r man spiller vuggeviser for ham���

Hagrid holdt brat inde, idet det d�mrede for ham, hvad han havde gjort.

��h, det sku� jeg jo ikke ha� fortalt ham!� udbr�d han forskr�kket. �Glem, at jeg sagde det! Hov � hvor ska� I hen?�

Harry, Ron og Hermione talte ikke sammen, f�r de n�ede ind i slottets indgangshal. Den virkede kold og dyster efter solskinnet udenfor.

�Vi bliver n�dt til at g� til Dumbledore,� sagde Harry. �Hagrid fortalte den fremmede, hvordan man kommer forbi Fluffy, og det var enten Snape eller Voldemort, der skjulte sig under kappen � det m� have v�ret uhyre let at f� Hagrid til at snakke, da han f�rst var blevet fuld. Jeg vil bare h�be, at Dumbledore tror p� os. Firenze vil m�ske bekr�fte, hvad vi siger, hvis ikke Bane bremser ham. Hvor er Dumbledores kontor?�

De s� sig omkring, som om de h�bede at finde et skilt, der kunne lede dem i den rigtige retning. De havde aldrig f�r t�nkt over, hvor Dumbledore boede, eller hvor hans kontor befandt sig. De havde heller aldrig h�rt om nogen, der var blevet sendt ind til ham.

�Vi m� bare��� begyndte Harry, men blev afbrudt af en skarp stemme.

�Hvad laver I tre herinde?�

Det var professor McGonagall, der kom b�rende p� en stor stabel b�ger.

�Vi vil gerne tale med professor Dumbledore,� sagde Hermione ligeud. Ron og Harry syntes, at det var ret modigt af hende.

�Tale med professor Dumbledore?� gentog professor McGonagall, som om der m�tte v�re noget lumsk indblandet. �Hvorfor det?�

Harry sank en klump. Hvad nu?

�Det er faktisk en hemmelighed��� sagde han, men �nskede, at han havde holdt sin mund, for professor McGonagalls n�sebor begyndte straks at vibrere.

�Professor Dumbledore tog af sted for ti minutter siden,� sagde hun k�ligt. �Han modtog en hasteugle fra Ministeriet for Magi. Han fl�j omg�ende til London.�

�Er han v�k?� sagde Harry desperat. �Er han taget af sted?�

�Professor Dumbledore er en m�gtig troldmand, Potter. Der bliver hele tiden stillet store krav til ham���

�Men dette er vigtigt.�

�Er dine �rinder mere vigtige end problemer i Ministeriet for Magi, Potter?�

�H�r her,� sagde Harry og lod al forsigtighed fare. �Professor � det drejer sig om De Vises Sten���

Den besked kom helt p� professor McGonagall. Hun slap b�gerne, der faldt p� gulvet, uden at hun gjorde mine til at samle dem op igen.

�Hvorfra kender du til��?� udbr�d hun uden at kunne fuldf�re s�tningen.

�Professor, jeg tror � jeg ved, at Sn � at nogen vil fors�ge at stj�le Stenen. Jeg m� tale med professor Dumbledore.�

Hun stirrede p� ham med en blanding af chok og mistro i blikket.

�Professor Dumbledore er tilbage i morgen,� sagde hun endelig. �Jeg ved ikke, hvordan du kan vide noget om Stenen, men du kan stole p�, at den er umulig at stj�le. Den er fuldt beskyttet.�

�Men professor���

�Potter, jeg ved, hvad jeg taler om,� sagde hun skarpt. Hun b�jede sig ned og begyndte at samle b�gerne op. �Jeg foresl�r, at du g�r ud i den friske luft og nyder solen.�

Men det kunne de ikke.

�Det sker i nat,� sagde Harry, da professor McGonagall var g�et. �Snape g�r gennem faldlemmen i nat. Han ved alt, hvad han har brug for at vide, og nu har han ogs� skaffet Dumbledore af vejen. Han sendte brevet til Dumbledore. Jeg t�r v�dde p�, at de bliver forbl�ffede i Ministeriet for Magi, n�r Dumbledore dukker op.�

�Men hvad kan vi���

Hermione gispede. Harry og Ron drejede lynhurtigt rundt.

Snape stod bag dem.

�God eftermiddag,� sagde han glat.

De stirrede p� ham.

�I burde da ikke v�re indenfor p� s�dan en smuk dag,� sagde han med et m�rkv�rdigt smil p� l�ben.

�Vi skulle bare��� begyndte Harry uden at ane, hvad han skulle sige.

�I m� hellere passe lidt p�,� sagde Snape. �N�r I lusker omkring p� denne m�de, vil folk jo tro, at I er ude p� noget. Og Gryffindor kan jo ikke tillade sig at miste flere point, vel?�

Harry blev r�d i hovedet. De begyndte at g� hen mod d�ren, men Snape kaldte dem tilbage.

�Tag dig i agt, Potter � hvis jeg griber dig i flere nattevandringer, skal jeg personligt s�rge for, at du bliver bortvist p� stedet. Hav en rigtig god dag alle sammen!�

Han vendte sig og gik af sted i retning af l�rerv�relset.

Harry sagde ikke noget til de andre, f�r de var ude p� stentrappen.

�Okay, h�r nu, hvad vi skal g�re,� hviskede han hastigt. �En af os m� holde �je med Snape � vente uden for l�rerv�relset og f�lge efter ham, hvis han g�r nogen steder hen. Hermione, du er vist den bedste til den opgave.�

�Hvorfor lige mig?�

�Det er da klart,� sagde Ron. �Du kan lade, som om, du venter p� professor Flitwick, ikke?� Han lavede sin stemme om til en h�j pigestemme. ��h, professor Flitwick, jeg er s� bekymret. Jeg tror, at jeg har svaret forkert p� sp�rgsm�l nummer fjorten b.�

�S� klap dog i,� sagde Hermione, men gik med til at holde �je med Snape.

�Og vi m� holde vagt uden for korridoren p� tredje sal,� sagde Harry til Ron. �Kom s�.�

Men det viste sig, at denne del af planen ikke kunne udf�res. Knap var de n�et frem til d�ren, der adskilte Fluffy fra resten af skolen, f�r professor McGonagall viste sig; og nu mistede hun for alvor t�lmodigheden.

�I tror m�ske, at I kan overg� vores bedste besv�rgelser!� rasede hun. �Nu har jeg f�et nok af jeres nonsens! Hvis jeg griber jer i n�rheden af denne korridor, vil jeg ikke t�ve med at fratr�kke endnu halvtreds point fra Gryffindor! Ja, Weasley, fra mit eget kollegium!�

Harry og Ron gik tilbage til opholdsstuen. Harry havde netop sagt, �I det mindste holder Hermione da �je med Snape,� da portr�ttet svingede til side, og Hermione tr�dte ind.

�Jeg er ked af det, Harry!� sagde hun ulykkeligt. �Snape kom ud og spurgte, hvad jeg foretog mig. Da jeg sagde, at jeg ventede p� Flitwick, gik han ind for at hente ham. Jeg blev n�dt til at blive og tale med ham, mens Snape stak af. Jeg s� ikke, hvor han gik hen!�

�S� er der vist kun en ting at g�re,� sagde Harry.

De to andre stirrede p� ham. Han var bleg som et lagen, og hans �jne skinnede s�rt.

�Jeg lister ud i nat og fors�ger at f� fat i Stenen f�r nogen anden.�

�Du m� v�re gal!� udbr�d Ron.

�Det kan du ikke g�re!� sagde Hermione. �Efter hvad professor McGonagall og Snape har sagt? Du bliver smidt ud!�

�OG HVAD S�!� r�bte Harry. �Kan I ikke se det? Hvis Snape f�r fat i Stenen, vil Voldemort vende tilbage! Har I ikke h�rt om de tider, hvor han fors�gte at vinde magten over alle? Der vil ikke l�ngere v�re nogen skole at blive smidt ud fra! Han vil l�gge den i ruiner eller lave den om til et akademi for Sortekunst! At miste point er ikke noget at v�re bange for i sammenligning. Kan I ikke forst� det? Tror I, at han vil lade jer og jeres familier v�re i fred, hvis han genvinder sine kr�fter? Hvis jeg bliver snuppet, f�r jeg kan n� at f� fat i Stenen, m� jeg bare vende tilbage til familien Dursley og vente p�, at Voldemort ops�ger mig der. Det vil kun betyde, at jeg d�r lidt senere, end han har beregnet. Han ved, at jeg aldrig vil overgive mig til M�rkets Magter! Jeg g�r gennem faldlemmen i nat, og I kan intet g�re for at standse mig! Voldemort slog mine for�ldre ihjel, husker I nok!�

Han stirrede trodsigt p� dem.

�Du har ret, Harry,� sagde Hermione med tynd stemme.

�Jeg bruger usynlighedskappen,� sagde Harry. �Det er et held, at jeg fik den tilbage.�

�Men kan den d�kke os alle tre?� spurgte Ron.

�Alle tre?�

��h, hold op. Du tror da ikke, at vi vil lade dig l�be den risiko p� egen h�nd, vel?�

�Selvf�lgelig vil vi ikke det,� sagde Hermione fast. �Hvordan vil du dog f� fat i Stenen uden vores hj�lp? Jeg m� hellere kigge lidt i mine b�ger. M�ske kan jeg finde noget nyttigt.�

�Men hvis vi bliver opdaget, vil I to ogs� blive smidt ud.�

�Det er jeg nu ikke s� sikker p�,� sagde Hermione sammenbidt. �Flitwick fortalte mig i al hemmelighed, at jeg har f�et hundrede og tolv procent i hans pr�ve. De smider mig ikke ud med s�dan et resultat.�

Det var Quirrel.

�Du!� gispede Harry.

Quirrel smilede. Han s� ikke det mindste nerv�s ud.

�Ja, ingen ringere!� sagde han roligt. �Jeg spekulerede netop over, hvorn�r jeg mon ville m�de dig her, Potter.�

�Men jeg troede � Snape���

�Severus?� Quirrel lo, og det var ikke hans s�dvanlige frygtsomme fnisen, men en kold og skarp h�nlatter. �Ja, Severus virker lige som typen, g�r han ikke? Det har virkelig v�ret en fordel at have ham luskende omkring som en forvokset flagermus. Med s�dan en skummel karl ville ingen mist�nke s-s-stakkels s-s-stammende p-professor Quirrel, vel?�

Harry kunne slet ikke fatte det. Det kunne ikke passe. Umuligt!

�Men Snape fors�gte jo at dr�be mig!�

�Nej, nej, nej. Jeg fors�gte at dr�be dig. Din ven, fr�ken Granger, kom tilf�ldigvis til at skubbe til mig, idet hun stormede over for at s�tte ild til Snape ved Quidditch-kampen. Hun br�d min �jenkontakt med dig. Et par sekunder mere, og jeg havde f�et dig smidt af kosten. Jeg ville have klaret det meget tidligere, hvis ikke Snape var blevet ved med at fremmumle modbesv�rgelser for at redde dig.�

�Pr�vede Snape at redde mig?�

�Naturligvis,� sagde Quirrel iskoldt. �Hvorfor tror du ellers, at han insisterede p� at v�re dommer ved din n�ste kamp? Han ville sikre sig, at jeg ikke pr�vede at smide dig af kosten igen. Det var faktisk temmelig morsomt � han beh�vede slet ikke at have gjort sig den ulejlighed, for med Dumbledore p� tribunen kunne jeg ikke foretage mig det mindste. Alle de andre l�rere troede, at Snape ville v�re dommer for at forhindre Gryffindor i at vinde. Han gjorde sig selv meget upopul�r ved sin handling�� og hvilket spild af tid, n�r jeg alligevel sl�r dig ihjel i nat.�

Quirrel knipsede med fingrene. Ud af den tomme luft kom lange reb til syne og snoede sig fast omkring Harrys krop.

�Du er for nysgerrig, og derfor skal du d�, Potter. Hvad ligner det at snige sig omkring i gangene p� allehelgensaften? Du kunne jo have set mig p� vej hen for at unders�ge, hvad der var sat til at vogte Stenen.�

�Det var dig, som lukkede bjergtrolden ind?�

�Det kan du tro. Jeg har en s�rlig evne med trolde � du har jo allerede set, hvad jeg gjorde ved den store kleppert i det andet rum, ikke sandt? Men da alle andre l�b omkring for at finde trolden, havde Snape allerede luret mig. Han gik i stedet op til korridoren p� tredje sal for at afsk�re mig vejen. Og som om det ikke var nok, at trolden fejlede i fors�get p� at f� dig banket s�nder og sammen, lykkedes det heller ikke hunden at bide Snapes ben helt af. Men nu m� du vente roligt p� mig her, Potter. Jeg skal f�rst lige have unders�gt det her interessante spejl.�

F�rst nu s� Harry, hvad der befandt sig bag Quirrel. Det var Dr�mmespejlet.

�Dette spejl er n�glen, hvis man vil finde Stenen,� mumlede Quirrel og bankede let p� rammen. �Det er typisk Dumbledore at finde p� den slags forhindringer�� men han er i London, og jeg er over alle bjerge, n�r han vender tilbage.�

Harry kunne ikke g�re andet end at lokke Quirrel til at snakke og p� den m�de forhindre ham i at koncentrere sig om spejlet.

�Jeg s� dig og Snape inde i skoven��� skyndte han sig at sige.

�Jah,� sagde Quirrel ligegyldigt, idet han gik omkring spejlet for at se p� bagsiden af det.

�Han havde gennemskuet mig p� det tidspunkt og fors�gte at finde ud af, hvor langt jeg var n�et. Han havde hele tiden haft mig under mistanke. Fors�gte at skr�mme mig � som om han kunne det. Da jeg havde Voldemort ved min side���

Quirrel kom igen til syne fra spejlets bagside, stillede sig foran glasset og stirrede sultent ind i det.

�Jeg kan se Stenen�� jeg pr�senterer den for min herre�� men hvor er den lige nu?�

Harry k�mpede mod rebene, men de var ikke til at l�srive sig fra. Han m�tte forhindre Quirrel i at koncentrere sig om spejlet og dets hemmelighed.

�Men Snape har altid opf�rt sig, som om han hadede mig.�

�Ja, men det g�r han skam ogs�,� sagde Quirrel henkastet. �Det kan du lige tro, han g�r. Han var elev p� Hogwarts sammen med din far. Det vidste du m�ske ikke? De kunne ikke fordrage hinanden. Men han har aldrig �nsket dig d�d.�

�Men jeg h�rte dig hulke inde i det tomme klasselokale ved biblioteket forleden dag � jeg troede, at det var Snape, som truede dig���

For f�rste gang syntes en skygge af frygt at vise sig i Quirrels tr�k.

�Somme tider,� sagde han, �finder jeg det vanskeligt at f�lge min herres instrukser. Han er den st�rste troldmand, og jeg er kun en svag���

�Du mener, at han befandt sig i klasselokalet sammen med dig?� gispede Harry.

�Han er med mig, uanset hvor jeg befinder mig,� sagde Quirrel lavm�lt. �Jeg m�dte ham p� en jordomrejse. Jeg var bare en t�belig ung mand, opfyldt af latterlige ideer om godt og ondt. Lord Voldemort viste mig, at jeg tog fejl. Der findes hverken godt eller ondt. Der findes kun magten, og den kan man tage eller lade v�re. Siden da har jeg trofast tjent ham, selvom jeg har fejlet mange gange. Han har v�ret n�dt til at v�re h�rd ved mig.�

Quirrel sk�lvede pludselig. �Han tilgiver ikke s� let, at man beg�r fejltagelser. Da det ikke lykkedes mig at stj�le Stenen fra Gringotts, var han meget utilfreds. Han straffede mig�� besluttede, at han ville holde n�jere �je med mig���

Quirrels stemme d�de hen. Harry huskede sin tur til Diagonalstr�de � hvordan kunne han dog have v�ret s� dum? Han havde jo m�dt Quirrel selv samme dag, som han var i banken med Hagrid. De havde givet hinanden h�nden i Den Ut�tte Kedel.

Quirrel bandede lavm�lt.

�Jeg forst�r det ikke�� er Stenen inde i spejlet? Skal jeg smadre det?�

Harry spekulerede som en besat: Jeg m� for en hver pris fors�ge at finde Stenen f�r Quirrel, t�nkte han. Det er mit h�jeste �nske lige nu. Alts�, hvis jeg nu kigger ind i spejlet, vil jeg se mig selv finde den � hvilket betyder, at jeg ogs� vil se, hvor den befinder sig! Men hvordan kan jeg kigge, uden at Quirrel gennemskuer det?

Han fors�gte at kante sig mod venstre for at komme hen foran spejlglasset, uden at Quirrel lagde m�rke til det; men rebene var bundet for stramt omkring hans ankler, og han snublede og faldt, s� lang han var.

Quirrel ignorerede ham. Han stod stadig og talte med sig selv. �Hvad kan dette spejl? Hvordan fungerer det? Hj�lp mig, herre!�

Og til Harrys r�dsel svarede en stemme, der l�d, som om den kom fra Quirrel selv.

�Brug drengen�� Brug drengen���

Quirrel vendte sig mod Harry.

�Ja � Potter � kom her.�

Han klappede i h�nderne, og rebene, der bandt Harry, l�snede sig. Harry kom langsomt p� benene.

�Kom her!� gentog Quirrel. �Kig ind i spejlet, og fort�l mig, hvad du ser.�

Harry gik hen mod ham.

Jeg m� lyve, t�nkte han desperat. Jeg m� kigge og lyve om, hvad jeg ser � det er alt, hvad jeg beh�ver at g�re.

Quirrel stillede sig t�t bag ham. Harry m�rkede den s�re lugt, der kom fra Quirrels turban. Han lukkede �jnene og tr�dte hen foran glasset. S� �bnede han �jnene igen.

Han s� sit spejlbillede, blegt og skr�mt til at begynde med. Men et �jeblik senere smilede hans spejlbillede til ham. Det puttede h�nden i lommen og trak en blodr�d sten frem. Spejlbilledet blinkede med det ene �je og lagde stenen tilbage i lommen � og i samme sekund f�lte Harry noget tungt dumpe ned i sin lomme. P� en eller anden utrolig m�de var han kommet i besiddelse af De Vises Sten.

�N�?� sagde Quirrel ut�lmodigt. �Hvad kan du se?�

Harry samlede alt sit mod.

�Jeg kan se mig selv give Dumbledore h�nden,� fandt han p�. �Jeg � det er min fortjeneste, at Gryffindor har vundet kollegiepokalen.�

Quirrel bandede igen.

�Flyt dig,� sagde han. Da Harry bev�gede sig, kunne han tydeligt m�rke Stenen i sin lomme. Turde han fors�ge at flygte?

Men han var knap g�et fem skridt, f�r en h�j stemme talte, selvom Quirrel slet ikke bev�gede l�berne.

�Han lyver�� Han lyver���

�Potter, kom her!� r�bte Quirrel. �Sig mig sandheden! Hvad s� du i spejlet?�

Den h�je stemme talte igen.

�Lad mig tale med ham�� ansigt til ansigt���

�Herre, du er endnu ikke st�rk nok!�

�Jeg er st�rk nok�� til dette���

Harry f�lte det, som om dj�vleslyngen atter havde f�et fat i ham og bandt ham fast til stedet. Han kunne ikke bev�ge en muskel. R�dselsslagen s� han til, mens Quirrel begyndte at folde sin turban ud. Hvad var det dog her foregik? Turbanen faldt, og Quirrels hoved s� underligt lille ud uden hovedbekl�dningen. S� vendte han langsomt ryggen til Harry.

Harry ville gerne skrige, men han kunne ikke f� en lyd over sine l�ber. Hvor Quirrels baghoved skulle have v�ret, var der i stedet et ansigt � det mest frygtindgydende og uhyggelige ansigt, Harry nogensinde havde set. Det var hvidt som en kalket mur med gl�dende r�de �jne og d�dningen�sebor.

�Harry Potter��� hviskede det.

Harry pr�vede at g� et skridt bagl�ns, men hans ben ville stadig ikke bev�ge sig.

�Se, hvad der er blevet af mig!� sagde ansigtet. �En s�lle skygge af mig selv�� jeg kan kun tage en synlig form, n�r jeg deler en andens krop, men der er heldigvis altid folk, som er villige til at lukke mig ind i deres hjerter og sj�le. Enhj�rningeblod har styrket mig i disse forl�bne uger�� du s� selv, hvordan trofaste Quirrel drak det for mig inde i skoven. Men n�r jeg f�rst besidder Livets Eliksir, kan jeg skabe min egen krop. S� hvorfor giver du mig ikke bare Stenen, du gemmer i din lomme?�

Han vidste det alts�. Harry kunne pludselig bev�ge benene igen, og han tumlede bagl�ns.

�V�r ikke s� t�belig,� snerrede ansigtet. �Red dig selv, og slut dig til mig. Hvis ikke, vil du m�de samme sk�bne som dine for�ldre�� de d�de, mens de b�nfaldt mig om at vise barmhjertighed���

�L�GNER!� r�bte Harry rasende.

Quirrel gik bagl�ns hen mod ham, s� Voldemort kunne fastholde blikket p� ham. Det onde ansigt smilede.

�Hvor r�rende,� hvislede det. �Jeg har altid sat pris p� mod. Ja, kn�gt, dine for�ldre var modige. Jeg slog f�rst din far ihjel, og jeg m� sige, at han k�mpede tappert. Din mor, derimod, beh�vede ikke at d�, men hun fors�gte at beskytte dig. Giv mig s� Stenen, medmindre du vil have, at hun d�de forg�ves.�

�ALDRIG!�

Harry l�b over mod flammed�ren, men Voldemort skreg �GRIB HAM!� og i n�ste sekund m�rkede Harry, at Quirrels h�nd lukkede sig om hans arm. En knivskarp smerte br�ndte gennem Harrys ar, det f�ltes, som om hans hoved var ved at fl�kke i to. Han skreg og k�mpede af al magt; og pludselig m�rkede han til sin forbl�ffelse, at Quirrel slap taget. Smerten i hovedet fortog sig � han s� sig vildt omkring for at finde ud af, hvad der var blevet af Quirrel og opdagede nu, at han var kr�bet sammen p� gulvet af smerte. Han sad og kiggede p� sine fingre, hvor store brandvabler nu br�d frem.

�Grib ham! GRIB HAM!� hylede Voldemort igen, og Quirrel kastede sig frem, v�ltede Harry om p� gulvet og landede selv ovenp� med h�nderne omkring hans hals. Harrys ar sydede og gjorde ham n�sten vanvittig af smerte, men han var alligevel klar over, at Quirrel ogs� blev p�virket. Han hylede: �Herre, jeg kan ikke holde ham � mine h�nder � mine h�nder!�

Og Quirrel m�tte slippe Harrys hals, selvom han stadig sad med kn�ene fastklemt om ham. Han stirrede forvirret p� sine h�ndflader, og Harry kunne se, at huden var br�ndt helt bort.

�S� sl� ham ihjel, dit fjols. F� det overst�et!� skingrede Voldemort.

Quirrel h�vede sin h�nd for at udf�re en d�delig forbandelse, men Harry rakte instinktivt ud og greb fat i Quirrels ansigt �

�AAAARGH!�

Quirrel rullede bort fra ham med et ansigt, der svulmede op af brands�r. Nu forstod Harry, hvad der var fat: Hver gang han r�rte Quirrels hud, ville Quirrel uds�ttes for de frygteligste lidelser � s� hans chance var at blive ved med at holde fast i ham og s�rge for, at det gjorde s� ondt p� ham, at han ikke kunne udf�re sin forbandelse.

Harry sprang op, greb fat i Quirrels arm og holdt sig fast, s� godt han kunne. Quirrel skreg og fors�gte at ryste Harry af sig. Smerten i Harrys hoved voksede st�t � han var helt blindet af den og kunne kun h�re smertensskrigene og Voldemorts hylen, �DR�B HAM! DR�B HAM!� Han syntes ogs� at kunne h�re andre stemmer r�be, �Harry! Harry!� men det var sikkert noget, han bildte sig ind.

Nu blev Quirrels arm fl�et ud af hans greb, og Harry vidste, hvad det bet�d: Alt var tabt.

Han faldt tilbage i et lydl�st m�rke, ned�� ned�� ned��